Ro og retro - grib en billig dåse majs og tag ud og fisk

Medefiskeriet er lystfiskeriets Adam og Eva. Det er den ældste form for fiskeri, men så snart fiskerfolket får smag for spindere, woblere og fluer, er det som om, at medefiskeriet glemmes til fordel for kunstagn. Medefiskeriet har derfor i Danmark fået en status som ”barndommens fiskeri” og ikke noget, som voksne mennesker gør. Men sydpå, i Tyskland, Italien, England og Frankrig, er medefiskeri synonymt med topprofessionelle elite-teams med masser af sponsorkroner i ryggen.

Læser du med fra mobilen? Se flere billleder her

Hvorfor vi i Danmark mener, at medefiskeri kun er for børn og deres fædre, vides ikke. Vi har her i landet noget af det allerbedste

medefiskeri i hele Europa, og det er ikke nogen tilfældighed, at de ”skøre” englændere, der i 80’erne drog østpå for at slå verdensrekorder, valgte de midtjyske søer. Det danske medefiskeri er af verdensklasse – vi har bare ikke selv opdaget det. Og hvis ellers vejret arter sig, er oktober slet ikke så ringe endda. Dagene er blevet kortere og køligere, men vandet er stadig rimeligt lunt, og fiskeriet glimrede. Udnyt det!

Hvad, hvor og hvornår?

Medefiskeri er fiskeri med naturlig agn, og alt kan fanges. Oftest vil man rende ind i de mindre arter som skaller og rudskaller, men også den sortstribede aborre, overfladens rimte, den sky karusse, den højryggede brasen og den generte suder lader sig fint fange. Er man rigtig heldig, kan man endda få den hidsige karpe på land. Viften af arter er meget større end ved noget andet ferskvandsfiskeri i Danmark, og det er ingen skade til, at man ved medefiskeri fanger langt mere end ved fx spinde- eller fluefiskeri. Dage helt uden fisk er ret sjældne.

Alle danske søer og åer rummer fisk, der kan fanges. I søerne er det generelt sådan, at jo større søer, jo større fisk. Små vande har ofte bedre ynglemuligheder, hvilket desværre betyder, at der er mindre mad til hver enkelt fisk. I sidste ende giver det meget store bestande af ret små fisk. I de store søer derimod er der ofte dårligere gydeforhold og dertil fine bestande af gedder og/eller sandart, så dér er der længere mellem hver skalle. Til gengæld er de større.

Denne ”regel” gælder især for skaller, rudskaller, aborrer og brasen: store fisk skal fanges i store søer. Sudere og karusser er lidt

anderledes, da de synes at trives bedst i de mindre, lidt mørkere mosevande, og selv i smådamme kan man risikere sudere over to kg – en hård fighter på let grej. Når det så er sagt, skal det tilføjes, at man aldrig helt ved, hvad man fisker efter. Langt de fleste typer agn tiltrækker adskillige arter, men det er kun en charme.

De fleste fredfisk elsker varmt vand, så sommerhalvåret er klart at foretrække, men efteråret er nu heller ikke så tosset endda. Vandtemperaturen stadig ret høj i efterårsferien, så der er bestemt ingen grund til at blive indendørs, selvom der nok kniber lidt med de lune aftener. Tag i stedet lidt mere kluns på, og sats på, at det ikke regner for meget. Det bliver fiskeriet alligevel ikke bedre af. Livet nydes i det hele taget bedst med en fiskestang i hånden og flåddet i vandet. Det bliver kun bedre, når flåddet forsvinder.

Hvor i søen?

Fisk synes som de fleste andre dyrearter at være optaget af tre ting: Mad, parring og skjulesteder. I oktober er vi langt udenfor ynglesæsonen, så vi behøver kun at bekymre os om to af delene, men det er stadig ikke helt lige meget hvor i søen, vi dypper linen. Planter, sten og anden ”mørk” bund er generelt bedre end en bar sandbund, hvor der ikke er de store chancer for at finde føde.

Er der stadig rester af sommerens åkander eller sågar et væltet træ i søen, er det ikke noget dårligt sted at satse lige op og ned ad ”forhindringen”. Den slags steder er der som regel godt med mad og endnu bedre gemmesteder, mens ulempen naturligvis består i, at enhver kroget fisk vil spurte tilbage i moradset. Det betyder ikke det store, når vi snakker skaller og rudskaller, men at liste en stor suder eller en god karpe ud af sådan en gang spaghetti tenderer det umulige. Start med at opgradere grejet og brug noget kraftigere.

