Femkamp blev hendes passion

Eller også har hun vundet VM i moderne femkamp. En præstation, som hun har kæmpet for at nå de seneste tre år ved at træne dag ud og dag ind. Morgen og aften. Seks dage om ugen.

Eva Fjellerups mund føles tør, og adrenalinen pumper rundt i kroppen. Lige pludselig bryder en skrattende stadionspeaker stilheden. "Eva Fjellerup er verdensmester. Eva Fjellerup, der har ført fra start til slut, er nummer 1."

De følgende minutter fortoner sig i et virvar af glædestårer, knus, klapsalver, smilende ansigter, sprudlende champagne og uendelig meget lettelse og glæde.

»Dér kan du tale om passion,« siger hun med blanke øjne. Nærmest henvendt til sig selv. Eva Fjellerup kører to fingre under øjet for at sikre sig, at mascaraen stadig sidder, hvor den skal, mens hun kigger ud over Vedbæk Marina og Øresund, hvor et par fortøjrede sejlbåde skvulper dovent.

Det gav livet indhold


Den første VM-sejr ligger 17 år tilbage i tiden. Siden har ansigtet fået ekstra smilerynker, men de markerede kindben, den slanke, lange figur og det klare grønne blik omkranset af to mørke øjenbryn er det samme som dengang, Eva Fjellerup kom i mediernes søgelys for første gang og siden blev deres darling i takt med, at hun hev det ene verdensmesterskab i land efter det andet.

»Femkamp var min passion, noget jeg brændte for, og som gav mit liv indhold,« siger hun.

Eva Fjellerup brændte så meget for sin sport, at hun tilbragte hele sin ungdom fra hun var 19 til hun var 34 i fægtehaller, på ridebaner, i svømmebasiner, på løbebånd og i skydehaller. Spørger man, hvorfor træningsbanerne trak mere end diskoteker og drenge, er svaret:

»Det er en sindssyg sjov sport, fordi den favner så bredt. Der er altid steder, hvor du kan forbedre dig teknisk og taktisk, og så var der meget socialt samvær under træningen. Derudover er en god femkæmper et helstøbt menneske, fordi du lærer at reparere dit eget våben, du lærer at samarbejde med en hest og med et hold og at kunne sætte dig mentalt op, når det gælder,« siger hun med en klarhed, der antyder, at det spørgsmål har hun svaret på før.

Det lå ikke i kortene, at Eva Fjellerup skulle dyrke femkamp. Som pige var det mere svømmebassinet i Blovstrød, der trak, og på sine mange ture frem og tilbage drømte hun om at repræsentere Danmark ved et svømmestævne. Den drøm blev opgraderet efter hun begyndte på femkamp og opdagede, at hun var god.

»Jeg drømte om en dag at stå øverst på podiet med en medalje om halsen, mens flaget gik til tops,« siger hun.

Mentor og menneskekender
Som 23-årig flyttede Eva Fjellerup til Sverige, hvor træningsforholdene for femkæmpere var bedre end i Danmark.

Hun ville gerne satse på sin sport og se, hvor langt hun kunne drive det. Træneren deroppe, Bela Rerrich, en jurist og fægter fra Ungarn, der var flygtet fra styret under OL i Melbourne i 1956, blev hendes mentor.

»Han var en fantastisk menneskekender, og sammen lagde vi en plan for de tre år i Sverige. Vi blev enige om, at hvis jeg forbedrede mig i fægtning, min svageste disciplin, havde jeg mulighed for at nå en medalje ved VM tre år senere. Så det blev mit mål,« fortæller Eva Fjellerup, der i de følgende 36 måneder fægtede to gange om dagen, seks dage om ugen.

»Da jeg indså og accepterede, at mit mål var realistisk, tændte det en glød inden i mig. Målet og vejen dertil blev min passion. Det var en stærk oplevelse at medvirke i en vigtig fælles mission med mine omgivelser.«

Ved VM året efter avancerede Eva Fjellerup fra at være nummer 27 i verden til at være nummer 13. To år efter avancerede hun til nummer 7. Tre år efter, ja, der blev hun verdensmester for første gang.

»Jeg havde troet på det, men jeg følte stadig en underdanig taknemmelighed over at vinde. Det var en helt fantastisk oplevelse - det største jeg nogensinde har prøvet,« siger Eva Fjellerup.

Hun vandt sit første VM, fordi hun var god i alle discipliner, og ret så suveræn i fægtning. Det skyldtes blandt andet hård træning i en bestemt teknisk svær detalje, der gav bonus overfor modstanderen.

»Bagefter sagde en journalist til mig: "Du var heldig, at du kunne lave den der." Men det var ikke held. Lige netop dén detalje havde jeg øvet mig på i træningslokalet 100.000 gange,« fortæller Eva Fjellerup.

Kæmpede for ligestilling
Passionen har kostet mere end timerne i træningssalen. Sideløbende med sin idrætskarriere har hun kæmpet for ligestilling i sporten. Først blev hun valgt som de aktives repræsentant i Team Danmark, dernæst kæmpede hun for at få moderne femkamp for kvinder anerkendt som en OL-disciplin på linje med femkamp for mænd, der havde været på OL-programmet siden 1912.

Det skete i 2000 - efter at Eva Fjellerup havde indstillet sin karriere og i stedet deltog ved OL som træner for Australien.

Desuden kostede passionen et personligt angreb fra hendes holdkammerat Pernille Svarre, der offentligt anklagede Eva Fjellerup for at have været dopet, da hun vandt sine verdensmesterskaber.

»Det var dybt krænkende og sårende og noget det værste, jeg har været udsat for. Angrebet var også helt absurd, da jeg var den mest testede person i sporten i og med, at jeg var den mest vindende,« siger Eva Fjellerup, der gav Pernille Svarre valget mellem at dementere eller blive sagsøgt.

Modgangen betød ikke det store for resultaterne på sportsarenaerne, tværtimod.

»Jeg tror på, at hvis du virkelig vil nå noget, har en vis portion talent for at planlægge arbejdet og formår at finde de rette hjælpere til at nå dine mål - så klarer du de forhindringer og udfordringer, som du støder på undervejs,« siger Eva Fjellerup.

Høj stresstærskel
Det med at sætte sig et mål og nå det blev Eva Fjellerups kendetegn, og det gjorde hende til en efterspurgt foredragsholder i erhvervslivet, da hun indstillede sportskarrieren. Desuden øsede hun ud af sin erfaring som mental coach for andre elitesportsudøvere.

I dag trækker hun meget på sine erfaringer fra tilværelsen som elitesportsudøver, når hun virker som HR-konsulent for 1.000 ansatte i PBS.

»Jeg har en høj stresstærskel og kan knokle igennem, når det kræves. Desuden har jeg opnået stor menneskeforståelse,« forklarer hun og bliver stoppet midt i en sætning.

Hvad med passionen - hvor er den i dit liv?

»Det er at opleve noget sammen med mine to børn. At løbe en tur hveranden dag og give dem muligheden for at finde en sport, som de er glade for. Hvis de har det godt, har jeg det godt.« V


Jeg havde troet på det, men jeg følte stadig en underdanig taknemmelighed over at vinde. Det var en helt fantastisk oplevelse.

Se, dét er passion.