Anne Dorthes vej til et sundt liv

Glansen af verdensmestermedaljen er gået lidt af siden VM i 1997, da Anne Dorthe Tanderup sammen med de andre håndboldpiger spillede guld hjem til Danmark i Tyskland. Faktisk er titlen ikke noget, den 41-årige udlandsdansker reklamerer med.

Selv venner blandt forældrene på sønnernes internationale privatskole i Lugano i den italienske del af Schweiz kender hende mest som en mor, der går meget op i kost og i at være sund.

Rollen som mor er også det, Anne Dorthe Tanderup selv trækker frem først, da hun skal fortælle om, hvem hun er i dag. Måske ikke så underligt, for yngelpleje med fire aktive drenge – i alderen 2 til 11 år – fylder en stor del af døgnets timer.

Anne Dorthe bliver hjemme

Når husbonden Bjarne Riis er på landevejene med sit cykelhold, bliver Anne Dorthe som regel hjemme, undtagen når hun varetager sit job som ernæringsekspert for holdet.

Sammen med Hannah Grant, køkkenchef hos Riis Cykling, har Anne Dorthe udviklet Performance Cooking-konceptet.

Det sætter en ny dagsorden for, hvordan rytterne får energi til en grand tour. Det handler om økologi, hvor det er muligt, brød, pasta og ris skal være groft, masser af grøntsager, både rå og dampede, hvidt kød fra fugl og fisk, et minimum af sukker og masser af gode koldpressede olier. Altså en kost, der giver flere kilometer i benene.

Taler engelsk med drengene

Lige nu er scenen sat en sommermorgen foran parrets arkitekttegnede pragtvilla i træ, der dukker op tæt ved Vejle Fjord efter flere kilometer igennem en tæt dansk skov. Nicolai på to et halvt, Andreas på otte, Mathias på ni og Cristian på 11 år er på vej i Legoland sammen med den nuværende au pair fra Canada og deres tidligere amerikanske au pair, som er på besøg.

Anne Dorthe står rank, slank og sund i lilla og sort sportstøj og sender sønnerne af sted foran hoveddøren. Hun giver drengene formaninger med på turen. Kun en udenforstående tænker over, at samtalen foregår på engelsk. Italiensk er det andet sprog, som familien Tanderup/Riis jonglerer med. Familien er hjemme i Danmark på sommerferie, men snart drager de tilbage til Lugano, som de flyttede til i 2006 efter seks år i Italien.

»Børnene går jo på en engelsksproget skole, og desuden behøver vi så heller ikke gentage det hele til ære for vores au pair,« forklarer Anne Dorthe Tanderup.

Hun har tørret krummerne efter morgenbordet af på det store firkantede, sæbebehandlede egetræsbord, ryddet lidt op, lavet kaffe og sidder klar med vådt hår og klare gråblå øjne efter sit hurtige bad.

Bag hende kan blikket glide gennem en åben reolvæg ned over den store stue, der ligger en etage nede, og videre ud gennem store vinduespartier over den parklignende have til det glimtende vand i fjorden.

Kostvejleder fra Hover

Kostvejlederuddannelse var et naturligt skridt, da Anne Dorthe i 2008 havde fået sine tre første sønner i rap og havde været gravid og ammet fem år i træk.

»Jeg trængte til at komme lidt væk. Vi havde boet nogle år i Italien. Når man bor i udlandet, har man jo ikke den naturlige backup fra bedsteforældre eller andre, så jeg måtte i gang med noget. Ikke mindst noget, som jeg havde lyst til at bruge min fremtid på.«

Først forsøgte hun sig med at læse italiensk på universitetet, men hoppede hurtigt fra igen. Til gengæld har hun altid være glad for at lave mad, og da hun læste om kostvejlederuddannelsen på Kostakademiet i Hover ved Ringkøbing, faldt alting på plads.

»Uddannelsen blev en øjenåbner for mig. Jo mere jeg læste, desto mere nysgerrig blev jeg. Og jeg havde også meget lyst til at møde nogle mennesker, som delte min interesse for kost og sundhed.«

Masser af succes

På køkkenbordet ligger en stak nyere kogebøger. Hendes egen bog, ”Min vej til et sundt liv”, som udkommer den 26. september, indeholder også en del opskrifter og tips om sundhed. Men det er lige så meget hendes egen historie, fra hun som femårig begynder at spille håndbold i Hadsten, hvor Anne Dorthes familie boede på det tidspunkt, til hendes første møde med Bjarne Riis ved OL i Atlanta i 1995. Hun beskriver også, hvordan hun finder ud af, at det er afgørende for sønnen Matias’ sundhed, hvad han spiser. Blandt andet kan han, ligesom hun selv, ikke tåle gluten og mælkeprodukter.

Anne Dorthes vej går op over glamourøse sportstinder, medaljer og hård træning med masser af skader og genoptræning, hvor hun ingen tanker har om det mad, hun spiser, andet end at det er nødvendig benzin for en topidrætskvinde.

