Unikt design i små dimensioner
Det nye danske brand Bulbul er startet af iværksætteren Jacob Juul. Nu har han i samarbejde med KiBiSi designet uret Pebble, som med sit helt unikke formsprog bliver hyldet af nogle af de største designmagasiner ude i verden.
Jacob Juul flyttede oprindeligt fra Danmark til Kina for at undervise i engelsk, men endte med at tilbringe flere år derude som handelsmand. Han købte varer lige fra køkkenknive til kufferter og solgte dem videre til danske supermarkeder og lignende.
Erfaringen med handel fra Kina gav Jacob Juul mod på at arbejde med mere eksklusivt dansk design og kom på idéen om et ur, hvor dansk designtradition med æstetik, funktionalitet og genkendelighed var indkapslet i en lille kasse på armen.
Efter en tur på Baselworld, verdens største urmesse, i 2011 kunne Jacob Juul se, at den verden trængte til et nyt pust, så uden den store viden om ure og kendskab til mekanikken bag et ur kastede han sig ud i et eventyr, der blev til Bulbul. Nu skulle han bare finde de rette designere.
De tunge drenge
Valget faldt hurtigt på designtrioen KiBiSi bestående af Lars Holme Larsen fra Kilo Design, Bjarke Ingels fra BIG og Jens Martin Skibsted fra Skibsted Ideation. Tre tunge herrer i designbranchen, som sammen med Jacob gik i gang med at arbejde på et minimalistisk udtryk, der skulle skille sig ud fra, hvad der ellers fandtes af ure.
Formen er inspireret af de sten, man finder på stranden ved den jyske vestkyst, hvor Jacob er vokset op. Deraf kommer også navnet Pebble, der betyder rullesten – altså en rundet sten.
Men så simpelt skulle det alligevel ikke være. Den form, de var nået frem til, var asymmetrisk – hverken rund eller firkantet. Alle dele i en lille urkasse er tilpasset præcist og må helst ikke fylde for meget, så derfor blev processen med at finde en leverandør til urværk, glas og ramme et større detektivarbejde, for ingen havde før set den form. Det lykkedes dog at finde et Ronda 762 quartzværk, der passede. Glasset blev safir, skindet på remmen er bedste italienske kvalitet, og kassen er i stål. Det er de bedste materialer, og da formen er så speciel, har udviklingen af alle dele taget to år.
Vi spurgte Jacob Juul, hvor han ser sine største markeder?
»God omtale i både Esquire og Wired i USA og Dezeen i England har åbnet døre, og vores største markeder er USA, Storbritannien og Tyskland. Kina og Japan er godt med, og Danmark er i hastig fremgang.«
Du beskriver dette som et projekt drevet af passion og lyst mere end økonomi, men er det blevet rentabelt?
»Som iværksætter er det altid passion og lyst, der driver mig. Jeg går all-in og investerer alt i de projekter, jeg involverer mig i. Det er en del af gamet og en af årsagerne til, at salget er gået over al forventning, og at vi kommer ud af første regnskabsår med et overskud.«
Efter dit møde med urbranchen i 2011 på Baselworld noterede du dig, at det handler meget om at have en lang historie bag sig. Det har du ikke, men kan du komme ind alligevel, og hvordan tager branchen imod Pebble-uret?
»Historie har stor betydning i urbranchen, men samtidig er det også en branche, der leder efter sin plads i en moderne verden. Vores parring af den traditionelle urindustri med nutidigt industrielt design rammer midt i det krydsfelt. Vi er blevet taget rigtig godt imod, og urene forhandles i dag hos en række prominente butikker verden over.«
Hvis du kunne vælge frit på alle hylder, hvilket ur drømmer du om at tage om håndleddet en dag – hvis det ikke skulle være et Pebble?
»Jeg har en forkærlighed for de mindre mærker. De bærer ofte en indbygget fortælling om passion, skabertrang og håndværk, som giver urene en ekstra dimension. Stilelementet og designdetaljer tænder mig mere end prisskiltet. Lige nu har jeg et Ikepod Horizon og et Issey Miyake-ur på ønskelisten.«
Urene forhandles på www.bulbul.dk