Dybdemæssigt har jeg det om efteråret selv bedst ved at fiske på 1-2 meter vand, måske lidt mere, mens meget større dybder bedst klares ved at fiske med bundbly. Det er, som om fiskene bliver lidt mindre sky, jo mindre lys vi får oppefra, så mens sommerfiskeriet ofte giver bedst i døgnets meget tidlige eller meget sene timer, er det anderledes i de køligere måneder – som f.eks. oktober.

Bare fisk hele døgnet, og skulle du få lyst til at fortsætte efter mørkets klamme indtog, kan det klares ved at bruge en fluoriscerende lyspind i toppen af flåddet.

Hvad så med grejet? En hyppig begynderfejl er at bruge for store kroge. Krogen skal passe til både agn og fisk, og det betyder oftest en enkeltkrog str. 8-10 eller endnu mindre. 6-8 til f.eks. majs og orm, mens maddiker kræver mindre og finere kroge i 12-14-klassen. Til sudere og især karper bør man til gengæld gå lidt opad – dels fordi man alligevel bruger lidt større agn, men mest for at hindre, at krogen rettes ud under fighten. Og sørg endelig for at købe de kemisk skærpede kvalitetskroge – det er et dumt sted at spare. Modhageløse kroge letter afkrogningen.

Og så flåddene

Jeg har aldrig fattet hvorfor, men de halvstore rød-hvide propper danser stadig rundt på de danske vandoverflader. De er på størrelse med en bøje og er meget synlige, men samtidig så store, at det er helt umuligt at se de forsigtige hug fra fx suder eller

karusse. Propperne burde nærmest forbydes, eller som minimum bør de koste en runde kvajebajer i hele sognet.

Brug i stedet de tynde penneflåd, som både er meget lettere at kaste med og giver en langt bedre registrering af hug. Til stillestående vand bruges oftest antenneflåd med en lidt buttet krop og en 10 cm lang, tynd antenne ovenover. Til langsomt flydende vandløb vil englænderne sværge til wagglers, som ret beset er en lang pind uden egentlig krop, mens man til strømvand bruges en slags ”omvendt antenneflåd” med kroppen i toppen og en ret kort antenne. De sættes fast på linen med et lille stykke gummi i begge ender af flåddet, så de kan styrs i strømmen.

De øvrige typer flåd monteres ved at trække linen gennem et øje i bunden og så binde et linestop over flåddet. Dybden indstilles, så agnen ligger på bunden eller tæt på. Det er dér, fiskene er, og det er der, vi skal fiske. Skaller og især rudskaller og rimter kan i de varmere måneder fanges meget højt i vandet, men i løbet af efteråret søger de længere ned. Det er også der, vi finder de fleste ”bonusfisk”, så ned på bunden med agnen.

Ned med agnen - uden bly

Til at veje agnen ned brugte man for ikke så længe siden blyhagl. De er af miljømæssige årsager erstattet af forskellige tinlegeringer, men princippet er det samme. Små kugler, der klemmes om linen. Sæt et enkelt, lille hagl 10-20 cm fra krogen og resten mindst 20 cm længere opad mod flåddet, og sørg for at afbalancere, så kun to cm af antennen er synlig. Hvis fisken trækker af sted med agnen, skal der kun 1/10 gram til for at få flåddet til at gå en cm ned. Hvis fisken i stedet løfter agnen opad, vil flåddet gå op. I ingen af tilfældene er man i tvivl om hugget, og modhugget skal falde straks. Bruger du i stedet en fed, rød-hvid prop, ser du ingenting og kan i stedet undres over, at alle andre fanger noget.

Som agn kan alt bruges!

Den klassiske medeagn er en god, sprællende regnorm, men også maddiker og brød er gode allround-agn. En af mine egne favoritter er dåsemajs, som er en både billig og effektiv måde at få de fleste fredfisk i tale. For 5-6 kr. hos den lokale brugs får man agn til et par timers hyggefiskeri, og søreme om ikke majsen kan spises, hvis den lille sult melder sig.

Sid stille og nyd det

Modsat spinde- og fluefiskeri, hvor man opsøger fiskene, er medefiskeri dejligt stillesiddende. Man finder en god plads ved søbredden,

og så lokker man fiskene ved at fodre. Klassisk forfodring sker ved at blande tørt rasp op med diverse smagsstoffer og tilsætter lidt af krogagnen, så fiskene ”vænner sig” til det spiselige. En lettere og mere diskret måde at forfodre på er at skyde lidt af krogagnen ud med en slangebøsse – endnu en god grund til at have en majsdåse i grejboksen.

Oftest vil de mindre arter som skaller og rudskaller reagere hurtigst på fodringen. De er på pletten med det samme, mens de større bundguffere som brasen, suder og karpe er meget længere om at finde maden. Hav lidt tålmodighed, og nyd, når stangen endelig krøller sammen under vægten af noget stort. Det kan ske allerede i dag.