Odense Teater: HAGBARD OG SIGNE

Odense Teater: HAGBARD OG SIGNE
Af Adam Oehlenschläger
Instruktion: Kasper Wilton
Scenografi: Kim Witzel
Spilles til 21. april

Odense Teater slipper endda stærkt og godt fra at spille Adam Oehlenschläger.

Nordisk guldalder med romantisk patos og store følelser! Er det noget for et moderne publikum?

Ja, når den store kærlighed til døden stadig griber os i biografen, efter nogles mening endda foran tv-skærmen, hvorfor skulle den ikke også gøre det i teatret, hvor man kommer følelserne på endnu tættere hold. Oehlenschlägers følelsesfyldte patos har stadig kraft, selv om - eller netop fordi - man som her tager dem efter pålydende, om end naturligvis i en sprogligt lettere strammet og moderniseret form.

Kan man i det hele taget spille Oehlenschläger i dag? Ordene er (oftest) på blank-vers, som mange danske skuespillere normalt har så vanskeligt ved at få til at leve, fordi de - ofte på grund af manglende tiltro til dem - forinden er snublet over læberne. Men her er der ingen grund til at tage skoene med plads til at krølle tæer frem, men snarere lommetørklædet til de seriøse tårer.

Et dansk sørgespil

Oehlenschläger indførte det tyske sørgespil i Danmark, men "Hagbard og Signe" er så dansk som noget. Historien var del af den mundtlige overlevering, som Saxo Grammaticus optegnede efter år 1200. En kong Siger lod Havbard hænge ved Sigersted syd for Ringsted på grund af dennes utilladelige forhold til kongedatteren.

Oehlenschläger tog sig nær, at Danmark dengang i 1814 netop havde tabt Norge. Han ville gerne bytte "lykkens lunkne vaner" for "disse to ulykkeliges lykke", som ikke må få hinanden.

Der var i Odense noget af den samme gribende atmosfære over Hagbards og Signes lykkeligt ulykkelige kærlighed som i den længselsmættede dødsduet mellem Wagners Tristan og Isolde. Og der er den samme skæbnebestemte urimelighed, som vi kender fra Romeos og Julies selvvalgte død.

Kasper Wilton er jo også en operamenneske af sind. Hans iscenesættelse er gennemført musikalsk. Sprogets melodi, som igen er et spørgsmål om at finde det rette tempo og ikke mindst de rette temposkift, levede i forbløffende grad på Odense Teaters store scene. Samspillet fungerede.

Fra iskulde til poesi

Hagbard er hos Oehlenschläger en kamplysten konge af Tronhjem, som kommer til Danmark og forelsker sig i Signe, datter af Bera, dronning af landet omkring Sigersted. Hagbard dræber i regulær dyst Lars Simonsen som Signes bror, Alf, hvilket får Beras had til at flamme. Lane Lind spillede hende iskoldt frygtindgydende, og dog lod hun os ane de følelser bag, som gør det rimeligt, at hun får det sidste ord om "det lyse stjernepar på himlen", der "stråler bedst, når natten sortest er." En stor præstation.

Som "det lyse par" spillede og talte Mads M. Nielsen og Mette Maria Ahrenkiel op til en smerte, som man troede på, han naturlig og ungdommelig helteagtig, hun lige så naturlig og poetisk. Lennart Hansen som Hagbards trofaste ven fik versene til at klinge som en dobbelttonet melodi. Hans sprogsans er den rene fryd. Mikkel Bay Mortensen steg i intensitet, jo fastere han sad i moderens net. Ole Møllegaard var skjalden med menneskelig varme, som Oehlenschläger tog alvorligt og vi med: "...så længe harper klinge, hjerter slår". Asbjørn Agger var Halgrim med folkelig humor, og så var der plads til en række tredje års elever i denne opførelse, der er blevet overraskende vedkommende.

"Hagbard og Signe" er noget så sjældent som Oehlenschläger for alle.