Forfatter: Verdenskendt Asmussen forblev nysgerrig
Danmark har mistet sin største danske jazzmusiker nogensinde, siger forfatter til portrætbog.
Gennem 100 år nåede Svend Asmussen at skabe kunst i mange former og genrer, men han forblev nysgerrig til det sidste og nød sin plads på toppen af dansk jazz' trone med begge ben plantet på jorden.
Det fortæller Frank Büchmann-Møller, der er bibliotekar på Syddansk Universitets musikafdeling og en af to forfatter bag en bog om Svend Asmussen i anledning af hans 100 års fødselsdag.
- Han skal op på den allerøverste hylde. Han er den største jazzmusiker, Danmark nogensinde har haft. Asmussen kom ud til hele befolkningen. Og han var kendt i hele verden, siger han.
- Hans betydning ligger også i, at han har været inspirator for en masse danske og internationale jazzmusikere.
Svend Asmussen blev blandt andet kendt som jazzviolinist. Men det var langt fra den eneste kunstart han dyrkede med succes.
- Han var så knagende dygtig. Han havde en natur, der gjorde, at når han kastede sig over noget, så blev det godt, siger Frank Büchmann-Møller.
- Det var lige meget, om det var tegning, skulpturer, musik, kompositioner eller arrangementer.
En af årsagerne var ifølge Frank Büchmann-Møller, at han Svend Asmussen på trods af sin nysgerrig havde en nidkærhed for kvalitet i detaljerne.