Hoppede ud i familien Cirkus
Bettina Arli er sammen med sin mand direktør for Cirkus Arli. I 30 år har hun spillet 105 forestillinger om året i de sjællandske landsbyer. Det har kostet hård hud, minimalt privatliv og morgener, der begynder klokken fem. Hver dag. Men det er det, hun vil have – de store oplevelser under teltdugen og det tætte sammenhold med familie og trup.
De troede, at hun var helt skør. Som 33-årig ville Bettina Arli begynde at træne sig op til at lave numre i trapezen. Noget artisterne normalt er alt for gamle til, når de når op i 30’erne, og Bettina Arli havde aldrig været akrobat. Det tog tre timers daglig træning hele vinteren med den tidligere luftakrobat Yrsa Zidla. Hænderne var et blodigt kød, ligesom fødderne og skinnebenene havde store sår, og det blødte også fra knæhaserne. Hver morgen var det op i trapezen igen med harpiks på sårene, indtil huden blev så hård, at trapezen kunne køre rundt der uden at sprænge sårene op, men bare gøre hende øm og træt.
»De syntes, at jeg var vanvittig. Det gør man bare ikke, men jeg blev ved, til jeg var 40 med at hænge i trapezen. Enten så kan man, eller også så kan man ikke,« siger Bettina Arli, der siden de 40 har været på jorden i det lille cirkus, Cirkus Arli, hvor hun har levet 30 år af sit liv som artist, kone, mor, veninde og sprechstallmeister.
Cirkusvogn som kontor
Hun er ikke i kostume endnu. Neglene er orange, makeuppen er lagt, men det er en hvid skjorte, en lilla sweater, jeans og en lilla dunvest, som er morgenens kostume. I kontorvognen er der blondegardiner, brunt tæppe på gulvet, souvenirs for cirkusset ligger i en bunke i hjørnet, og på væggene er der fotografier og malerier af familien – med og uden udklædning. Et lille kasseapparat står klar til, når lugen i vognen åbnes, og eftermiddagens billetsalg går i gang. I aften skal hun være billetsælger, sprechstallmeister, popcornmester og karruselbestyrer. Indtil da er hun sig selv, men uden særlig meget plads til sig selv. Ved siden af kontorvognen står hende og manden Martin Arlis beboelsesvogn, som er deres privatliv fra 1. april og fem måneder frem hvert år. Under 50 meter væk står svigermoderens vogn, og sønnen Alexanders vogn. Dertil kommer de andre vogne med akrobater, dyr og udstyr.
Cirkusset kan pakkes sammen til en mindre konvoj, som hver morgen stævner ud fra en landsby til en anden på Sjælland. Der er ikke elefanter eller mere end fire ekstra artister. Cirkus Arli er et lille cirkus med plads til 220 publikummer, men et gennemført cirkus med sit gule og orange telt, hvor teltdugen er ren og skinnende. De orange beboelsesvogne er velholdte og klare i farven, og der er propert og pænt over det hele. Når man gør noget i Cirkus Arli, gør man det ordentligt. Tjekker kvaliteten og gør en ekstra indsats, fortæller Bettina Arli. Som da hun selv blev ramt af en kniv i et knivkasternummer. Hun var kvinden, som hendes mand Martin Arli kastede knive efter i et nummer, hvor de var udklædt som russere. Hun mærkede godt et lille stik.
Blod i manegen
»Det var lige i begyndelsen af nummeret. Kniven ramte lige i det yderste fedtlag på inderlåret, og selvfølgelig kunne jeg mærke det lidt. Vi skulle efter nummeret lave en russerdans, som jeg gennemførte, men scenearbejderne kom ud bagefter og spurgte, hvad f… jeg lavede. Der lå blod i manegen. Jeg gik ud bagved og tapede rundt om låret og så var jeg i trapezen i anden del af forestillingen,« siger Bettina Arli og griner ved tanken. Såret sprang op, da hun var i trapezen. Hun gennemførte, men måtte på hospitalet straks derefter. Seks sting blev det til.
Hendes mand gennem 30 år, Martin Arli, er nærmest født ind i cirkusset, som hans forældre satte i værk for 42 år siden. For ham har det siden barneårene været det mest naturlige at pakke cirkusvognen hvert forår og tage af sted efter en vinter med indøvelse af numre og roller som klovnen Martino. Da Bettina mødte ham som 19-årig, kendte hun ingen fra cirkusverdenen. De begyndte at tale sammen til et bryllup hos fælles venner og blev ved med at se hinanden. Det var ikke noget, venner og familie syntes specielt godt om. Bettina Arli voksede op i Hørsholm med en advokat som far og en sygehjælper som mor. Der var reglerne mere konservative, og livet ikke så frit som med et cirkus. Bettina Arlis far lærte aldrig helt at forlige sig med, at hun kort efter, hun mødte Martin, fik ændret sin arbejdstid til fire dage om ugen. Så var der tre dage, hvor hun med startfirsernes temmelig langsomme offentlige transport tog rundt til de pladser, hvor Martin og hans families cirkus lå. Hun blev hurtigt en del af cirkusset.
