Budbringeren fra nord

»Du fryser jo ikke, for du er vant til at sidde i et køleskab.«

»Du har sikkert haft en hård, alkoholpræget barndom.«

»Grønlændere er løse på tråden, men det er nok for at holde varmen.«

Det er nogle af de fordomme, som den 42-årige skuespiller og sanger, Nukâka Coster-Waldau har mødt, fordi hun er grønlandsk. Det er også nogle af de fordomme, hun skildrer i forestillingen Strømsteder, som hun spiller for tiden. Men det går ikke kun den ene vej, for grønlændere har også fordomme om danskere. Det har Nukâka Coster-Waldau også selv haft. Men det vender vi tilbage til senere.

Tryg opvækst i Grønland

Nukâka Coster-Waldau er en kvinde, der taler med alle dele af kroppen. Hendes, arme, hænder, ben, ansigt og øjne matcher de ord, der undslipper hendes mund. Og til følgende fortælling lægger hendes krop op til hyggestemning. Hun tager begge ben op på stolen og omfavner dem, mens hun sætter scenen, der er taget ud af et strålende outdoor-glansbillede til misundelse for udendørsmennesker:

»Jeg voksede op i et meget trygt og åbent hjem i en lille landsby. Vi havde 30 slædehunde, som var en del af vores liv. Jeg elskede at tage alene ud på isen med hundeslæden og nyde min madpakke derude. Hundene kendte vejen frem og tilbage til fiskehullet i isen, så det var trygt. Vintrene var kolde, men smukke med blå himmel og sneklædte landskaber. Om sommeren sejlede hele vores familie ud på havet for at fiske til både eget forbrug og til hundene. Vi var ikke fiskere, men det er normalt for grønlændere at tage på jagt.«

For at matche næste billede, former hun sine arme til et imaginært gevær efterfulgt af en person, der sniger sig af sted i camouflagetøj, mens hun fortæller:

»Min veninde og jeg havde hørt om nogle børn, der havde fanget en sæl helt alene. Det ville vi selvfølgelig også, så vi legede rigtige jægere, og efterlignede alle deres bevægelser og de tricks, vi kendte. Jeg lagde mig ned i isen i mit selvlavede camouflagetøj og møvede mig stille frem til den sæl, vi havde udpeget. Vi var meget spændte. Da jeg kom tæt på, opdagede jeg, at det bare var en sort plasticpose. Det var heldigt, for jeg er i virkeligheden slet ikke jægertypen. Jeg fik senere taget min jagtmødom, da jeg engang skød en rype. Den døde ikke ved første skud, så det var forfærdeligt, og jeg kunne virkelig slet ikke lide det. Jagt er slet ikke mig.«

Jagtoplevelsen er et eksempel på den meget sårbare side af Nukâka Coster-Waldau, som hun allerede havde som barn. En sårbarhed som har fulgt hende gennem hele livet.

De grimme ord

I dag er Nukâka Coster-Waldau mor til to og gift med den efterhånden internationalt kendte skuespiller, Nikolaj Coster-Waldau. De bor sammen nord for København, i et hjem der hverken oser af hvalrosskelet eller isspyd. Alligevel har Nukâka Coster-Waldau sat sine grønlandske spor i hjemmet. Hun holder meget af sin arv og kultur, og har portrætter af næsten alle familiemedlemmer, unge som gamle, hængende på væggene. Det er vigtigt for hende at bevare den grønlandske arv, og hun gør alt for at sprede budskabet. Det ligger i hende, fordi hun har oplevet, at nogle af de danskere, der blev sendt til Grønland, opførte sig bedrevidende og nedladende over for grønlænderne. Nukâka Coster-Waldau tager en dyb indånding og lader benene falde ned fra stolen, mens hun velovervejet forklarer:

»Nogle danskere har set os som andenrangsmennesker, og jeg kan huske, at de få danskere, der var i Grønland, beskrev os som vilde dyr. I dag kalder man os for fulde grønlændere uden at tænke over, at de fulde grønlændere er fulde af en grund. Der ligger jo en historie bag hvert et menneske. Vi er et stærk folk, der har overlevet en barsk natur og historie. Man skal ikke have ondt af os,« siger Nukâka Coster-Waldau med alvorlig stemme og et matchende alvorligt blik.

