Død teenager redder fem liv
<p>Britisk teenagers hjernedød blev fem dødssyge briters redning. Herhjemme kæmper Transplantationsgruppen fortsat for at få flere til at blive organdonorer.</p>
Ruby Nagra blev begravet i fredags. Hun blev kun 18 år. Men inden en aggressiv meningitis gjorde det af med den kønne britiske teenager, havde hun med en henkastet bemærkning til moderen reddet fem liv.
Familien fortæller til avisen Telegraph, hvordan datteren kun seks uger inde i studierne ved Nottingham Trent University, ringede hjem og fortalte, at hun skulle til lægen med en øjeninfektion.
Efter besøget på øjenklinikken kollapsede datteren og blev få timer efter erklæret hjernedød. I timerne efter blev hendes hjerte, lever, begge nyrer og den ene lunge transplanteret til fem dødssyge mennesker.
Moderen Jasvinder Kaur siger til Telegraph.co.uk, at hun og ægtemanden er meget stolte over datterens offervillighed
"Jeg husker, at vi havde den snak på en pub, hvor hun sagde: "Mor, hvis jeg dør, og nogen har brug fra noget af mig, så giv dem det. Derfra vidste vi, at det var hendes vilje," siger moderen.
Dør på ventelisterne
Historier som denne er desværre mere undtagelsen end reglen. I Danmark venter godt 650 mennesker lige nu på et organ. Og køen vokser støt år for år, fortæller formand for Transplantationsgruppen Ib Gaarde-Nissen.
Foreningen, der taler de transplanteredes og ventelistepatienternes sag, glæder sig over, at antallet af transplantationer i 2008 ligger væsentligt højere end ellers. Frem til 1. oktober har 428 danskere fået en ny nyre, hjerte, lever eller lunge.
"Selvom det er glædeligt, at det ser ud til den store indsats for flere familiedonationer har virket, så kan der være tale om statistiske forskydninger. For antallet af organdonationer har i alle år ligget forholdsvis stabilt på 200-250. Og uanset årets tal stiger antallet af patienter, der venter på organer svagt stigende. Folk dør stadig på ventelisterne, eller bliver taget helt af ventelisterne, fordi de er for syge til transplantation," siger Ib Gaarde-Nissen, der tilføjer, at der sidste år blev der doneret organer fra 78 hjernedøde danskere.
Registrering eller besked
Disse 78 danskere havde før deres død taget stilling til organdonation - enten via det officielle donorregister, hvor 650.000 danskere nu har registreret sig. Eller ved at gøre ligesom teenageren Ruby. Lige som i Storbritannien er det nok at have udtrykt over for ens pårørende, at man gerne vil organdonere.
"Men uanset hvad har de pårørende altid det sidste ord. Hvis det volder de pårørende for stor smerte har de ret til at modsætte sig den afdødes ønsker," siger Ib Gaarde-Nissen.
Ligesom herhjemme, diskuterer briterne for tiden "formodet samtykke" til organtransplantation: At alle automatisk er født organdonorer, medmindre de selv har frabedt sig det.
Både over sundet og herhjemme er der indtil videre ikke flertal for en sådan løsning. Men etisk råd barsler med et omfattende papir om emnet, som Transplantationsgruppen håber kan nedbryde tabuerne og modstanden.
I mellemtiden fortsætter Transplantationsgruppen informationsindsatsen, der i foråret blev skruet op for fuldt blus med en stor kampagne blev skruet op for fuldt blus med kampagnen "Tag Stilling Nu".
På tre måneder fik indsatsen knap 36.000 danskere til at registrerede sig i donorregisteret. Det er næsten 10 gange flere end de 3.500, som på en normal måned registrerer sig.
Læs også: Etisk Råd udfordrer Facebook-brugere