Sådan bliver du en vinder
Alle kan transformere sig til en vinder. Slip tidligere fejltagelser og lad være med at bekymre dig om, hvad andre tror, du kan klare. Sådan lyder et par af ingredienserne i en psykoterapeuts opskrift på, hvordan man når sine mål både i privatlivet og på jobbet.
"Jeg får nok ikke det nye job, for jeg er ikke dygtig nok. Jeg finder aldrig den rette partner, for jeg har ikke held i kærlighed. Og selv om det skulle lykkes mig at tabe mig, så tager jeg nok bare alle kiloene på igen."
Mange mennesker har negative tanker om sig selv.
Det gode er, at man selv kan gøre en indsats og vende tankerne til noget positivt.
At vinde et konkurrenceløb handler i høj grad om at have mental styrke. Det samme gælder for alt andet, som du vil opnå i livet.
Bruger teknikker fra idrætten
"Alle kan træne sig til at få en vinderattitude og til at blive en vinder," siger Eva Rusz, psykolog og kognitiv psykoterapeut, som har skrevet bogen ”Bliv en vinder med kognitiv coaching”.
Eva Rusz har gennem flere år arbejdet som coarch for hundredevis af eliteroere, og hun anvender i sin bog mange eksempler fra idrættens verden. Blandt andet peger hun på, at den mentale træning, som idrætsudøvere anvender med stort held kan bruges af andre til at opnå det, man vil i sine relationer til andre mennesker eller i karrieren.
"Den tankegang, som idtrætsfolkene arbejder med, er identisk med kognitiv terapi. Alle, som vil arbejde med sig selv, kan lære sig det," siger Eva Rusz til den svenske avis Expressen.
Hun mener, at vi ofte spænder ben for os selv og derfor ikke når vores mål. De typiske tankegangs-fejl, som vi begår, er at gentage tidligere fejltagelser og lytte for meget til andres negative forventninger til os.
Uro og stress kan mindskes
"Vi har en masse forestillinger om os selv, som vi får fra andre mennesker. En del af dem kommer til at virke som barrierer, som bestemmer, hvad vi kan foretage os, og hvad vi ikke kan foretage os.
Ved at anvende vores indre billeder og tanker, kan vi lykkes bedre. Uro og stress kan mindskes, følelsen af at det er dig, som styrer dit liv forstærkes, og du kan nemmere nå dine mål."
"Indre billeder hænger sammen med de tanker, som vi fodrer os selv med. Men det er muligt at skabe nye billeder," siger Eva Rusz.
Det tager tid
Vindertræningen kan opdeles i tre tekniker: De tankemæssige indebærer, at du arbejder med at ændre dine negative tanker, de adfærdsmæssige hjælper dig med at ændre din opførsel, og de oplevelsesmæsssige er mentaltræning med visualisering og afslapning.
Der er brug for forandringer på flere planer, men frem for alt skal man give processen tid, så små frø og lade dem gro.
"Forandringer behøver ikke at være svære, men man må slide i det og øve sig igen og igen," siger psykologen.