Sådan bliver du smuk
Nogle er født med dådyrøjne og fantastisk hår, mens vi andre skal arbejde lidt mere for skønheden. Men smukke eller tæt på - det kan vi alle blive. Se her hvordan.
Helena Christensen er smuk. Det er ikke til diskussion, ligesom de fleste vist kan blive enige om, at kvinder som Rita Haywood, Audrey Hepburn og Grace Kelly på modsatte side var ægte skønheder. De fleste af os vil måske sige, at det at være smuk er noget med at have et symmetrisk ansigt, en slank krop, glat hud, hvide tænder og strålende øjne. Men ifølge stylist Bibbi Bergholdt, som har arbejdet med skønhed og udstråling det meste af sit liv, er skønhed i højere grad en følelse. En følelse og en oplevelse, som man giver til dem, der ser på en.
»Hvis man føler sig smuk, så udstråler man skønhed, og så giver man skønhed til dem, der ser. Så føler man sig smuk og viser det ved at tage sit udseende alvorligt, så vil folk opleve en som meget smukkere, end ens medfødte træk måske berettiger til,« siger Bibbi Bergholdt.
Der er altså ingen grund til at give op, hvis dine mål ikke følger idealerne eller dine kindben er lave, selv når du suger kinderne ind. Du kan sagtens blive sådan en, som folk gerne vil være i nærheden af, fordi du ser godt, glad og spændende ud. Og hvordan gør man så det?
Ifølge Bibbi Bergholdt er der en række enkle ting, du kan gøre, som i hvert tilfælde kan bringe dig en god bid vej.
Gør hver dag til en fest
Vi har en tendens til at gemme vores lækre tøj til det bliver weekend, vi gider ikke dresse op bare for at tage på arbejde, og hverdagsmakeuppen er nærmest usynlig. Der skal jo være forskel på hverdag og fest, tænker du måske. Men nej, lyder det fra Bibbi Bergholdt, som i stedet mener, at vi skal gøre hver dag til en fest.
»Vær smuk hver eneste dag. Hvorfor kun være smuk den ene gang om måneden, hvor vi skal til fin middag eller fest. Vi bliver jo ikke mindre smukke på lørdag, fordi vi også ser godt ud i dag. Og det betyder noget i hverdagen, om man har gjort noget ud af sit udseende eller ej. Folk smiler til dig, når du ser godt ud. Folk holder døren for dig, folk giver dig bedre service, folk giver dig komplimenter og folk gør dig gerne en tjeneste, hvis du går rundt og udstråler glæde og overskud og ser skøn ud. Tingene bliver simpelthen bedre og nemmere, hvis du sørger for at være dit bedste jeg - hver eneste dag.«
Men hvad gør man så, hvis man overhovedet ikke synes, at der er noget festligt ved den dag, man netop er stået op til?
»De dage, hvor livet er gråt, skal du minde dig selv om, at det gør en forskel, hvis du alligevel lige sætter håret og tager en lækker skjorte på. Du er i høj grad selv ansvarlig for, hvordan dagen går hen og bliver, og begynder den gråt, så skal du netop gøre en ekstra indsats for at sikre, at den ikke forbliver grå. Er du trist, så klæd dig i rødt, og føler du dig som udskidt æblegrød, så brug ti minutter ekstra på at farve liv i øjnene og glød i kinderne. Dagen bliver bedre af det.«
Sørg for at have det godt
Det er i virkeligheden så uretfærdigt - har man det godt, så ser man også godt ud og får en masse positivt igen på den konto - og har man det elendigt, så kan folk som regel godt se det på en. Men uanset hvilket puds skæbnen spiller dig, så kan du gøre dit til at have det så godt som muligt ved at passe på dig selv, udfordre dig selv og pleje dig selv.
