Det Danske Teater: ANNIE GET YOUR GUN

Af Dorothy
og Herbert Fields
Musik: Irving Berlin
Oversættelse:
Jesper Kjær
Scenografi:
Nina Schiøttz
Koreografi:
Zitta de Fries
Iscenesættelse:
Waage Sandø
Turnerer landet rundt til 23. april, derefter på Odense Teater fra 28. april til 19. juni

Hun skal være et uspoleret, bondejokkende livstykke, han en selvglad og øretæveindbydende flødebolle. Kun med en så skarpt optrukket kontrast mellem præriepigen Annie Oakley og mesterskytten Frank Butler kan udviklingen i kærlighedseventyret og skydekonkurrencen blive sjov og rørende nok. Når Frank får smeltet sit store ego af kærlighedens mirakel, og Annie opdager kvindens hemmeligheds- og sødmefulde våben, hvor vejen til mandens hjerte går via rollen som den hjælpeløse og svage kvinde, der konstant må appellere til handyrets beskytterinstinkt.

Fornøjelsen reduceret

På Det Danske Teater, hvor man som i Nørrebros Teaters opsætning i 1993 har valgt at lade hele historien udspille sig i en cirkusmanege, lykkes denne udvikling ikke rigtig. Vi smelter ikke med, vi nyder ikke Annies og Franks forvandlingsproces, fordi udgangspunktet virker forkert. Tine Gotthelf ligner og lyder mere som en damet sekretær end en spontan, grovkornet og vildt charmerende pige fra Lars Tyndskids marker, og Anders G. Koch er slet ikke klam, flødebollet og irriterende selvglad nok.

Det reducerer naturligt nok fornøjelsen en kende i Waage Sandøs gammeldags og solide iscenesættelse, der foregår i en enkel cirkusramme med stiliserede dekorationselementer, hvilket fungerer fint og illusionsskabende nok. Til gengæld har kostumerne fået alt, hvad den kan trække af koloreret naturalisme.

Især Annies og de små søskendes fattige pjalter ligner en amatørkostumiers begejstrede og romantiske overbud efter et ugekursus i patinering og kludeklip.

Men Irving Berlins melodier smelter alle indvendinger. Musikken i "Annie Get Your Gun" er stort lutter ørehængere, kendt af enhver voksen teatergænger og elsket af de fleste.

Anders G. Koch afleverer sine godbidder med imponerende smæld i stemmen, Tine Gotthelf har ikke samme selvfølgelige overskud og ramsaltede råstyrke i sine numre.

Igen mere sekretær end bondejokke.

Tæt på skolekomedien

Helt forrygende er til gengæld Kristian Boland som impresarioen Charlie Davenport. Han kan sin fedtet-charmerende figur på fingrene, og han har scenisk udstråling som få. Sammen med Joy-Maria Frederiksen, der er herligt dullet som Franks assistent, Dolly, skaber de forestillingens bedste figurer med Kurt Dreyers noble Buffalo Bill og Eddie Karnils lune Siddende Tyr på sidefløjene.

Musikken leveres effektivt og finurligt af Østjydsk Musikforsyning. De spiller også mange af de små roller, hvilket sjældent er en heldig disposition, skolekomedien er ikke langt borte.

Så det bliver melodierne, der hiver den ubetvivlelige succes hjem i de mange teaterforeninger landet over.