Fortsæt til indhold
Livsstil

Det røde kys

Det er feminint. Det er symbolsk. Det er sexet. Den røde læbestift har haft flere storhedstider og er et af de sikre looks, som kvinder vender tilbage til igen og igen.

EMMA BIØRN FISH

Lige siden kvinderne i det gamle Babylon knuste halvædelstene for at farve deres læber, og Kleopatra gjorde det samme – bare med knuste karminbiller – har de røde læber været en del af den kvindelige skønhedsrutine. Selv om moden ændrer sig, har stilikoner som Marylin Monroe, Elizabeth Taylor og senere kvinder som Scarlett Johansson og Julia Roberts gjort knaldrøde læber et tilbagevendende skønhedsfænomen. Og det er også et opmærksomhedskrævende look, der kommer på manges læber i den kommende sæson.

Fra Dronning Elizabeth 1. til Marylin Monroe

Historien om det røde kys starter for alvor i 1500-tallet, da den engelske Dronning Elizabeth 1. af England sammen med sine hofdamer gjorde læbestiften populær. De brugte bivoks, planteekstrakter og rød kviksølvsulfid til at få deres læber til at fremstå mere røde, som en kontrast til datidens populære, blege hud. Flere århundreder senere, i 1920’erne, blev makeup for alvor populært i befolkningen, og det blev normalt at pudre næsen og farve læberne i det offentlige rum. Inspireret af skuespillerinder som Clara Bow, blev skønhedsidealet skinnende hår, røde læber og smokey eyes.

Herefter skiftede moden i en periode væk fra det kraftigt makeup’ede look, indtil skuespillerinder som Lana Turner og Joan Crawford i 1940’erne gjorde de højrøde læber populære igen. Og i 1950’erne sørgede Marylin Monroe for, at de røde læber til stadighed blev betragtet som et kvindeligt skønhedsideal, der var værd at efterstræbe.

Den udtryksfulde mund

Kvinder har siden oldtiden sminket, pyntet og fremhævet deres læber. Det findes der en ganske god forklaring, lyder det fra Jill Byrnet, der er adfærdsforsker og primatolog ved Institut for psykologi ved Syddansk Universitet. Hun mener nemlig, at forklaringen kan findes i vores dyriske oprindelse.

»Hvor aber for eksempel får røde bagdele, når de er klar til en mage, kan mennesket ikke bruge den slags hints, eftersom vi både går oprejst og på grund af vores kropslige hårløshed også er blevet påklædte. Derfor fremhæver vi de synlige træk, som vi kan bruge til at tiltrække en partner. Munden udtrykker både yngelpleje og intimitet, eftersom vi mader vores børn igennem den. Den udtrykker følelser, eftersom vi selv kan styre, om vi smiler eller ej. Sidst men ikke mindst udstråler den hengivenhed og sexuel ophidselse, fordi vi bruger den til at kysse vores partnere med,« forklarer hun.

At munden er et ansigtstræk, som det modsatte køn lægger mærke til, understøttes af en undersøgelse fra Manchester University fra 2010. Her registrerede forskere, hvor 50 mænds øjne faldt på billeder af kvinder. Undersøgelsen viste, at i de første ti sekunder, hvor en mand ser på en kvinde for første gang, vil han i gennemsnit bruge mere end 5,4 sekunder af tiden på at kigge på hendes mund. Til sammenligning vil han bruge lidt under et sekund på at kigge på hendes øjne.

Undersøgelsen viste derudover, at mandens blik bliver hængende ved kvindens læber i hele 7,3 sekunder, hvis hun bærer rød læbestift, uanset om hendes læber er fyldige eller ej.

»Rød er let at se, det er en markant farve, der associeres med ophidselse – både vrede, men i høj grad også seksualitet. På den måde fanger røde læber mandens opmærksomhed og signalerer, at man er klar til en mage,« siger Jill Byrnet.

Rødglødende mode

Udover at røde læber har en opmærksomhedskrævende effekt på det andet køn, symboliserer den røde læbestift også helt bestemte ting.

»Der findes rød læbestift i nuancer, der klæder alle typer hud og som samtidig symboliserer klassisk, sexet femininitet. Samtidig blev den røde læbestift før i tiden brugt af samfundets divaer, så når man ifører sig den, låner man lidt af deres shine. Det kræver mod,« siger Sanni Lundberg, stylist for modemagasiner og tv-programmer, samt coach i personlig fremtoning.

Hun påpeger samtidig, at hvis du har modet til det, er en rød læbestift en sikker investering til den kommende sæson.

»De sidste 10 år har lipgloss været i fokus i makeupverden. Nu vender moden tilbage til læbestiften – læberne skal i fokus; smukke, røde og sensuelle.«