»Jeg var helt forelsket. Det skulle være det. Jeg ville det i hvert fald så meget, at jeg var villig til at tage ud og prøve en sæson. Når man gør sådan nogle ting, så er det, fordi man er parat til at se, om det kan bære. Enten skulle vi leve to helt forskellige liv, og det vidste jeg allerede der, at man ikke kunne. Cirkus er en livsform. Det er enten-eller,« siger Bettina Arli.
Fra frisørsalon til cirkus
Valget fra frisør i indre by i København til cirkusartist med masser af rejsedage og et vinterliv godt nok mere i ro, men alligevel med masser af aktivitet, virker helt naturgivent for Bettina Arli – 30 år efter, hun blev en Arli. Hun virrer lidt med hovedet, når man spørger, om det var så ligetil. Hun kan ikke se de store problemer ved det og kigger nærmest lidt trodsigt frem.
»Martins mor og far var meget åbne lige med det samme. De var favnende, jeg følte mig velkommen, men i en meget udpræget grad, som man ikke føler andre steder. Sådan er det med cirkusfolk – de er venlige. Og hvis de møder hinanden efter 20 år, er det, som om de ikke har været væk fra hinanden. Det var en smadderhyggelig familie for mig at komme ind i – og mange folk kom altid dumpende forbi,« siger Bettina Arli.
Pludselig begynder printeren og radioen i den lille vogn at køre.
»Det er bare strømmen, der er kommet,« siger Bettina Arli, der hurtigt dengang blev fanget ind af cirkuslivets anderledes livsstil. Først optrådte hun med duer, var skydeskive, og siden kom hendes egne numre som artist – som at hænge i det hår, der også nu er rødligt, tykt, blankt og stort. Da hun var 25 år, fødte hun sønnen Martin i januar. 1. april stod hun klar i manegen igen.
»Jeg var på med det samme, og det var aldrig noget problem. Når jeg optrådte, gik jeg ind og så til ham i pauserne mellem numrene, og ellers så de andre til ham – der var altid nogen at tale med. Cirkusbørn er børn af hele cirkusset, og de snakker med alle og leger med de andre børn i alle aldre,« siger Bettina Arli.
Fra han var to, stod sønnen Alexander med familien i manegen. Numrene blev leget ind, og han trænede med de voksne artister. Når hun ved, hvad hendes egen søn har kunnet klare, og når hun ved, hvordan artister hellere går i manegen med stødte ribben og brækkede tæer, kan det irritere hende, hvordan børn bliver opdraget i dag. Hun har set dem komme igennem tre årtier, og børnene, eller forældrenes måde at have børn på, har ændret sig.
»Jeg må indrømme, når jeg kigger mig omkring, at jeg synes, der er mange irriterende børn. Det handler jo ikke om børnene, men om forældrene, der lader sig køre rundt med. Nogle gange får jeg virkelig lyst til at sige: »så sig dog noget til dit barn,« men jeg ved godt, at det ikke er så nemt. Måske er ungen blevet afleveret i børnehave klokken seks om morgenen og bliver så lige hentet, inden vi ser dem i cirkus klokken fem om eftermiddagen,« siger Bettina Arli.
Ikke det rene eventyr
Hendes stemme er rolig, men når noget optager hende, kommer der ekstra tryk på áerne, og man kan klart høre en københavnsk tone i hende. Selv fik hun aldrig flere børn med Martin. Det var alligevel lidt hårdt at have et. Det passede ikke med luftnumrene, hvor man skal være i sublim fysisk form. Så var hun pludselig midt i 30’erne, og så blev det ikke til flere. Nu har sønnen fået en kæreste, som rejser rundt med Cirkus Arli. Familien har taget imod svigerdatteren, som hun selv blev taget godt imod.
»Men det er da meget atypisk. Vi er stort set altid sammen. Jeg arbejder både meget sammen med min mand, svigermor, søn og svigerdatter. Vi har da også kontroverser – det er ikke det rene eventyr,« siger hun.
Og hun kan få nok af familien.
»Hvis det bliver for meget går jeg ind og lukker døren til vognen, og vi er også blevet rigtigt gode til som ægtepar at være sammen uden at lave det samme. Når jeg har tid, løber jeg mig en tur og filosoferer over livet, så træner jeg lidt inde i teltet, og når jeg er tilbage, er jeg glad igen.«
For det meste er familiens cirkusliv dog det bedste, og hun vil helst være med på vognen.
»Enten kan du, eller også kan du ikke. Men det handler ikke bare om at være anderledes i sin livsstil; det er også et indefrakommende ønske om at få det til at fungere. I gamle dage blev cirkusfolk aldrig skilt. De går jo ikke på hver sit job, hvor man kan begynde at leve hver sit liv og så lige pludselig stå til en af de der famøse julefrokoster…« siger Bettina Arli.
Det er klart, hun har truffet et valg. Et valg, der er så stort, at det er svært for hende at sige en sætning med »jeg«. Der kommer »cirkus« og »vi« ud af munden i stedet. Vi’et stopper ikke, når sæsonen slutter. Når vognene er kørt til opbevaring, og sæsonen ovre, er familien næsten også sammen hele tiden. Alle tre generationer bor ved Bellahøj i København på samme gade med kun få huse imellem sig. Her har hun tænkt sig at blive og så tage med vognene om sommeren, så længe hun kan. Det har altid været enten, og ikke eller.