Hun var hele Danmarks Grethe – og den opfattelse rokkes der ikke ved

»Du tør måske ikke?«

Et spørgsmål, der kan få enhver trodsig ben-i-næsen-type til at gøre næsten hvad som helst. Og det er da også tilfældet i Ina-Miriam Rosenbaums muntre, musikalske iscenesættelse af ”Hele Danmarks Grethe”. Her stilles det ledende spørgsmål flere gange til Pernille Schrøders gæve Grethe Sønck, der kaster sig ud i alt fra sang i løvebur til malkning af ko på scenen.

Det er ikke et dybdegående, psykologisk portræt, der tegnes af den folkekære Grethe Sønck i Jesper Malmoses manuskript til ”Hele Danmarks Grethe”, der deler titel med Søncks egen erindringsbog. »What you see is what you get,« konstaterer Kristian Bolands Sejr Volmer-Sørensen om Grethe. Det er ment som en kompliment, men udtalelsen understreger også det overfladiske billede af Grethe, iscenesættelsen understøtter. 

Hun starter på gulvet, liggende på alle fire, som mange nok vil huske hende fra DR’s underholdningsprogram ”Gæt og grimasser”, der rullede over danske tv-skærme fra 1983 og knap to årtier frem. Karsten Jansfort lever sig ind i rollen som værten Erling Bundgaard, hvis fornemste opgave det tilsyneladende var at få Grethe ned på gulvet. For Grethe var, som iscenesættelsens afsluttende replik understreger, »klar til at leve op til det billede, vi alle sammen havde af hende, som den glade pige«.

Søren Glads grå scenografi har visse ligheder med kulisserne fra ”Gæt og grimasser”, ligesom de cue cards, skuespillere indledningsvist benytter, er inspireret af logoet fra tv-programmet. Henrik Pihls lyssætning gør den enkle, turnévenlige scenografi levende og foranderlig, når farverne skifter og skaber stemninger, der matcher de forskellige scener. Fra den unge Grethe til sin første amatørsangkonkurrence, til hun modtager Ridderkorset i 2000.

Ina-Miriam Rosenbaums iscenesættelse er hurtigt og munter, som en god revy – endda med revyens velkendte dansetrin på række i Rebekka Lunds koreografi. Pernille Schrøder gør en fin figur som Grethe Sønck, selv om hendes sangstemme ikke helt rammer den samme fandenivoldskhed, som Sønck var så kendt for. Kristian Boland er fortrinlig både som Grethes brovtende stedfar og hendes storcharmør af en utro ægtemand, Sejr Volmer-Sørensen. Karsten Jansfort bevæger sig ind og ud af utallige roller som diverse chefer og leverer især en smørblød lyd i sin duet med Grethe i rollen som hendes første ægtemand, Hjalmar Nicolausen. Også Charlotte Guldberg er særdeles velsyngende og skarp i rollen som alle andre kvinder omkring Grethe.

Men det er dog især de musikalske arrangementer fra kapelmester Jens Krøyers dansende fingre på klaveret og de to andre alsidige musikere i forestillingens forrygende tremandsorkester, der skaber den største oplevelse i iscenesættelsen. En medrivende musikalitet, der uundgåeligt sætter gang i salens publikum.

”Hele Danmarks Grethe” er som udgangspunkt skåret over samme læst som Trine Pallesens ”Ta’ mig som jeg er” om Grethe Ingmann. Men portrættet rummer mindre dybde, fokuserer i stedet mere på det overfladiske og skaber en festlig, forventelig fremstilling af kvinden i centrum.