Fortsæt til indhold
Livsstil

Fire apps, der får styr på din tid

Alle de funktionaliteter, der ikke er plads til i uret om dit håndled, kan du finde i disse apps: Fra søvntracking til diagrammer, der viser, hvordan du bruger døgnets 24 timer.

Christina Majcher

Det intelligente vækkeur

Sleep Cycle

Illustration: PR

Den absolut bedste vækkeursapp på markedet er Sleep Cycle, der også måler kvaliteten af din søvn og sørger for at vække dig på det optimale tidspunkt i din søvncyklus, hvor du sover lettest. Telefonen placeres på natbordet eller på gulvet ved sengen. Når du vågner, er kvaliteten af din nats søvn tracket med grafer, procenter og lydbidder af eventuel snorken, og ved regelmæssig brug udarbejdes ugentlige, månedlige og årlige statistikker, der måler ethvert parameter af din søvn – fra din søvnkvalitet fordelt på ugedage til dit humør, når du vågner.

Hvem: Søvnoptimeringsentusiaster

Hvad: Tracker din søvn

Hvor meget: Omkring 249 kr. pr. år for iOS og Android

Den globale mødeplanlægger

Circa - World time and meeting planner

Illustration: PR

Den visuelt elegante tidszonetracker Circa holder styr på din tid og mødekalender på tværs af tidszoner, så du lynhurtigt kan arrangere mødetidspunkter, der passer alle, selv når din ene samarbejdspartner er i Kiev, den anden i Mumbai og den tredje i San Francisco. Du kan selv tilføje favoritbyer og justere kontortider samt invitere til møderne via app’en – og så giver den selvfølgelig et hurtigt og visuelt lækkert overblik over, hvad klokken er på din rejsedestination.

Hvem: Internationale forretningsrejsende

Hvad: Global mødeplanlægger

Hvor meget: 35 kr. til iPhone og Android

Tidstrackeren til arbejdsdagen

Hours pro

Illustration: PR

Her er én af de mest roste og fleksible tidstrackingapps på markedet, uanset om du bare selv vil holde styr på, hvordan du bruger minutterne på din arbejdsdag, eller om hele firmaet skal med, så I kan se, om I bruger tiden på de rigtige kunder og projekter. Dit tidsforbrug markeres på en fin tidslinje, og du kan altid justere og tilføje nye elementer til dagen efterfølgende, hvis der er noget, du har glemt at tracke. Det kræver tilvænning at huske at sætte timeren til, når du hopper over på en ny opgave, men her har Hours Pro indbyggede påmindelser, der kan indstilles så fleksibelt efter dine behov, at de ikke blot bliver en ny distraktion.

Hvem: Til tidstrackerne

Hvad: Holder styr på dine (og hele holdets) arbejdstimer

Hvor meget: 59 kr. pr. måned til iOS (30 dages gratis test)

Tidstrackeren til dit liv

Life Cycle

Illustration: PR

Bagsiden ved de fleste tidstrackingsapps er, at man nemt kan glemme at sætte dem i gang og derfor ender med et upræcist billede af sit faktiske tidsforbrug. Life Cycle tracker det hele automatisk (hvis du har telefonen med dig) og giver dig derefter en visuel fremstilling af dine bevægelser og gøremål, formet som et kulørt kagediagram. Hvor mange timer var du hjemme? Hvor mange timer brugte du på transport? Jo mere information, du fodrer app’en med, jo mere præcise bliver de daglige kagediagrammer, efterhånden som Life Cycle lærer, hvor du arbejder, hvor du køber ind, og hvor du går til møder eller koncerter. Med tiden samler den nok data til at kunne give dig mere avancerede analyser, såsom hvilke aktiviteter der påvirker din søvnkvalitet positivt eller negativt.

Hvem: Til den glemsomme tidstracker

Hvad: Giver en visuel fremstilling af, hvordan du bruger din tid

Hvor meget: 85 kr. pr. år

til iOS og Android og Windows Phone