Fortsæt til indhold
Livsstil

Her er tegnene på en depression

<p>Symptomer som kvalme, ondt i ryggen og fordøjelsesproblemer kan være tegn på depression.</p>

(rubin)

Depressioner hører særligt den mørke tid til, og mange af os kender til de følelsesmæssige konsekvenser af en depression. Nedtrykthed, manglende energi, sortsyn.

Reelt er de fysiske tegn og symptomer imidlertid lige så mange og alvorlige, og faktisk er det ofte meget smertefuldt at lide af en depression, hvilket en ud af syv danskere oplever mindst en gang i livet og ofte flere, skriver WebMD.

De fysiske symptomer på en depression kan være:

1. Hovedpine. En ret hyppig lidelse under en depression. Lider man af migræne, vil den være ofte føles forværret under en depression.

2. Rygsmerter. På samme måde vil rygproblemer også føles mere smertefulde under en depression.

3. Muskel- og ledsmerter. En depression er ofte en forværrende faktor for alle typer kroniske lidelser.

4. Brystsmerter. Naturligvis er det vigtigt at få undersøgt brystsmerter øjeblikkeligt. De kan være tegn på alvorlige hjerteproblemer. Men de kan også være tegn på en depression.

5. Fordøjelsesproblemer. Har du en uforklarlig kvalme, diaré eller kronisk forstoppelse kan årsagen være depression.

6. Udmattelse og træthed. Uanset hvor meget du sover, føler du dig træt og udkørt. Bare at komme ud af sengen kan føles som en uoverkommelig opgave.

7. Søvnproblemer. Mange mennesker, der lider af en depression, sover ikke længere godt. De vågner for tidligt eller kan ikke falde i søvn, når de kommer i seng. Andre sover meget mere end normalt.

8. Appetit og vægtproblemer. Nogle mennesker mister appetitten under en depression og taber vægt, andre går amok i kulhydrater og sukker og tager voldsomt på.

9. Svimmelhed og forvirring kan også være tegn på depression.

Mange deprimerede får ikke den hjælp, de har brug for, fordi de ikke tolker deres problemer som udtryk for en depression. Ifølge det amerikanske lægesite WebMD har mange læger heller ikke tilstrækkeligt kendskab til de fysiske udtryk for depressive lidelser.

Stærke mavesmerter

Depressioners udtryk er ikke altid relateret til den mentale tilstand. En depression kan afstedkomme fysiske forandringer i kroppen. Et eksempel er fordøjelsen, der kan hæmmes i så høj grad, at den næsten sættes i stå og bevirker stærke mavesmerter.

En depression er efter alt at dømme et udtryk for en kemisk ubalance i hjernen. Mange af de kemiske processer og stoffer er de samme, der bruges til at føle smerte med. Af den grund mener eksperterne, at selve måden at føle smerte på ændrer sig under en depression.

Derfor forekommer det også, at en behandling mod en depression med terapi eller medicin eller begge dele samtidig løser fysiske problemer.

Det er derfor vigtigt for patienten at gøre sin læge opmærksom på alle tilstandens symptomer, også de fysiske. Man bør ikke tage for givet, at de fysiske lidelser går over af sig selv, skriver WebMD. De kan kræve deres egen sideløbende behandling. Eksempelvis kan en læge udskrive beroligende medicin til en patient med søvnbesvær, hvilket giver afslappethed og efterfølgende bedre søvn.

Siden smerte og depression ofte følges ad, kan en behandling rettet mod de fysiske smerter virke positivt på depressionen. Også terapi rettet mod bedre at kunne klare smerten kan have positive effekter på depressionen og dermed på årsagen til smerten.

Læs også: Spis dig i kampform så sygdom preller af