Cirkusbygningen: GUMMI TARZAN
Nostalgien og 70'er-fimsen har fået sig et gevaldigt spark i denne veloplagte opdatering af Ole Lund Kirkegaards børneklassiker om den generte og kejtede dreng, Ivan Olsen, kaldet Gummi Tarzan, der forvandles til dagens mand for en kort bemærkning.
Cirkusbygningen: GUMMI TARZAN
Efter Ole Lund Kirkegaards roman
Tekst: Morten Mathiesen, Kenneth Kreutzmann m.fl.
Sangtekster: Johanna Gyllenhoff
Musik: diverse komponister
Scenografi: Kim Witzel
Koreografi: Sofie Christiansen
Iscenesættelse: Kenneth Kreutzmann.
Spiller til 1. december.
En enkelt dag slipper han for buksevand og næseblod, og for drillerierne i timerne, fordi han ikke er god til hverken læsning eller gymnastik.
Som her naturligvis bliver til aerobic, lige som de mange ørefængende sange har toner i tidens rappe hip-hop-rytmer, så der konstant er fuld knald på denne sjove og opfindsomme musical-forestilling, hvor forlægget følges frit og hvor man ikke holder sig tilbage fra at digte videre på historien. Som når Ivan af den rare heks får udleveret et computerspil og fluks befinder sig midt inde i spillet.
Her leges der med lys og lyd, så det er en stor fornøjelse.
Lige så stor som selve forestillingen. Med den 14-årige Alexander Vargas Blay som Ivan Olsen har den sikret sig et ungt talent, der både kan synge og danse, og som overbevisende mestrer kunsten at skildre den generte dreng, der taber alting og falder over sine egne ben.
Charmerende
Det er en meget charmerende og indtagende præstation.
Som hans plageånder er Kenneth Carmohn og Sonny Fredie-Pedersen træfsikre og morsomme i tegneserieagtig stil, Rebecca Brüel er fin som den gemytlige heks, Nis Pedersen et helt nummer i sig selv som den pædagogisk rigtige gårdvagt, og Bjarne Henriksen spiller Ivans opgivende far med et suverænt hit i Tarzan-sangen, hvor han kaster sig ud i bar mavedans og dansekamp med aber.
I Kim Witzels flotte og farvestærke scenografi med skolepultene overraskende gemt i scenegulvet har Kenneth Kreutzmann, godt hjulpet af Sofie Christiansens effektive koreografi, sat i scene med masser af overskud og sjove ideer, så forestillingen er blevet en vildt underholdende og meget vellykket musical for hele familien.
Og så fejler moralen naturligvis heller ikke noget. Du skal tro på dig selv, synger Ivan til sidst. Det gør vi så - af et fuldt og begejstret barnehjerte.