- For abonnenter
Madanmeldelse: Hipt vandhul i Aarhus serverer vodkashots, funky naturvin og kulinarisk anarki for alle pengene
Anmeldelse: På Bardok ved åen i Aarhus kan man svælge i skramlet råhygge, østeuropæisk brændevin og eksotiske deleretter fra det lille, anarkistiske bistrokøkken. Det er sjovt, larmende og herligt anderledes. Og for det meste en velsmagende oplevelse.
Bardok
Åboulevarden 51, 8000 Aarhus C
Vi var havnet midt i et skønt lille gedemarked. Bardok var stuvende fyldt med glade mennesker, hovedsageligt unge i 20’erne, kærestepar og snakkesaglige slyngveninder, der sad som sild i en tønde og råbte til hinanden for at trænge igennem det muntre spektakel, der var givet fri under rislampernes diffuse skær, mens naturvinen flød ved de spraglede borde.
Bardok betyder noget a la uorden på russisk, hvis man staver det lidt anderledes, som der står skrevet på hjemmesiden, og den udlægning var en ganske præcis beskrivelse af stedet, da vi ankom til vores sene seating en råkold aften midt på ugen.
Her er hverken stofservietter, mineralvand på flaske eller herredyr håndsæbe ude på toilettet. Snarere en charmerende form for kaos. Man spiser af slidte bliktallerkener og lever med den håbløse akustik, og at man sidder klemt og risikerer at sidde i træk, som min ledsager gjorde det, når det rygende folk vandrede ud og ind i fast rutefart. Han sad lige klos op ad døren.
Man bør også medbringe tålmodighed med den joviale, men travle og ikke altid lige opmærksomme betjening. Ellers skal man blive væk.