Fortsæt til indhold
Livsstil

Øjenoperationer undersøges efter klager

Laseroperationer for nærsynethed er i dag et af de oftest udførte operative indgreb i den vestlige verden, men ikke alle patienter er lige begejstrerede bagefter. Nu vil den amerikanske sundhedsstyrelse undersøge mulige risici ved operationerne.

"En øjenoperation er et simpelt og ukompliceret indgreb, som kun varer ca. 5-10 minutter. Du er så godt som fri for smerter og ubehag under operationen. Langt de fleste oplever heller intet nævneværdigt ubehag i dagene efter operationen."

Sådan lyder det i markedsføringsmaterialet fra en dansk udbyder af de populære øjenoperationer.

Men måske er operationerne ikke helt så ukomplicerede, som det fremgår.

Det skriver ABC News.

Ifølge ABC News har den amerikanske sundhedsstyrelse nu besluttet at undersøge risikoen ved de såkaldte Lasik-operationer nærmere. Det sker, efter at der blevet rapporteret tilfælde af dobbeltsyn, natteblindhed og tørre øjne som følge af operationen. I perioden 1998-2006 har Food and Drug Adminsitration behandlet 140 klager fra utilfredse øjen-opererede.

Der eksisterer en række forskellige operationsmetoder. De virker generelt ved, at man ved hjælp af et automatisk styret og meget præcist laserinstrument sliber i hornhinden, så synsfejlen rettes. Det billede man herefter ser på nethinden, er 100 pct. skarpt uden brug af briller eller kontaktlinser.

8.000 danskere forventes i år at få gennemført en laserøjenoperation, og i USA bliver der hvert år lavet op mod en million af de såkaldte Lasik-operationer - Laser-Assisted In Situ Keratomileusis - men ikke alle er lige tilfredse med resultatet.

ABC News fortæller om amerikaneren Lauranell Burch - en patient, som ikke er glad for den operation, hun har fået.

Mens hun arbejdede på Duke University fik hun tilbudt en laseroperation på universitetet. Som medicinsk forsker satte hun sig grundigt ind i LASIK-operationen, inden hun sagde ja tak. Hun læste de kliniske test og tjekkede internettet for detaljer. Alligevel siger hun, at hun ikke fik alt at vide om operationen.

"Hvis nogen vidste, hvad denne operation virkelig gør ved deres øjne, ville de sige nej tak," siger Burch.

Alligevel er operationen en af de mest udbredte i den vestlige verden. På verdensplan har 28,3 mio. mennesker gennemgået operationen siden midten af 90'erne for at få et bedre syn.

140 klager

LASIK-læger siger, at komplikationer i forbindelse med operationen er sjældne, og en undersøgelse, som er offentliggjort i American Journal of Ophthalmology, viser, at de opererede patienter nyder godt af operationen i en årrække.

"Resultaterne af LASIK-operationerne er bedre i dag, end de nogensinde har været," siger Dr. Kerry Solomon, professor of opthalmology at the Medical University of South Carolina til ABC News.