Mette Karin Schwaners fryser er fyldt med kød – og hun har skudt det hele selv

Når Mette Karin Schwaner serverer kød for sin familie derhjemme, er det med god samvittighed over for både dyret og planeten. For hun har som oftest selv skudt det, og hvis ikke hun har, så har hendes mand det.

Hun ved derfor, at dyret, indtil det skæbnesvangre øjeblik, hvor der bliver trykket på aftrækkeren, og livet få øjeblikke senere slukkes i øjnene, har levet det bedste dyreliv, det overhovedet kunne. Frit, vildt og som det er skabt til i den danske natur under åben himmel.

Fjernt fra trange stalde og lang transporttid til et slagteri for til sidst at ende anonymt indpakket i en plastikbakke.

»Jeg tror, at det er de færreste, der tænker videre over, hvad det er for et liv, det kød, som er i deres lasagne eller spaghetti med kødsovs, har levet. Slet ikke, hvis man vælger det billigste i køledisken, siger hun og tilføjer:

»Men det gør vi herhjemme hos os, for vi har med møje og besvær selv skaffet det, og vi sætter os aldrig til bords uden at føle en form for værdsættelse overfor dyret, vi skal til at spise,« forklarer Mette Karin Schwaner, der på Instagram blandt sine knap 20.000 følgere blot er kendt som ”Jaegerinden”.

Siden hun tog sit jagttegn for ni år siden, har hun og familien gradvist skiftet kødet fra køledisken ud med vildt, og i dag er fryseren kun fyldt med kød, de selv har nedlagt.

De skyder ikke mere, end de selv kan nå at spise, og når fryseren er fyldt med bukkekød, fasaner og gråænder sidst på vinteren, er det dét for året. Det var et overordentligt besværligt arbejde, da de boede på femte sal inde i København og måtte slæbe hjorte på små 50 kilo hele vejen op ad trapperne og have det hængende på altanen til skue for naboerne.

»Vi boede over for en skole, og en dag opdagede jeg, at min kæreste havde givet den buk, vi havde hængende, en pose over hovedet, så børnene ikke blev bange. Jeg rev posen af og tog bukken med over på skolen, så børnene kunne se, hvor maden, der på forunderlig vis ender i køledisken, rent faktisk kommer fra. Det var en stor succes,« siger hun.

Læs nogle af Mette Karin Schwaners opskrifter og hendes bedste tips til at lave mad med vildt her:

Mindre CO2-aftryk

Skal man følge Sundhedsstyrelsens officielle klimakostråd, skal der dog meget mindre kød på gaflen, påpeger Bente Halkier. Hun er professor ved Sociologisk Institut under Københavns Universitet, hvor hun siden 2020 har forsket i, hvad der skal til for at få danskerne til at spise mere klimavenligt.

Resultaterne kan man læse i rapporten “Sociale drivkræfter og barrierer for klimavenlig kost”, og her svarer hele 42,7 pct. af danskerne, at de i større eller mindre grad forsøger at spise mindre kød for vores skrantende klimas skyld. Noget kød er dog mere syndigt end andet.

»Over en bred kam skal vi spise meget mindre kød, især okse og lam, og begynde at se på kød som en luksusspise, man kun får indimellem. Derfor er det selvfølgelig heller ikke lige meget, hvilken slags kød man så sætter tænderne i,« siger professor Bente Halkier og fortsætter:

»Sammenlignet med andre kødkategorier er vildtkød mindre klimabelastende, fordi det ikke er forbundet med CO₂-udledende driftsomkostninger og transport. Det er jo et naturprodukt i sin reneste form.«

Et værdigt dyreliv

Trods vildtkødets mindre klimaaftryk, er jagt fortsat et emne, der deler vandene og kan få sindene i kog – selv om den brede befolknings opfattelse er positiv. Omkring tre pct. af den danske befolkning går på jagt, og omkring 175.000 danskere har et gyldigt jagttegn. I en analyse om danskernes holdning til jagt, som Danmarks Jægerforbund lavede sidste år, svarer 91 pct. af de adspurgte i undersøgelsen, at de accepterer jagt i en eller anden udstrækning.

