Festivalgænger: "Vi hjalp hinanden"
Da Prince spillede på Smukfest onsdag aften, var der tryk på foran scenen.
Der var sort af mennesker foran bøgescenen, da Prince i går spillede til Smukfest i Skanderborg.
Dagen der på er det blevet debatteret, om det var for mange mennesker, der i aftes var mødt op for at synge med på hits som "Purple Rain". Flere kritikere har kaldt antallet af tilskuere for uforsvarligt.
Festivalgænger Henrik Siig var en af de mange håbefulde fans, der var mødt op for at opleve legenden live. Han stod tyve meter fra scenen og oplevede på egen krop trængslen i skoven.
"Folk stod pakket foran scenen. Jeg har været til mange koncerter, og jeg synes ikke, at jeg er sart, men det kunne være gået helt galt," siger Henrik Siig til Jyllands-Posten.
Manglende sikkerhed
En af de ting, der er blevet kritiseret, er manglen på de såkaldte "bølgebrydere", som det er blevet mere og mere udbredt, at man opstiller blandt publikum for at minimere oplevelsen af, at man bliver skubbet bagfra.
Selvom politiet i dag har meldt ud, at sikkerheden til koncerten var i orden, så mener Henrik Siig, at arrangørerne skal takke publikum for, at situationen ikke kom ud af kontrol.
"Folk var heldigvis rolige og søde. Jeg har sjældent oplevet, at folk har hjulpet hinanden så meget til en koncert," siger han.
Debat på sociale medier
Henrik Siig er ikke den eneste, som ikke var helt tryg ved situationen ved aftenens koncert. På Jyllands-Postens facebookside har blandt andre Palle Rasmussen skrevet følgende om sine oplevelser i går aftes.
"Et par steder i mængden oplevede jeg folk tæt på panik i trængslen," skriver han.
Der har ikke været meldt om nogle alvorlige episoder, og for Henrik Siig var trængslen da heller ikke nok til at ødelægge koncertoplevelsen.
"Jeg havde en rigtig god koncert, det var kæmpestort," siger han.