Det faste blik overmander hele hendes ansigt, når hun indrømmer, at der rigtig nok er mange sociale problemer i Grønland. Men hun er hurtig til at finde en verbal bombe som svar:

»Ja, man hører meget om incest i Grønland, men det er fordi, vi snakker om det deroppe. Her i Danmark taler man ikke om det. Og så kommer de forskellige sager alligevel frem løbende.«

Følte sig anderledes i Danmark

Nukâka Coster-Waldaus far er Josef Motzfeld, tidligere finans- og udenrigsminister og leder af Inuitpartiet, mens hun selv er tidligere Miss Greenland. Så Nukâka Coster-Waldau er nok ikke arketypisk. Men hun anser sig selv som en repræsentant for landet og et ansigt udadtil. Hun har boet i Danmark siden, hun var 20 år, og inden hun flyttede hertil for at læse, havde hun været på sommerferie i Danmark flere gange. Dengang syntes hun, at Danmark var eksotisk. Her var store træer, neonlys på Rådhuspladsen, og man kunne blive solskoldet om sommeren. Først da hun begyndte at studere, begyndte hun at se og mærke forskelsbehandlingen.

»Jeg mødte selvfølgelig også flinke mennesker, men lige så snart man sagde, man var grønlænder, lagde folk hovedet på skrå og kiggede med medlidenhed på en. De fortalte mig, at jeg ikke kom fra Grønland, men fra Norddanmark. Det havde jeg aldrig hørt om før. Jeg følte ikke, jeg var dansker, men grønlænder,« forklarer Nukâka Coster-Waldau, og mens hendes melankolske blik hviler i retning af haven, tilføjer hun:

»Senere fandt jeg ud af, at ”grønlænder” var et skældsord.«

Fordomme om danskere

Men fordommene gik ikke kun den ene vej.

»Jeg har ikke være bedre selv, for jeg har da også sagt ”dumme danskere” og ”håndværkerstive danskere”, da jeg boede i Grønland. I Grønland var det legalt at tale om danskere på en dum måde. Det er tit, at folk ikke selv kan høre deres egne fordomme, fordi holdningerne har været i kulturen længe. De har hørt det fra deres forældre, og det er blevet normalt. Jeg fandt ud af, at jeg jo gjorde det samme mod danskere, som de gjorde mod mig. På den måde kommer man jo ingen veje,« forklarer Nukâka Coster-Waldau.

Nogle af fordommene stammer fra uvidenheden, mener hun.

»Det er svært at bryde med fordommene, når man ikke selv har besøgt landet. Det er jo meget dyrt for danskere at tage til Grønland og opleve landet og kulturen på tæt hold. Jeg kender begge lande ret godt, og har nogle gange følt mig ensom, fordi jeg ved mere om danskerne end omvendt.«

Vreden og de fysiske og psykiske mén

Lige så snart, Nukâka Coster-Waldau mærkede danskernes fordomme over for grønlændere, gjorde hun alt for at vise det modsatte. Men vreden kontrollerede hende:

»Jeg har været vred i mange år. Måske fordi vreden er gået i arv i vores kultur. Der har dog også været grund til at være vred. Men jeg ville og vil stadig gerne være budbringeren, der skaber dialog. Så jeg sørgede konstant for at være en god repræsentant for Grønland, og det var vigtigt for mig at se grønlandsk ud, så folk kunne se, at sådan kunne en grønlænder også se ud. Jeg er vokset op med, at alle vidste, hvem jeg var på grund af min far, der var politiker. Derfor har jeg også altid følt, at jeg skulle være et godt eksempel. Det var enormt hårdt konstant at være både i forsvarsposition og vise mig fra den allerbedste side. Men det at være en ’pleaser’ er ikke noget negativt. Jeg skal bare huske, at det ikke skal gå udover mig selv. Det øver jeg mig stadig på,« indrømmer Nukâka Coster-Waldau, mens hun klør sig halvgenert i håret.

Hun tager en lille talepause og en håndfuld af de nødder og rosiner, hun har sat frem på spisebordet, mens hun forklarer, hvordan hun har håndteret sin vrede:

»Min vrede og afmagt svækkede min selvtillid meget. Jeg har haft utrolig mange mindreværdsfølelser, og det er hovedsageligt gået ud over mine tidligere kærester. Jeg havde simpelthen svært ved at stole på, at mine kærester ville mig det bedste.« Vreden og det indre krav om at gøre andre tilfredse ramte hende ikke kun psykisk men også fysisk.

»Jeg har virkelig været eksemramt og har døjet med en ubalanceret mave i mange år. Alt sammen fordi jeg har holdt meget psykisk inde. Nu er jeg begyndt at spise anderledes, og nødderne her hjælper også på det,« forklarer hun og tager endelig de nødder, der har ligget i hendes hånd og ventet på at blive spist, i munden.

Det er selvfølgelig ikke kun ændrede spisevaner, der har fået Nukâka Coster-Waldau på rette kurs igen. Det var også fordi, hun besluttede sig for at lægge vreden på hylden.

