Det Kgl. Teater, Turbinehallerne: FLUGT

Af Mikhail Bulgakov
Oversættelse:
Jan Hansen
Dekoration:
Christian Friedländer
Iscenesættelse:
Alexander Mørk-Eidem

Vi er voldsomt godt underholdt af dette mærkelige russiske skrummel af et skuespil. Som begynder så sørgeligt og ender så opmuntrende. Som fortæller om krigens grusomme absurditet og tusinder på flugt fra andres og egne ugerninger, men også om menneskets forunderlige evne til at overleve og gå videre på trods af al fornuft. Som blotlægger ondskaben og egoismen, men samtidig storsindet og kærligheden, der rækker ud over det meningsløse hos mennesker, der altid synes at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Vi er i Rusland. Tiden er omkring 1920, borgerkrigen raser og mennesker er på flugt. Evig flugt, mens fattigdommen og myrderierne korrumperer følelseslivet. Med sig har de drømmen om bedre tider i bagagen. I et mylder af menneskeskæbner trækkes enkelte frem. Den grusomme general Khludov, spillet sublimt af Søren Sætter-Lassen som en ilter terrier, bidsk, kynisk, sarkastisk, træt til døden af de mange mennesker, han har klynget op i lygtepælene. En af dem, en ung soldat (Thomas Levin), forfølger ham som et spøgelse og en tavs anklager gennem tid og sted, indtil Khludov forsoner sig med fortiden og sin skæbne. Andre figurer, der træder frem, er den unge Serafima (Helle Fagralid) og hendes ukueligt skvattede tilbeder, spillet med saft og kraft af Nicolas Bro. Eller major Tjarnota (Peter Gilsfort), den evige overlever og spillefugl, der vil kunne klare sig i ethvert system.

Helheden

Men snarere end enkeltpersoner er det helheden, der gør indtryk. Teksten er knudret, i begyndelsen er scenerierne bevidst rodede, utydelige, larmende og underbelyste, mens mennesker pisker frem og tilbage på scenen, og kanonkugler buldrer over vores hoveder, så det er svært at fastholde de enkelte situationer. Men langsomt samles fokus i en glidende bevægelse, hvor billederne af krigens tyranniske gru erstattes af en galgenhumoristisk lystighed over verdens groteske tilsnigelser. Inden vi ender i forening, forsoning og mulig fremtid.

Den norske instruktør, Alexander Mørk-Eidem, der for et par sæsoner siden mesterligt forløste Tjekhovs "Onkel Vanja" på Stærekassen, viser her samme overlegne greb om tingene. Han orkestrerer Mikhail Bulgakovs bistert-muntre myre-tuemylder af små og store menneskeskæbner med vældig energi, og han lokker fornemt spil frem hos de medvirkende. Det er stort, vitalt og uafbrudt underholdende, kulørt teater, sat i en scenisk ramme, der synes større end teatret selv. Scenografen Christian Friedländer har fjernet teaterrummets traditionelle indmad med scene og sort inddækning og derved blotlagt den oprindelige Turbinehal, så den igen fremstår med generatorer, trapper, porte og blanke mursten. Midt i den forgrenede, urimelige og teatralske fortælling skaber denne besynderlige ramme, som intet har at gøre med historiens lokaliteter - en jernbanestation, et kontor, en dagligstue, en kirke - et smukt, forunderligt og fuldkommen rigtigt rum, der virker utrolig stærkt, netop fordi det er ægte og er sig selv nok.