Fortsæt til indhold
Livsstil

Tjeklisten: Vælg den rette cykelhjelm

En cykelhjelm skal dække godt ned i panden, remmene skal sidde stramt, og der må gerne være lidt udluftning.

/ritzau/

Cykelhjelmen kan i yderste konsekvens være afgørende for, om du overlever et styrt. Men passer den ikke, sidder dårligt eller er ødelagt, kan det næsten være lige meget.

Derfor skal man sørge for, at den cykelhjelm, man investerer i til sig selv eller sit barn, lever op til en række krav.

- Det er utrolig vigtigt at få prøvet hjelmen først, siger Andreas Otto, der er butikschef i Cyklistforbundets butik Cyklistbutikken 1905.

- Vi er forskellige, og en hjelm kan sidde godt på dig, men det er ikke ensbetydende med, at den sidder fantastisk på mig, siger han.

Størrelsen af hjelmen er vigtig, selv om hver hjelm har en vis spændvidde.

- Det er vigtigt, at den ikke er for stram fra start af. Den skal ikke presses ned over hovedet, for når man er aktiv, udvider hovedet sig, og så får man ondt, siger han.

Der skal altså være lidt plads at give af, så man kan spænde hjelmen ind i nakken, så den sidder godt fast.

Det er også vigtigt at kigge på de bånd, man spænder fast om hagen.

- Her er en tommelfingerregel, at man skal kunne få to fingre ind under, så man ikke føler, at man bliver kvalt. Omvendt må den heller ikke være så løs, at den kan komme op over hagen, siger Andreas Otto og fortsætter:

- Der er altid en rem foran øret og en bag ved øret, og de samles i et spænde. Og spændet skal altid sidde lige under øret, og remmene skal være stramme. Når du har den på, skal særligt den forreste rem sidde stramt. Ellers kan hjelmen ryge af, siger han.

Når man placerer den på hovedet, skal du også kunne justere den, så den sidder godt ned i panden.

- Man skal holde to fingre fra øjenbrynene, og der skal hjelmen sidde. Den må ikke komme højere end det, siger Andreas Otto.

Du kan også kigge på, om det er en hjelm med god ventilation, hvis du cykler langt.

- Hvis du har ti kilometer til arbejde og giver den lidt gas, så er det rart med luft, når du sveder, siger han.

Når man vælger en hjelm, skal man også vælge en, der er pæn. For så er der større chance for, at den bliver brugt, opfordrer Rådet for Sikker Trafik.

Og hvor længe holder sådan en hjelm så?

- Der er ikke nødvendigvis en udløbsdato på en hjelm, men det giver sig selv, at hvis remme og puderne indeni er så gamle og mørnede, at du ikke får den perfekte pasform, så er det tid til at skifte, siger Andreas Otto.

Du bør også skifte, hvis du har været i et uheld, hvor hjelmen har ramt jorden hårdt, forklarer han.

- Der kan sagtens sidde en revne inde i konstruktionen, du ikke kan se. Så skift den for en sikkerheds skyld, men at man lige taber hjelmen på gulvet, kan den sagtens klare, siger Andreas Otto.

Rådet for Sikker Trafik anbefaler desuden, at man særligt på sine børns hjelme tjekker remme og indstillinger ofte.

- Dit barn skal have en ny cykelhjelm, når den gamle ikke længere dækker panden og resten af hovedet tilstrækkeligt, skriver rådet i en guide på sikkertrafik.dk.

/ritzau fokus/