»Vreden kan ikke bruges, med mindre den bruges konstruktivt. Man skal jo være med til at skabe dialog, og det kan man ikke, når man er vred. Vi er jo alle sammen bare mennesker, som har behov for at blive elsket. Så jeg vil hellere skabe bedre forståelse og kommunikation, for vi skal videre i processen.«

Får kun grønlandske roller

En af de måder, hvor Nukâka Coster-Waldau forsøger at gøre en forskel og skabe debat mellem grønlændere og danskere er med stykket Strømsteder, hvor hun spiller en stærk grønlandsk kvinde. Men i løbet af karrieren har hun været ked af, at hun kun har kunnet få roller, der er skrevet til grønlandske kvinder. Hun slår ud med armene, rynker panden og forklarer:

»Som skuespiller kan man jo spille prinsesse eller direktør, selv om man ikke er det i virkeligheden. Så hudfarven burde være ligegyldig. Men på det punkt er den danske kunstscene meget konservativ. Jeg vil ellers gerne vise, at jeg også er andet end grønlænder. Jeg er mor, elsker og et menneske fyldt med følelser. Efterhånden ser jeg dog rollerne som en fordel mere end en hæmsko, for så er jeg med til at fortælle den grønlandske historie,« siger hun og efterlader et stolt smil på læben.

Familien frem for karrieren

Nukâka Coster-Waldau tager sin karriere alvorligt, men har hun ofret sin egen karriere, så hendes mand, Nikolaj Coster-Waldau, kunne udleve sine internationale skuespilambitioner?

Nukâka Coster-Waldau tager en kort tænkepause, omfavner igen sine ben og siger så:

»Jeg ved ikke, om det er en ofring. Jeg fik børn og havde altid gerne villet prioritere min tid med dem. Men forestillingen om at have børn hænger ikke altid sammen med karrieren. Så min karriere stoppede lidt, da jeg blev mor, fordi det var et puslespil at få det til at hænge sammen. Men jo, jeg har tilsidesat mig selv uden at være opmærksom på det, for jeg tænkte: ”Den rolle kan jeg da ikke tage, fordi Nikolaj skal rejse.” Så opdagede jeg, at det kan jeg da godt. Vi skal bare have det til at hænge sammen derhjemme.«

Hun forklarer, at det kun var i starten, parret levede på denne kønsopdelte måde. Nu skiftes de til at have børnene med, når de turnerer i verden.

»Nikolaj er meget væk, men jeg har også været meget væk, fordi jeg skulle finde ud af, om jeg ville leve med så meget rejseaktivitet. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke har samme rejsebehov som Nikolaj. Jeg er mest kreativ herhjemme med børnene,« konkluderer hun.

Hun er hurtig på aftrækkeren, når hun får det provokerende spørgsmål: Er det ikke en smule irriterende, at din mand får så mange store roller, når du ikke gør?

»Nej. Vi konkurrerer jo ikke om de samme roller. Jeg har også turneret med kæmpestore teatre i verden og ser derudover også mig selv som sanger. Men jeg er ikke af samme støbning som ham. Han kan klare mere. Jeg forstår dog ikke hvordan, han kan det. Han har altid drømt om en international karriere, og nu høster han alt det, han har arbejdet for i alle årene. Hvis jeg havde haft de samme ambitioner, var det jo gået udover børnene. Jeg vil gerne stadig sy deres fastelavnskostumer og slibe et bord til stuen, hvis der er behov for det.«

Kærligheden og savnet

Det, der holder Nukâka Coster-Waldau sammen trods den modgang, hun har følt, er, udover hendes børn, også hendes mand. De har været sammen i 15 år, men de sidste par år har han på grund af forskellige udlandsproduktioner været meget væk hjemmefra, og det har været hårdt for hele familien. Nukâka Coster-Waldau tilføjer et lille smil til sit store suk og forklarer, at de lige har haft emnet op derhjemme.

»De sidste par år har det været ekstremt hårdt, og jeg har savnet ham enormt meget. Også selv om vi besøger hinanden de måneder, han er væk. Det har krævet nogle ekstra søde mails og sms’er i løbet af dagen. Nu får han alle de skønne hovedrolletilbud, og han har sagt nej til en masse, men vi skal være sammen om at vælge ud. Jeg skal også lære at tackle at have travlt og prioritere. Og så skal vi begge lære for hver dag, vi lever sammen og er sammen i denne branche.«

Nukâka Coster-Waldau kaster et langt blik over på portrætterne af sin grønlandske familie og siger:

»Nikolaj og jeg skal lære at tackle savnet og indhente noget kvalitetstid, når vi endelig er sammen. Jeg glæder mig til, vi alle fire skal hjem til Grønland på ferie, når vi har ferie sammen til sommer. Danmark er der, hvor mine børn og mand er, men for mig er det her ikke mit hjem. Jeg føler stadig, jeg bedst hører hjemme i Grønland,« siger Nukâka Coster-Waldau stadig med blikket sømmet fast til billederne på væggen.