Musikanmeldere: Ariana Grandes koncert var ikke noget tilfældigt terrormål
Angrebet på Ariana Grande og hendes fans var vævet ind i kvindehad, mener Rolling Stones anmelder.
Det var ikke et tilfælde, at Manchester Arena blev angrebet, lige netop da popstjernen Ariana Grande var på scenen.
Hun lærer nemlig sine overvejende unge fans nogle værdier, som tilhængere af et mere ekstremt kvindesyn ikke bryder sig om. Det indikerer flere engelske og amerikanske musikkritikere i artikler efter angrebet, der skete mandag aften.
»Hun repræsenterer den slags girl power, som ekstremister hader,« skriver bl.a. The Telegraphs kritiker Neil McCormick.
The Guardians Alexis Petridis bakker op om teorien. Han skriver, at Ariana Grande giver teenagerne præcis den »selvstændiggørende, transcenderende oplevelse, som mange terrorister hader«, mens Rolling Stones Emily Crockett mener, at det var selvmordsbomben var et bevidst angreb på piger.
»Kvindehad var vævet ind i denne hadhandling,« skriver Emily Crockett.
22 personer døde og 59 blev såret ved angrebet, som blev udført af en enkelt gerningsmand. Islamisk Stat har efterfølgende taget skylden for angrebet, men politiet efterforsker stadig, om manden handlede på egen hånd eller på vegne af et netværk.
James Harkin, som er skribent på det amerikanske musikmagasin Billboard, hæfter sig ved, at valget af en Ariana Grande-koncert som terrormål ikke var nogen tilfældighed »i betragtning af at et had til vestlig popmusik kombineret med middelalderlige ideer om kvindelig dyd har været centralt for Islamisk Stat siden begyndelsen«.
Den danske musikanmelder og freelancejournalist Anders Houmøller Thomsen er ikke ret overrasket over angrebet. Han anmeldte for nylig Grandes koncert i Herning for Jyllands-Posten, og som musikanmelder er man ganske opmærksom på terrortrusler efter angrebet på Bataclan i Paris, hvor selvmordsbombere tog livet af 89 mennesker under en koncert med det amerikanske rockband Eagles of Death Metal, fortæller han.
Hvis jeg skal være ærlig, så var det noget, der sad i baghovedet på mig. Det gør det, når man er til den slags koncerter. I nogle kulturkredse bryder man sig bare ikke om musik og livsglæde eller for den sags skyld om kvinder, der udstråler seksualitet. Men det oplagte at sætte fokus på er, at vedkommende garanteret godt har vidst, at han ville ramme et børne- og familiepublikum.Anders Houmøller Thomsen, , Musikanmelder og freelancejournalist
»Hvis jeg skal være ærlig, så var det noget, der sad i baghovedet på mig. Det gør det, når man er til den slags koncerter. I nogle kulturkredse bryder man sig bare ikke om musik og livsglæde eller for den sags skyld om kvinder, der udstråler seksualitet. Men det oplagte at sætte fokus på er, at vedkommende garanteret godt har vidst, at han ville ramme et børne- og familiepublikum. Om der har været mere udspekulerede motiver bag, at det netop skulle være hende, ved jeg nu ikke. Man kan sagtens - ud fra forkvaklede holdninger til, hvad man må og ikke må - karakterisere Ariana Grande som en, der er forkastelig. Men det gælder jo så stort set alle kvindelige popstjerner i nyere tid,« siger han.
Ariana Grandes koncert i Manchester Arena var et led i hendes Europa-turné med albummet ”Dangerous Woman”. På bagtæppet under koncerten blev der ifølge Houmøller Thomsen projekteret ord, som kunne ligne feministiske slogans. Ord som »strong«, »feroucious«, »female« og »empowered«.
»Det signalerer kvindelig frihed, men det stikker ikke ret dybt. Det var en form for budskab til måske netop hendes yngre fans om, at man skal være selvstændig og turde folde sig ud. Men jeg synes ikke, hun slår sig særlig aggressivt op på kvindeværdier. Hun er i virkeligheden meget familievenlig og næsten lidt Disney-agtig og ikke en, man burde kunne se sig i sur på - ud over at hun selvfølgelig udstråler noget sexappeal,« siger han.
Ariana Grande er altså ikke nogen særlig markant repræsentant for feminisme, understreger han. Han tror derfor nærmere, gerningsmanden har forsøgt at ramme så mange som muligt frem for at have udvalgt sig et stærkt feministisk ikon som mål for sit angreb, sådan som nogle af hans udenlandske kollegaer indikerer.
»Jeg må nok indrømme, at jeg synes, der går lidt spekulationer i det, og jeg synes egentlig ikke, man skal begynde at trampe for meget rundt i det, fordi man så netop for en kunstnerisk side begynder at blive bange for, hvad man må og ikke må, og hvor meget hud man må vise. Det er lige præcis, hvis man begynder at spekulere i den slags, at man går ærinde for de her folk, der står klar med deres åndssvage bomber,« siger han.