Fem ting jeg lærte af at spille voldsspil i virtual reality

Computerspillet DOOM har sin faste plads på listen over de mest kontroversielle spiludgivelser nogensinde. Årsagen er, at spillet, der blev udgivet i 1993, var et af de første, hvor man oplevede de bloddryppende, actionfyldte kampe set fra førstepersons-perspektiv. Dén synsvinkel er sidenhen blevet meget almindelig i computerspil og har lagt navn til en hel genre: First-person shooters. Mange af de mest populære spil i dag er first-person shooters, såsom fx esport-spillet Counter-Strike. Men tilbage i 1993 var det altså stadig vældigt kontroversielt at opleve hypervoldelige kampe, hvor man selv har pistolen, plasma-geværet eller motorsaven i hånden.

DOOM anses stadig for en af spilhistoriens største klassikere, og efterhånden som maskinparken af hjemmecomputere blev stærkere og hurtigere op gennem 90erne og 00erne, er der blevet udgivet flere nye spil i serien i grafisk mere realistiske versioner. Den sidste nye version kom til pc og konsoller i 2016. Og i forhold til, hvor realistisk de blodige kampe kan gengives på vores computerskærme i dag, er der næppe mange, der vil finde det oprindelige spil fra 90’erne særligt oprørende.

Nu er tiden så kommet, hvor DOOM rykker ind i virtual reality. En vældigt logisk udvikling, spillets kontroversielle historik taget i betragtning. DOOM var jo netop et af de første spil, der placerede spilleren selv i førstepersons-perspektivet. Og med virtual reality bliver dén oplevelse endnu mere ekstrem. Nu ser man ikke længere de angribende djævlehorder på en skærm, men står selv midt iblandt dem. Er det til at holde ud? Eller er det simpelthen for uhyggeligt? 

Vi har testet – og giver svarene:

1. Doom i VR er mere underholdende end uhyggeligt

Jeg havde faktisk regnet med, at det ville være betydeligt mere uhyggeligt at spille DOOM VFR end tilfældet er. Man går trods alt alene rundt på øde rumstationsgange, hvor gulv og vægge er indsmurt i blod fra iturevne soldater-kollegaer, og overmandes jævnligt af aggressive væsener fra helvede, hvoraf nogle er flere meter høje. Men det vænner man sig faktisk ret hurtigt til. Også selvom mange af uhyrerne kommer ganske tæt på. 

Styrken af din DOOM-angst kommer selvfølgelig an på, hvad du går og er bange for til daglig. Jeg bliver jævnligt meget forskrækket i virtual reality-spil, når virkemidlerne er horror eller højdeskræk. Men DOOM er rendyrket action fremfor uhygge, og da jeg først havde vænnet mig til omgivelserne, var jeg ikke det mindste bange for de angribende monstre – bare effektiv.

2. Man føler sig hurtigt som lidt af en actionhelt

Der går i det hele taget ikke længe, før man begynder at føle sig som en modig og handlekraftig actionhelt. DOOM er et tempofyldt spil, og man skal lige lære at mestre teleportations-teknikken, der sender en fra den ene ende af rummet til den anden i ét hop. Når først teknikken sidder der, uden at man bliver svimmel af den hurtige bevægelse, kan den anvendes med stor fryd og megen blodig morskab i kampene. Det er virtual reality-versionen af det klassiske glory kill: Man kan teleportere sig direkte ind i en eksploderende fjende og afslutte duellen effektivt på dén måde. Whohooo! 

Jeg har haft en sand fest med de tempofyldte monster-battles, godt hjulpet på vej af det vældigt motiverende heavy metal-soundtrack. Udefra kan det hele se lidt voldsomt ud, men midt i løjerne er det sjov og spas og humor, ligesom mosh-pitten til en dødsmetalkoncert. 

Og har man brug for større udfordringer, kan man altid skrue sværhedsgraden op på ”Ultra Violence” eller ”Nightmare”. Jeg havde det helt fint med at føle mig som en superhelt i den nemmere version af spillet.

3. Det er sjovt at spille to – eller flere

Der venter en stor og underholdende fremtid for multiplayer-spil i virtual reality. Sådan et har jeg ikke prøvet endnu, og DOOM er også en enkeltpersons-oplevelse. Men derfor er det alligevel ret sjovt at være to eller flere om at spille. Man kan godt blive lidt træt i øjnene efter en halv time i VR, og så kan man skiftes til at tage kampene. Derudover er det (stadig) vældigt underholdende at se venner og familie forsvinde entusiastisk ind i VR-verdenen, når man selv sidder ude i virkeligheden uden headset på. Men bemærk punkt 4.

4. Man kan godt slå sig en lille smule

Jeg har spillet en del spil med VR-headset på hovedet hjemme i stuen efterhånden, og jeg er endnu ikke snublet over noget og har heller ikke væltet hverken møbler eller vaser. Men jeg har fået to mærkbare gok i hovedet med DOOM i maskinen. Det skete pudsigt nok ikke, mens jeg selv spillede, men mens en ven havde headsettet på og var godt opslugt i en monsterkamp. Jeg fulgte med på skærmen og troede, jeg var uden for rækkevidde. Men de pludselige bevægelser, en person foretager sig, når de ser en anden virkelighed end en selv, er fuldstændigt uforudsigelige. Det lærer man efterhånden. 

5. Det er ikke en komplet uoverskuelig opgave at sætte en HTC Vive op i hjemmet

Jeg blev noget modløs, da jeg begyndte at pakke kassen med HTC Viven ud og så antallet af ledninger, stik og dippedutter. Men da jeg først fik taget mig sammen, gik det ganske nemt, og hele set-uppet stod klar i løbet af 25 minutter. Den største udfordring opstod omkring en tredjedel inde i forløbet, da de sensorer, som afgrænser Vivens bevægelsesrum, skulle placeres. Den ganske brugervenlige guide, som kører via computerskærmen, foreslog muntert, at jeg skulle bore huller i væggen i mindst to meters højde og med seks meter imellem sig. Men jeg havde ikke tænkt mig at omdanne min stue til et permanent virtual reality-legerum. Primært fordi HTC Viven kun var til låns. Så hvad gør man så? 

Jeg har heldigvis en meget høj bogreol, og til min store fryd viste det sig, at de to sensorer ganske nemt kunne placeres i påkrævet højde, påkrævet afstand og med den påkrævede 45 graders vinkel, hvis jeg balancerede dem på kanten af to bogrygge helt øverst oppe i hver ende af bogreolen. Det har fungeret aldeles stabilt og upåklageligt hele vejen igennem. 

(Og hvis man ville montere dem permanent, er de ganske diskrete i både størrelse og design og ville faktisk se ganske pæne ud skruet fast i loftshjørnerne.)

Vi testede DOOM VFR på HTC Vive. Spillet kan også købes til PS VR.

Release-trailer: