Test af løbetøj: Bliv optimalt klædt på til løbeturen i det tidlige forår
Løbeturen skal klares på trods af vejrets vekslen mellem frost og sol. Magasinerne I Form og Aktiv Træning har derfor testet overgangs-løbetøj, som langærmede superundertrøjer, der kan holde dig varm og svedfri inderst på kroppen - og løbeveste, der er et godt alternativ til jakken som det yderste lag.
Det er ikke let at tilpasse tøjet, når temperaturen konstant falder og stiger, og der stadig kan være frost på bilen om morgenen. Løbeentusiasterne kan opleve, at vinterløbetøjet bliver for varmt, men det er stadig for koldt at skifte til sommerløbetøj.
En løsning kan være at kombinere en langærmet superundertrøje i syntetisk materiale eller uld, et såkaldt baselayer, som kan holde dig varm og tør inderst, med en løbevest, der kan lukke vind og kulde ude.
Helly Hansen baselayer holder dig helt tør
Magasinet Aktiv Træning har i en stor test af 19 forskellige baselayers kåret de bedste varianter.
I gruppen af syntetiske baselayers vinder modellen ’Active flow ½ zip Graphic’ fra Helly Hansen. Denne superundertrøje roses for sin pasform om armene, der får den til at sidde perfekt under en jakke, og for den dybe brystlynlås, der er praktisk, hvis du skulle få det for varmt under træningen.
Helly Hansens baselayer er ifølge Aktiv Træning konstrueret, så den nærmest suger sveden væk fra huden, hvilket gør, at den føles betydeligt tørrere end konkurrenterne.
Helly Hansens ’Active flow ½ zip Graphic’ fås både til herrer og damer for 450 kr. på hellyhansen.com
Pumas løbevest holder vind og kulde ude
En løbevest kan være det rigtige valg uden på den langærmede løbeundertrøje i overgangstiden, hvor en løbejakke bliver for varm.
Magasinet I Form har testet 8 af slagsen, og testvinderen er Pumas ’PR Pure Nightcat Vest’. Denne vest har en god isolering, flotte reflekser og er vind- og vandafvisende. Desuden har den en lille lomme til musikafspiller, som dog kan blive en smule for snæver til en mobiltelefon.
Testpersonerne roser vesten fra Puma, fordi den bliver siddende, hvor den skal og ikke kryber op under løb.
Den fås både i en herre- og en damemodel til normalpris 599 kr., udsalgspris 419 kr. på sportamore.dk.
Testene af løbetøj er udført af henholdsvis Magasinet Aktiv Træning og I Form.
Du kan læse hele testen af baselayers i Aktiv Træning, nr. 3, marts 2015 eller på aktivtræning.dk
Og testen af løbeveste finder du i I Form, nr. 04, 2015.
Sådan er produkterne blevet testet:
Magasinet Aktiv Træning har indkøbt 19 forskellige superundertrøjer, også kaldet baselayers – i både syntetisk materiale og i uld. Trøjerne er blevet testet ud fra kriterierne: pasform og komfort, svedafgivelse, funktionelle detaljer og varmeoplevelse. Produkterne er derefter blevet tildelt op til 6 stjerner på baggrund af en helhedsvurdering af brugsoplevelsen med særligt fokus på de forskellige testkriterier.
Magasinet I Form har indkøbt 8 forskellige løbeveste, som er blevet testet af et panel på 15 løbe- og træningsglade kvinder. Vestene er blevet testet ud fra kriterierne: pasform, åndbarhed, svedtransport og bevægelighed under træning. Desuden er det blevet vurderet, hvor synlige og anvendelige reflekserne er, og om der er tænkt over funktionaliteten i forhold til musikafspillere og lignende tilbehør på løbeturen. Vestene er på baggrund af kriterierne blevet tildelt op til 6 stjerner for den samlede brugsoplevelse.