Fortsæt til indhold
Livsstil

Hvis kroppen havde smagsløg

Som den første producent i verden har danske Andrea Elisabeth Rudolph fået både svanemærket og øko-certificeret sine plejeprodukter.

Edith Rasmussen

Da Andrea Elisabeth Rudolph i 2006 sagde ja til at være forsøgskanin i en kemitest, drømte hun ikke om, at testen ville komme til at ændre hendes liv.

Green Peace havde undersøgt otte kendte danskeres blod og testet for 44 forskellige, skadelige kemikalier. Og den dengang 29-årige Andrea var som andenyngste deltager den, der løb rundt med mest kemi i kroppen. Og mest foruroligende var det for den højgravide radio- og tvvært, at de svært nedbrydelige stoffer var bundet til fedtvæv og derfor ville blive givet videre til hendes baby, når hun skulle til at amme.

Veninde til veninde-anbefalinger er den bedste reklame, jeg kan få.

»Jeg blev faktisk vred, da det gik op for mig, hvor mange kemikalier, jeg havde ophobet i kroppen, uden jeg havde den fjerneste idé om, hvor de kom fra. Og det var ikke spor rart at tænke på, at der var stoffer iblandt, som var under kraftig mistanke for at være både hormonforstyrrende og kræftfremkaldende,« siger hun.

Andrea Elisabeth Rudolph fødte et par måneder senere, og i sin barselsperiode fik hun tid til at overveje situationen.

De seneste økologiske produkter fra Rudolph Care er en deodorant og en ansigtsskrub, begge med akaibær, som er én af de effektive ingredienser i Andreas produkter. Begge i en prisklasse, så alle kan være med.

»Jeg er ikke fanatisk, og jeg var ikke indstillet på at ændre mit liv totalt, men jeg besluttede mig til at være mere omhyggelig på områder, hvor jeg selv har et valg. Det måtte ikke gå ud over min livskvalitet og gøre livet mere besværligt, og den letteste måde at ændre noget på var at begynde at vælge svanemærkede produkter i hverdagen. Maling, wc-papir, rengøringsmidler, vaskepulver og hudplejemidler. Og det er nok ikke noget, man går og tænker over til hverdag, men netop sådan noget, som man smører på huden, trænger jo direkte ind i blodet og betyder næsten mere end det, man putter i munden, siger hun. Jeg plejer at sige, at hvis vores hud havde smagsløg, så ville det hele nok se anderledes ud.«

Svært at erstatte det lækre

Men lige netop med skønhedsprodukter havde Andrea svært ved at finde erstatninger for de dyre, lækre cremer, hun var vænnet til at smøre sig med i ansigtet og på kroppen. For hun er nok nærmest det, man kan kalde en professionel forbruger.

»Jeg elsker lækre plejeprodukter og smukke krukker! Og i mange år har jeg svømmet rigtig meget, men klorvandet gjorde min hud forfærdelig tør. Derfor smurte jeg mig rigtig meget med bodylotion,« forklarer hun. De svanemærkede produkter var sådan set okay, men lækkerhedsfaktoren manglede, og effekten udeblev.

»Vi er sådan indrettet, at det vi stiller op på hylden, er det, vi gerne vil identificere os med. Det andet stiller vi under vasken. Og jeg syntes, at jeg manglede noget at stille op på hylden.«

Fra ide til handling

For Andrea Elisabeth Rudolph er der ikke så langt fra tanke til handling, så da ideen om selv at lave lækre, svanemærkede plejeprodukter, som hun gerne selv ville have på hylden, først var tænkt, så gik hun i gang med at planlægge det, der i dag kaldes Rudolph Care.

Andrea Elisabeth Rudolph drømmer naturligvis om en international succes, og foreløbig har hun investeret firmaets første overskud i egen stand ude i Københavns lufthavn. Foto: Gorm Branderup

Hun indrømmer blankt, at hun ikke havde den fjerneste anelse om kemi og allergener. Til gengæld er hun dygtig til at udtænke koncepter og sætte hold. Derfor gik hun i gang med at finde de eksperter og laboratorier, som de næste to et halvt år skulle udvikle effektive cremer og olier af gode, rene råvarer, som er fri for kemi og ikke indeholder allergifremmende naturprodukter.

»Jeg havde besluttet, at jeg ville bruge danske producenter, og der findes heldigvis nogle, der er dygtige til den slags herhjemme.

»Jeg har lært utroligt meget i hele processen, bla. at naturen også kan være problematisk, og en del af konceptet blev defor at undgå de 26 allergene parfumestoffer, som EU advarer mod, da det er dem, flest mennesker reagere allergisk på. Men hurtigt fandt jeg jo ud af, at det ikke er helt ligetil at få en creme til at dufte godt uden nogen af de 26 parfumestoffer, som står på EU’s liste som allergifremkaldende. De 26 allergene parfumestoffer optræder i mange ting, blandt andet i citrus, lavendel, og nogle kan også findes i rosen,« siger hun.

Efter at have investeret en masse tid og penge i udviklingen af plejeprodukter, der som de første i verden har fået både Svanemærket og det franske økomærke, Ecocert, var Andrea klar med de første Rudolph Care-produkter i februar 2009, fire måneder inde i den værste økonomiske krise i mands minde.

Op ad bakke

»Vi havde naturligvis kalkuleret med et par år med underskud. Sådan er det jo at starte ny virksomhed op. Men det var op ad bakke, og på et tidspunkt kom jeg til at mangle kapital. Heldigvis troede min mor på ideen, så hun trådte til som ekstern investor. Og sidste år opnåede vi for første gang overskud.

Man kandiskutere, om certificeringen er det hele værd. Men det giver sikkerhed, og jeg kan godt lide, at der er fuld gennemskuelighed.

Certificeringen af produkterne gør det hele meget tungere at arbejde med. De hyppige kontroller af alt. Også emballagen skal være forsvarlig. Det nytter jo ikke noget at producere de reneste biodynamiske cremer, hvis de fyldes over i tuber, som afgiver kemi. Og med certificeringen kan forbrugerne være sikre på bæredygtig produktion.

»Man kan diskutere, om certificeringen er det hele værd. Men det giver sikkerhed, og jeg kan godt lide, at der er fuld gennemskuelighed.«

Andrea har det personligt godt med at producere økologisk, men hendes mål er, at kunderne køber hendes produkter, fordi de er de bedste, ikke "kun" fordi de er uden farlige kemikalier.

»Det gør mig virkelig stolt, når én af tidens hotteste, internationale modeller, Caroline Brasch, udtaler til Costume, at min ansigtsolie er én af de ting, hun absolut må have med i tasken. Veninde til veninde-anbefalinger er den bedste reklame, jeg kan få, og jeg bliver så stolt, når der kommer kunder med ønskelister, hvor mine produkter står på!

Da jeg i 2011 vandt prisen for det bedste kropsplejeprodukt i luksusklassen foran så anerkendte brands som Biotherm, så bliver jeg rigtig glad. Netop min bodylotion var et af de produkter, vi har brugt længst tid på at udvikle.