Forrygende VR-spil sender fremtiden ind i din stue
Beat Saber er en saftig blanding af Fruit Ninja og Guitar Hero kombineret med lyssværd fra Star Wars. Det er lige så sjovt, som det lyder.
Hvis du endnu ikke har et virtual reality-headset til din PlayStation-konsol, er Beat Saber et af de spil, der kunne være den helt rette anledning til at anskaffe sig udstyret.
Hør bare, hvor underholdende det lyder:
På med headsettet, og så står du i et stort, mørkt rum med to lyssværd i hånden: et rødt og et blåt. Du vælger et musiknummer. Nu begynder kuber i lysende røde og blå farver at glide mod dig i mørket i takt med musikken, og din opgave er skære de lysende terninger i stykker med dine lyssværd. Du befinder dig kort sagt i en saftig blanding af Fruit Ninja og et rytmespil à la Guitar Hero med lidt Star Wars-sci-fi-stemning indover - placeret i virtual reality. Det er lige så sjovt, som det lyder.
Der er rig mulighed for at indstille sværhedsgraden til det niveau, der passer dig, uanset om du vil kæmpe om pladsen på de internationale ranglister eller spille i langsomt tempo med bare én arm. Efterhånden som du bliver god nok til at kunne gennemføre banerne på sværhedsgraden Expert eller Hard, stiger tempoet, antallet af kuber forøges, mure og andre forhindringer skal undgås, og de pile, der angiver, i hvilken retning de angribende kuber skal skæres i stykker, danner stadigt mere komplekse mønstre. Det er bestemt ikke nemt, når først man begynder at spille på de mere intense baner. Men øvelse gør mester, og det er en helt forrygende fornemmelse, når man på en svær bane rammer det rigtige flow og splintrede lys-kuber flyver til højre og venstre i rytmiske eksplosioner, mens dine lyssværd danser i mørket.
En smagsprøve på fremtiden
Beat Saber er ikke bare supersjovt og opslugende, men giver også en herlig smagsprøve på fremtiden. Efterhånden som VR-teknologien bliver bedre, lettere og mindre ledningskrævende, end den er lige nu, vil en hel genre af lige netop denne type sporty bevægelsesspil i virtual reality utvivlsomt blomstre op. Det bliver både sjovt og sundt.
Jeg ville med glæde give Beat Saber seks begejstrede stjerner, men der er én væsentlig ting, der holder topkarakteren tilbage: Musikken. En alt for stor del af de numre, man hakker lys-kuber i stykker til, er ganske rædselsfulde, fyldt med svulstige build-ups, auto-tune og andre umusikalske skrækkeligheder – og det er topærgerligt. Det undrer mig også, for i et spil, hvor musik og rytme betyder så meget, burde udvalget af numre jo være både langt større og langt bedre.
Her spiller jeg et af de numre, jeg kan holde ud at lytte til: $100 Bills, på level HARD, med Insta Fail – dvs. at jeg dør, så snart jeg begår min første fejl:
Det er jeg ikke den eneste, der synes, har det vist sig. Fans fra hele verden har nemlig kreeret deres egne baner med egen favoritmusik, således at de kan svinge lyssværdene til numre med a-Ha, Britney Spears, Metallica eller Lady Gaga. At få adgang til disse numre kræver dog en PC og et Oculus- eller HTC Vive-headset. Hvis du spiller på en PlayStation, må du, som jeg, nøjes med musikudvalget fra grundspillet.
Selvom musikudvalget lader noget tilbage at ønske, er Beat Saber stadig så sjovt, at mine følsomme ører indimellem glemmer, hvor rædderlige nogle af numrene er, fordi jeg er så opslugt i lyssværdenes dans. Og jeg har også fundet et par tålelige numre, og som jeg så vælger at spille til, i de tilfælde, hvor valget er muligt.
Og måske er det pauvre musikudvalg held i uheld for mig: Hvis jeg selv kunne vælge min musik i Beat Saber, ville jeg måske aldrig stoppe med at spille igen.