"Hair" reduceret til hyggelig hippiekoncert

Hvad vil dette 50 år gamle hippiehår os egentlig? Andet end at forårsunderholde, naturligvis.

Kan 1960’er-budskabet om det frie liv og den endnu mere frie kærlighed som protest mod amerikansk kapitalisme og militarisme i Vietnam overhovedet røre andet end de nostalgiske strenge i vores hukommelse?

Opsætningen på Aalborg Teater gør intet forsøg på aktualisering eller historiefortælling. Den i forvejen spinkle handling reduceres i den russiske instruktør Victor Kramers scenografi og iscenesættelse til illustrationer af sangene, hvor den psykedeliske side af musicalen bliver det bærende. Store kugler, kasser og formstøbte biler – alt i hvidt – fylder scenen og tilskuerrummet som baggrund for projektioner af farver og billeder. Interessant tænkt, men det virker hurtigt fastlåst og klemmer Aalborg Teaters i forvejen små dimensioner.

Værre er, at opsætningen det meste af første akt mere ligner en teaterkoncert end en musical. Historien samler sig lidt undervejs, uden at den på noget tidspunkt virker vedkommende. At det frie hippieliv får konsekvenser i form af uønsket graviditet, eller at en af hovedpersonerne tvinges i krig og dør, bevæger os ikke, for reelt er der i denne opsætning hverken tænkende eller følende personer at interessere sig for. Virkelighedens kontraster – det, der gjorde Milos Formans filmversion fra 1979 så stærk – glimrer her ved deres fuldkomne fravær.

Det hele synes nemlig at være noget, som en flok amerikanske hippier leger eller drømmer sig til. Og at halvdelen af sangene tilmed synges på engelsk, understreger distancen og er – som altid – en krukket misforståelse i et dansk teater med danske skuespillere på scenen og danske tilskuere i salen.

Men musikken og dens iboende energi er ikke til at holde nede. Det er af den, man trods alt bliver forført på Aalborg Teater, ikke af opsætningen.