Fortsæt til indhold
Livsstil

Ideerne bag et mønster

Anderledes mønstre er meget fremme i moden i disse år, især på de ellers så seriøse skjorter. Designeren Brian SS Jensen fra Wood Wood fortæller her om den kreative arbejdsproces bag udviklingen af et mønster.

MARIE DUEDAHL

Det danske modefirma Wood Wood har altid haft print som en vigtig del af sit design. Firmaets artdirector, Brian SS Jensen, laver selv mønstrene til kollektionerne i modsætning til mange andre modefirmaer, der køber færdige metervarer med mønster.

»Vi arbejder med vores print fra bunden, så de er meget karakteristiske for Wood Wood og giver vores kollektioner et særpræg,« siger Brian SS Jensen.

Det overordnede tema for Wood Woods efterårskollektion er helte. En idé, der stammer tilbage fra den aften, da Wood Wood-teamet sad og så den amerikanske krigsfilm ”Navarones kanoner” fra 1961.

Medstifter af Wood Wood Brian SS Jensen er overordnet ansvarlig for al grafik og print i Wood Woods kollektioner.
Brian SS Jensen har håndtegnet ansigterne på Wood Woods meget omtalte skjorte med ansigterne af historiske personer som Bruce Lee, Karl Marx, Andy Warhol og Jacques Cousteau. Pris:1.200 kr.

»Filmens meget definerede helteroller fascinerede mig, og så begyndte vi at arbejde med heltebegrebet og folde det ud til andre områder – helte inden for kultur, sport, videnskab og politik,« fortæller Brian SS Jensen.

Skjorte med historiske helte

Heltetemaet kommer konkret til udtryk på en af skjorterne fra efterårskollektionen, Paradiski-skjorten. Her består mønstret af tegnede ansigter af historiske personligheder som Benny Hill, Bruce Lee, Gregory Peck, Karen Blixen, Karl Marx, Andy Warhol, Rocky (Balboa) og Jacques Cousteau. Ikke nødvendigvis Brian SS Jensens personlige helte, men unikke individer, som nogle ser op til.

Ansigterne er tegnet med blyant i hånden af Brian SS Jensen; et lavteknologisk værktøj, som giver en særlig effekt. Han tegnede et stort antal ansigter, hvoraf flere røg i papirkurven, selv om tegningerne var vellykkede.

Småmønstret skjorte blandt andet med små Wood Wood-logoer. Pris: 1.200 kr.
Skjorten til jægeren: klassiske landskabsmotiver med jagtdyr som print oven på. Fra Paris-mærket Paul & Joe.

»Sammensætningen skulle ikke være for seriøs; f.eks. sidder Benny Hill sammen med Karl Marx, så nogle af personerne er kontroversielle, andre komiske. Det skulle ikke være for prætentiøst, men heller ikke for fjollet. Vi arbejder tit i kontraster og har en ret stor spændvidde på vores referencer,« fortæller Brian SS Jensen, der var bevidst om også at få kvinder med i mønstret.

»Når man googler ”heroes”, er det mænd, der dukker op, men det var vigtigt for mig at få kvinder med, f.eks. Tove Jansson, der har tegnet Mumitroldene, som jeg altid har været meget begejstret for,« siger Brian SS Jensen.

Kreativ leg på skærmen

De håndtegnede ansigter blev scannet, og så gik Brian SS Jensen i gang med at lege på skærmen. Med størrelsen på ansigterne, afstanden mellem dem og farver.

Navigationssymboler på hvid baggrund – fra Samsøe & Samsøe til 600 kr.
”Nasa” hedder denne skjorte fra danske Soulland. Pris: 135 euro.

»Det mest interessante tidspunkt i en designproces er for mig i starten, hvor man eksperimenterer og afprøver en hel masse. Ansigterne skulle passe sammen både visuelt som mønster og konceptmæssigt, dvs. folks opfattelse af de tegnede personligheder. Det gælder om at finde den rigtige balance mellem æstetik og koncept,« påpeger Brian SS Jensen.

Farven på tegningerne endte med at blive blå, så ansigterne minder om de små tegninger, som man sidder og laver med kuglepen, mens man taler i telefon.

Det danske mærke Soulland har rummet som tema i denne sæson. Pris: 145 euro.
Soulland hylder astronauterne i denne sæson. Skjorte til 175 euro.

»Mange vil bare synes, at mønstret ser sjovt ud, mens andre vil dykke ned i motiverne. Men mønstret skulle helst fungere, også uden at man får historien bag,« siger Brian SS Jensen, der blev overrasket over den store efterspørgsel, der er på skjorten ude i butikkerne.

»Den var egentlig mest ment som et statement-piece, men den er blevet meget populær. Og det er da også sjovt at give den ellers så seriøse klassiske skjorte et anderledes print som kontrast,« konstaterer Brian SS Jensen.

Ræve i flok fra franske Paul & Joe til 170 euro.
Sommerfugle på den klassiske, lyseblå herreskjorte fra Matinique. Pris: 699 kr.

Der er mange skjorter med print i efterårets kollektioner.

Forhandlerinfo

  • Matinique: matinique.com
  • Paul & Joe: 7022 5600
  • Samsøe & Samsøe: 3910 0720
  • Soulland: 2615 0186
  • Wood Wood: 3535 6264

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.