Fortsæt til indhold
Musik

Rasmus Seebach på tysk?

Den populære sanger er klar med et nyt album, og næste hitmarked kan være Tyskland.

Efter en kæmpe kommerciel succes med sit debutalbum fra 2009 er Rasmus Seebach nu klar med sit andet album "Mer' end kærlighed", der udkommer på mandag. Det første album solgte mere end 200.000 eksemplarer, og succesen har fået flere af nabolande til at spærre øjene op for den kærlige, danske rimsmed.

Således kan Tyskland være det næste marked, Rasmus Seebach er på vej ind på.

I et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag fortæller Seebach blandt andet om tankerne om at rykke inde på det store marked.

"Det er ikke sådan, at jeg har gået rundt med en drøm om at blive popstjerne i Tyskland. Men det er da sjovt, når der kommer nogen og spørger, om jeg vil synge mine sange på engelsk. Et øjeblik tænkte jeg: Hvorfor ikke synge dem på tysk? Jeg lod det dog blive ved tanken," fortæller Rasmus Seebach i dagens udgave af avisen.

Sin fars sang

Det er pladeselskabet Universal Music, der har vist interesse for at bringe Rasmus Seebachs musik til Tyskland, efter han har lavet en engelsk udgave af nummeret "Natteravn", der på engelsk hedder "Calling (Nighthawk)". Det er planen, at der på et tidspunkt skal udkomme et album i Tyskland - dog på engelsk.

På det nye album er en udgave af Tommy Seebachs nummer, "Under stjernerne på himlen", der var farens sidste Grand Prix-nummer. Den vandt det danske Melodi Grand Prix, men fik en skidt placering i den internationale udgave af konkurrencen.

"Sangen tilhører tiden, da det gik ned ad bakke og sluttede for min far. Derfor kunne man se det, at jeg indspiller sangen nu, som udtryk for, at jeg ville samle den op og bringe den videre. Egentlig er det mere enkelt," siger Rasmus Seebach og fortsætter:

Plastikagtig

"Da jeg på et tidspunkt skulle på turné, blev vi i bandet enige om at spille sangen. Publikum kunne godt lide den, og jeg blev opfordret til at tage den med på pladen, hvor den lukker og slukker. Det er jo en godnatsang med et tekstunivers, som ikke ligger langt fra, hvad jeg selv kan brygge sammen. Den originale udgave var lidt plastikagtig. Nu lyder den næsten som country, og jeg tror, at mange vil finde nye sider af den," siger Rasmus Seebach.

Læs hele interviewet i dagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten, og læs anmeldelsen af Rasmus Seebachs nye album her.

Læs også: Engelsk band er fan af Rasmus Seebach