Idéen til bogen var ikke Anne Dorthe Tanderups egen. Hun blev kontaktet af Anette Vestergaard, der er journalist og ghostwriter. Anette har også været hendes sparringspartner det meste af processen.

Selv om Anne Dorthe umiddelbart tænkte, at hun da ikke havde stof til en personlig bog, endte hun med at sige ja, hvilket hun ikke har fortrudt.

»Mens vi skrev bogen, kom der mange tanker, som jeg ikke kan huske, jeg tidligere har haft. Jeg fik åbnet op og fik det ud. Bogen viser min personlige udvikling. At man godt kan have masser af succes uden at have den store selvtillid. Når man læser min bog, bliver man blandt andet bekræftet i, at sikkerheden kommer med årene. Og hvem ved i virkeligheden, hvad de vil, når de er 18-25 år?«

Den sårbare pige

Selv om Anne Dorthe Tanderup udviklede sig til at blive en eminent dygtig håndboldspiller, var hun også en meget sårbar ung pige. Der skulle ikke meget til, før hun tvivlede på sig selv. Hun var sådan en, der ikke turde tage telefonen og sige sit navn. Og som teenager turde hun heller ikke prøve tøj i forretningerne, men købte det med hjem, og hvis det så ikke passede, lagde hun det bagest i skabet, ubrugt, for ingen kunne få hende til at gå tilbage til butikken for at bytte det.

Hun fortæller, at genertheden hæmmede hende i mange år og gav hende nogle dårlige oplevelser, som hun – set i bakspejlet – har bøvlet med også i sit voksenliv.

»Der er ikke så mange, der får stor succes så tidligt i livet. Og det kan være svært at håndtere. Det er både godt og ondt, og det har naturligvis gjort mig til det og den, jeg er i dag. Men det havde også afsavn og omkostninger. Og det er noget af det, jeg ønsker, at bogen skal fortælle,« siger Anne Dorthe Tanderup.

»Som professionel sportsudøver kan det være forbi i morgen, og du kan være færdig med din karriere, inden du bliver tredive. Så står du med det store identitetsspørgsmål: Hvem er jeg så, når jeg ikke længere er den succesrige professionelle håndboldspiller? Vi søger jo alle efter et godt liv. Mit sportsliv sluttede brat, og jeg har en del skavanker med mig. Hvis jeg ikke havde fundet denne vej, ville mit aktive liv have set meget anderledes ud i dag.«

VM i 1997 var en fejltagelse

Hun beskriver det som en stor fejltagelse, at hun deltog i VM i 1997 med tape på knæet, kortisonindsprøjtninger og gigtpiller. Hun reagerede ikke på sin krops normale advarselssignaler – ømhed, hævelse og smerte, da gigtpiller effektivt sørgede for at holde dem nede. Konsekvenserne af sit valg lever hun med i dag. Hun kalder sig selv sportsinvalid og remser nogle af konsekvenserne op: Hun kan hverken svømme, løbe eller vandre i bjerge. Og hvis hun spiller håndbold med sine drenge, har hun smerter flere dage efter i knæet. Hendes højre knæ mangler brusk og menisk og er opereret for et sprængt korsbånd to gange.

»Men jeg fokuserer på det, jeg kan. Det giver mere mening.«

Nyder at faste

Det var efter, hun og Bjarne flyttede til Italien i 1999, at det langsomt begyndte at gå op for Anne Dorthe Tanderup, hvor stor indflydelse kosten havde på hendes krop.

»Kroppen fortæller os mange flere ting, end vi umiddelbart opfatter. Vi giver os bare ikke tid til at høre efter, fordi vi har så travlt med at stresse rundt – og med at æde og drikke. Dernede havde jeg pludselig og for første gang i mange år tid og overskud til at mærke mig selv og høre, hvad min krop prøvede at fortælle mig.«

De seneste år har Anne Dorthe fastet to gange årligt. Hun ser frem til det, fordi hun ved, at det er godt for fordøjelsen at få en pause. Den vandfaste på tre uger, som både hun og Bjarne lagde ud med, er hun gået bort fra, fordi den var for ekstrem for hende. Og Bjarne endte med at sige, at han hellere ville køre Tour de France end at vandfaste igen.

»I dag følger jeg en saftfaste mindst to gange om året, som giver mig de samme fordele som vandfasten, men som ikke er helt så slem at gennemgå. Uanset om det er en lang eller kort faste, er et af de første steder, man får ondt, de steder, kroppen er mest presset.«

Kritikere vil påpege, at kroppen ikke udskiller affaldsstoffer under en faste.