»Motion og sund kost er vigtigt for at se godt ud og have det godt med sig selv. Men lige så vigtigt er det at være et spændende menneske og have noget at byde på ved at følge med i verden omkring en, læse gode bøger og brænde for noget. Gør noget, der gør dig glad og som giver mening. Det bliver man så absolut også smukkere af.«
Tag dit udseende alvorligt
»Folk behandler dig bedre, hvis de kan se, at du tager dig selv alvorligt. Det er ligesom hvis man smadrer en rude i et hus; får den bare lov at stå er det stensikkert, at nogen snart vil smadre en rude mere, fordi ingen viser, at de går op i, om man passer på huset eller ej. Og ligesådan er det med mennesker. Ligner du en, som passer på dig selv, vil andre også passe på dig, men ligner du en, der er ligeglad med dig selv, så er der ingen, der vil gøre sig den umage at holde en dør for dig eller stikke dig et smil på gaden.«
Flirt
Jo, man må gerne flirte. Også selv om man er gift eller mor eller på arbejde. Og med både mænd og kvinder.
»Med flirt mener jeg ikke, at man skal lægge an på hinanden eller være vulgær på nogen måde. Flirt er opmærksomhed, glimt i øjet, et varmt smil og en kompliment. Flirt er fuldstændig og aldeles uskyldigt, og samtidig er det det stærkeste middel til at gøre dagen god og få os til at føle os smukke og godt tilpas.«
Bliv forelsket i dig selv
Modet til at flirte og lysten til at klæde sig pænt hænger uløseligt sammen med vores holdning til os selv. Synes vi dybest set ikke, at vores udseende er noget at fejre, så bliver vores styling noget, der skal overståes, og kommer snarere til at handle om at gemme maven væk og skjule rynkerne end at fremhæve strålende øjne og flotte ben. Man får selvværd af at være skøn, men det kræver samtidig selvværd at blive det.
»Ja, det er ærgerligt, og jeg møder rigtig tit kvinder, som ikke tror på, at der er noget smukt ved dem. Men så må man stille sig op foran spejlet hver eneste morgen og sige til sig selv, at man er fantastisk. At man er så dejligt et menneske, at man faktisk er forelsket - i sig selv.
Når man siger det, så vågner man. Man kan ikke stå og sige til sig selv, at man er forelsket uden at komme til at smile lidt, fordi forelskelse er den mest bedårende følelse. Det er en let og sorgløs tilstand, og det er sådan, vi skal prøve at få det med os selv. Vi skal blive forelsket i os selv.«
Gør noget for andre
Man bliver smukkere af at gøre noget godt for andre. Meget fantastisk egentlig, at man på den måde kan være uegennyttig for sin egen skyld.
Men ifølge Bibbi Bergholdt virker det, fordi bevidstheden om at gøre en forskel for nogen giver os en god selvfølelse og en positiv udstråling.
Find dine bedste sider
De fleste kvinder kommer ikke til deres ret. De har fantastiske ben, men har ikke vist dem i 20 år, eller de ser strålende ud i stærke farver, men klæder sig altid diskret. Mange tror måske, at de er helt klar over deres stærke og svage sider og klæder sig efter dem, men med årene kommer det mere til at handle om at skjule end om at fremhæve, eller man glemmer for alvor at se på sig selv. Tag en eftermiddag ud af kalenderen og få en veninde, der både er ærlig og har god smag, til at gennemgå dit tøj sammen med dig. Hvad klæder dig og hvorfor? Hvad er dine gode sider (fokuser på det positive), og hvordan fremhæver du dem?
»Når du er i gang med at finde ud af, hvad der faktisk klæder dig, så er det vigtigt, at du dropper alle dine færdige ideer om, hvad du kan eller ikke kan gå i. Det kan godt vise sig, at gult klæder dig strålende, hvis bare du tager et tørklæde om halsen, eller at du ser fantastisk ud i den kropsnære kjole, som du ellers mener, man skal være 17 og fladbarmet for at have på. Moden skifter, ligesom du selv forandrer dig, så drop vanerne og bryd grænserne.«V