Glassalen, Tivoli: ØRKENENS SØNNER - EN SANG FRA DE VARME LANDE
Suveræn mandehørmende under-livs-holdning om kvinder, kropsfunktioner og kønsorganer.
Glassalen, Tivoli:
ØRKENENS SØNNER - EN SANG FRA DE VARME LANDE
Af og med Niels Olsen, Søren Pilmark, Henrik Koefoed og Asger Reher
Musik: Ole Ousen.
Til 16. juni, derefter Tivolis Koncertsal 19.-30. juni, Falconer Salen 14. aug.-1. sept., og derefter landsturné til 11. april 2008.
Det sker meget, meget sjældent. At jeg griner og morer mig fra begyndelse til slutning. Men med Ørkenens Sønner forleden skete miraklet. Deres nye show er vidunderligt forudsigeligt og komplet overrumplende.
Hvordan det skal forstås? Ganske enkelt. Alle ingredienserne kender vi i forvejen logemødet, landmandssketchen, strabadserne i det fremmede, tryllekunsterne, de firstemmige sange, fjertenummeret, fascinationen af det seksuelle og det latrinære det hele er, som det plejer og skal være. Det overrumplende ligger inden i de enkelte numre. I måden, det velkendte tvistes på. I den rablende humor, hvor situationerne drejes i en ny og vanvittig retning, så man nærmest skulle tro, det udsprang af lykkelige improvisationer på stedet.
Afrikansk inspiration
Aftenens show udspilles angiveligt i Afrika. Det er også med inspiration herfra, de allerstærkeste og allersjoveste scener skal findes, nemlig i de to åbningsnumre begyndelsen og lige efter pausen. Først er vi i junglen, hvor Stanley (Asger Reher) leder efter dr. Livingstone. Ham ser vi nu aldrig, men til gengæld både kæmpekvinden Ana Conda (Niels Olsen) med et ualmindelig stort bananskørt og en lige så ualmindelig kælen fremtoning, den vindøjede Tarzan (Søren Pilmark) og ikke mindst Karen Blixen (Henrik Koefoed) og hendes ahfrikahnske fahrm i sangen på melodien I den gamle pavillon.
Efter pausen gælder det filmen Casablanca. Med Pilmark som Humphrey Bogart, Reher som Ingrid Dværgmann, Koefoed som gemytlig fransk gendarm og Olsen som bister nazitysk officer.
Matador som stumfilm
Og når drengene går ud for at klæde om til loge-smoking, fortsætter historien som stumfilm. Også Matador må holde for i op til flere stumfilmudgaver, der er mindst lige så sjove som de levende numre. Fejltagelsen med Johnny Reimar som kokkepigen Laura i stedet for Elin Reimer væltede salen.
At Slikmutter viser sine godter frem et par gange er obligatorisk. At gamle hits og danske sange får ny og sjofel eller fækal tekst, er lige så obligatorisk, som det er morsomt. Igen og igen. Som når H.C. Andersens gamle digterord får denne udformning: En rejsning er at leve.
Og så grinede vi ellers hæmningsløst af visen om pigen og slikkepinden, af de uartige lømler i logen, den firstemmige hyldest til alle kønssygdommene, fjertomanen Otto, der kan poppe popcorn via sit tarmsystem, af karle-danseopvisningen, Grethe, Dorthe, grosserer Pickerup og doktor Svans med Jørgen Reenberg-diktion og alt det andet. Elegant anrettet og præcist turneret af fire charmerende, sexede, musikalske og sjove handyr, der om sig selv siger: »Vi er mænd med en vilje af jern på.«
Ja, mon ikke og tak for det!