»Jeg kan kun sige, hvordan jeg har det. Jeg kan mærke, at min krop får det så meget bedre. Mine knæ gør ikke ondt på samme måde og mine skuldre heller ikke. Det føles, som om syre forsvinder fra kroppen.«

Teamsporty kontra det individuelle

Det er ikke altid nemt at holde snuden i sporet, erkender Anne Dorthe. Ikke kun når det gælder kost, men også med at holde kroppen i form.

»Bjarne kommer fra en individuel sportsgren, og jeg kommer udelukkende fra teamsport. Jeg skal tage mig lidt mere sammen for at få trænet regelmæssigt. Jeg er vant til at få opbakning i et team og gøre tingene sammen med nogen. Bjarne er vant til kun at stå til regnskab for sig selv. Han tager bare sin cykel og er væk i fire timer. Den disciplin har jeg måttet lære mig selv. Som elitesportsudøver er det som sagt at være vedholdende og dedikeret, som er nøgleordene for, om du får succes. Men det er ikke nødvendigvis noget, du er født med. Det er noget, du lærer. Som de siger på italiensk: grinta – du skal have lyst til at æde din egen lort på vej op ad bjerget. Altså presse dig selv – ikke kun fysisk. Så det gør jeg, og så fungerer det.«

Anne Dorthe Tanderup er ikke længere håndboldpige eller cykelkone – nu er hun sig selv.

Indimellem kan hun godt med længsel tænke tilbage på det gode kammeratskab og sammenholdet i håndbolden. De skulle præstere, fokusere og nå et mål. Men hun savner ikke alt det, de i sportens navn måtte give afkald på.

Sund kost virker

Det forbavser stadig Anne Dorthe Tanderup, hvor meget det betyder for hende, hvad hun spiser – og ikke mindst undlader at spise. Når hun spiser sundt, kan hun mærke det ud i alle hjørner af sin krop og psyke. Hun får færre smerter i sine led, mere energi, har brug for mindre søvn og har det i det hele taget meget bedre.

»Tænk, hvis jeg havde haft den viden i min tid som håndboldspiller, som jeg har i dag. Dengang sov jeg hele tiden. Jeg var altid så træt. Jeg sov let 8-10 timer om natten, vågnede tit op ør i hovedet og med følelsen af hævede ben og hævet ansigt. Hvis jeg dengang havde vidst, at jeg ikke fungerer godt på gluten, eller at jeg har det bedst uden ret meget sukker og mælkeprodukter, havde jeg sovet mindre og restitueret hurtigere. Dengang var alle jo overbevist om, at det var fedtet, der var synderen.«

I dag bliver der ikke sparet på det gode fedtstof, når Anne Dorthe står i køkkenet. Noget hun prioriterer at gøre ofte.

»Det er et valg ikke at købe færdiglavet mad og ikke bare smide pasta på bordet hver aften. Og jeg ville da ønske, at vi havde Aarstiderne i Schweiz.«

Selvfølgelig har Anne Dorthe også laster, såsom flødeis og mørk chokolade, men som hun siger, så har man aldrig fået noget godt ud af at være total afholdende. Og naturligvis kommer der også rødvin på bordet hos familien Tanderup/Riis, især når Bjarne er hjemme.

Anne Dorthe Tanderup er ret stolt af sine sunde børn, som præsterer at fylde mere salat og grønt på tallerkenen end deres cykelrytterfar. Da de denne sommer var på sommerskole, fik hun bekræftet igen, at det nytter noget at vise børnene, hvad der er godt. Lederen fortalte, at sønnerne var fantastiske eksempler i kantinen, fordi de spiste så meget salat og fravalgte det usunde.

Energien strutter fra hende, når hun snakker om kost.

»Du kan ikke springe over, hvor gærdet er lavest. Der er ingen steder i livet, hvor det fungerer på længere sigt. Der er kun vedholdenhed og dedikation, der duer. Det ved jeg naturligvis fra min tid som idrætsudøver. Du kan ikke bygge en form op på kort tid. Det tager tid. Ellers er det ikke holdbart. At leve sundt er en livsstil.«

For Anne Dorthe har det været en del af hendes personlige udvikling at nå dertil, hvor hun kan være tro mod sig selv.

»Det er vigtigt, at man mærker efter, hvad der føles rigtigt, og at man ikke bare hopper på alt. Det gælder i alle livets forhold. Det er noget af det, jeg har måttet lære i udlandet. Jeg bliver nødt til at være sikker på, at de ting, jeg gør, er rigtige for mig og min familie. Jeg møder jo tyve forskellige nationaliteter hvert år, og vi har lige så mange måder at se tingene på. Jeg kan jo ikke tage alt det til mig, som andre synes om børneopdragelse, uddannelse, kost osv. Derfor har jeg måttet sige til mig selv, ”Anne Dorthe, det du tror på, er den måde, du gør det på”. Det giver mening for mig.«

Hun er slet ikke i tvivl om, at den rigtige kost kan gøre underværker. Og at det er den sunde kost, hun spiser i dag, som er afgørende for, at hun kvalitetsstempler sit liv i dag.