Fortsæt til indhold
Livsstil

Tunge øjenlåg er yt

10 pct. af danskerne har fået foretaget en kosmetisk operation - eller overvejer det. På få år er antallet af øjenlågs-operationer eksploderet.

Danskerne lægger i stigende grad kroppen under plastikkirurgens kniv. En undersøgelse, som Rambøll Management har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten, viser, at hver 20. dansker har fået en eller flere kosmetiske operationer for at forbedre udseendet, og næsten lige så mange overvejer det.

Kvinderne er mest ivrige - i alt 13 pct. har enten fået foretaget en operation eller kunne tænke sig én, mens det tilsvarende tal for mænd er 4 pct.

Det er især maveskindsopstramninger, øjenlågsløft, brystforstørrelser, fedtsugninger, ansigtsløftninger og næseoperationer, som danskerne har mod på, og hos landets private klinikker melder plastikkirurgerne om stor vækst inden for de seneste år.

Der findes ingen officielle opgørelser over antallet af kosmetiske operationer herhjemme, men på Søllerød Privathospital anslår plastikkirurg Jesper Trillingsgaard, at antallet af patienter, der ønsker at få foretaget en kosmetisk operation, er tidoblet, siden klinikken åbnede for 20 år siden.

»Og stigningen vil fortsætte 5-10 år endnu for derefter at stabilisere sig,« anslår Jesper Trillingsgaard med henvisning til udviklingen på det amerikanske marked, som med en vis forsinkelse plejer at gentage sig herhjemme. Af samme grund forudser han, at kosmetiske behandlinger i den lettere ende såsom Botox-behandlinger og såkaldte rynkefillers vil stige voldsomt fremover.

På Privathospitalet Hamlet oplyser adm. overlæge Andreas Printzlau, at kosmetiske operationer er vokset 60 pct. på knap to år. Han understreger dog, at en del af væksten formentlig skyldes, at klinikken har taget markedsandele fra andre.

Ifølge Rambøll-målingen udgør øjenlågsoperationerne, hvor overskydende hud på øjenlåget skæres væk, godt halvdelen (52 pct.) af de kosmetiske indgreb, som kvinder har fået lavet, og 13 pct. hos mændene.

En del øjenlågsoperationer foretages for patientens egen regning af kirurgerne på de private klinikker, men antallet af danskere, der får løftet øjenlåg hos øjenlægen uden selv at betale en krone, er eksploderet de seneste år. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at det offentlige i fjor bekostede 24.700 øjenlågsoperationer, og det er mere end en fordobling på syv år. Kun hvis de tunge øjenlåg er forbundet med gener - eksempelvis et indskrænket synsfelt - betaler sygesikringen.

Politisk skepsis
Hvorfor antallet af øjenlågsoperationer er eksploderet, vides ikke, men formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), ser med skepsis på udviklingen og lover, at man nøje vil følge, at der sker en skarp lægefaglig vurdering af, hvad der kan berette til offentlig betaling.

»Jeg kan da godt undre mig over, at øjenlågsoperationer og fjernelse af overskydende maveskind pludselig er blevet et stort sundhedsfagligt problem, men indtil videre må vi have tillid til, at lægerne følger retningslinjerne og kun indstiller til operation med en rent sundhedsfaglig og ikke kosmetisk begrundelse,« siger Bent Hansen.

Grafik: Så meget koster skønhedsoperationerne