Blot fem pct. er decideret imod jagt, og de sidste fire pct. svarede ”ved ikke”.

Hos interesseorganisationen Dyrenes Beskyttelse accepterer de også jagt, så længe det foregår så forstyrrelsesfrit som muligt. Dog stiller de sig kritiske over for visse måder at jage på, herunder drivjagt, hvor dyrene bliver skræmt hen mod jægerne, samt udsættelse af vildt til det ene formål at skulle skydes.

»Rent klimamæssigt er der ikke nogen gevinst ved at sætte dyr som fasaner og ænder ud til jagt, for så er der ikke tale om vilde dyr men opdrættede dyr, som der alt andet lige må være nogle driftsomkostninger forbundet med at udruge og opfede. Dyr, der bliver sat ud, er heller ikke særligt kompetente til at klare sig i naturen og er i direkte konkurrence med de vilde dyr om ressourcerne, så det støtter vi ikke,« siger Michael Karlsen, der er biolog ved Dyrenes Beskyttelse.

Hos interesseorganisationen Dyrenes Venner så man derimod gerne et totalforbud mod jagt. Men selv om bestyrelsesmedlem Lars Kaae bestemt ikke er fortaler for kommercialiseret jagt, hvor jagten, ifølge foreningen, bliver en normaliseret fritidsaktivitet på lige fod med eksempelvis golf, er de fortsat mere imod den industrielle dyreproduktion, vi har herhjemme.

»Hvis man skal snakke om ”det gode liv”, så har de vilde dyr haft de liv, de var tiltænkt, og hvis det slutter på en hurtig måde, og de ikke lider, så er det helt bestemt et mere værdigt dyreliv, end de fleste landbrugsdyr har haft. Set i det lys må jeg trods alt respektere jægerens valg, når hun faktisk ikke lukker øjnene for men selv udfører det beskidte arbejde, der er forbundet med at dræbe, partere og spise et dyr – noget som langt de fleste kødspisende danskere slet ikke forholder sig til, når de køber kød,« siger han.

Ønsker at inspirere andre

I dag er Mette Karin Schwaner passioneret fortaler for ”jord til bord”-tankegangen og formidler sine oplevelser med jagt og madlavning med vildtkød på blandt andet sin Instagram-profil og gennem sit arbejde som selvstændig med eget marketingsbureau. Her viser hun, hvordan man udbener en hjortekølle eller parterer en gråand, og hun tager følgerne med på jagt en frostklar morgen fra et jagttårn, akkompagneret af sin lille datter på to år pakket godt ind i hue og vanter.

For hele familien er jagt en livsstil og en måde at være sammen på ude i naturen. Det er heller ikke givet, at de absolut skal komme hjem med et nedlagt dyr hver gang.

Hun er dog også godt klar over, at nogle måske vil løfte et øjenbryn eller to over, at hun tager sine små døtre, hvoraf den ene blot er fire måneder gammel, med på jagt og viser dem de mere voldsomme og beskidte sider af at spise kød – f.eks. nedlæggelsen og parteringen – men hun tror på, at hun lærer dem en vigtig lektie, som de vil tage med sig videre i livet som voksne.

»Hvis man spiser kød men er imod jagt, vil jeg mene, at man har et ansvar for at sætte sig ind i, hvor kødet kommer fra, og om dyret har haft et godt liv. Jeg kan sagtens forstå, at jagt for udenforstående virker meget voldsomt, og at det er synd at slå dyrene ihjel, men hver eneste gang, jeg trykker på aftrækkeren, stiller jeg altid mig selv spørgsmålet: Hvorfor skylder jeg det? At trykke på aftrækkeren er ikke sjovt, det er forbundet med dyb alvor og seriøsitet. Målet er at få det bedst mulige og mest klimavenlige kød på bordet,« siger hun.