Fortsæt til indhold
Musik

Take That som trio spiller i Herning

De begyndte med at være fem. Så blev de fire. Så fem igen. Nu er boybandet kun tre.

Take That i en trioudgave giver koncert i Boxen i Herning den 1. oktober.

Da gruppen senest optrådte i Danmark, var det i Parken i 2011 og som en kvintet.

Robbie Williams, der oprindeligt var med i boybandet, var efter en lang, succesrig solokarriere vendt tilbage på både en plade og turné. Der var planlagt to koncerter i Parken. Det blev kun til en optræden, fordi Robbie Williams blev syg før det andet show.

Det er ikke overraskende, at Williams er vendt tilbage til solotilværelsen. Derimod kom det bag på mange, da Jason Orange forlod gruppen. Han er således ikke med på det seneste Take That-album, ”III”.

Trioen er spændt

Den gruppe, som optræder i Boxen i Herning, er Gary Barlow, Mark Owen og Howard Donald.

Take That udtaler i en pressemeddelelse:

”Vi har altid været utroligt stolte af vores liveshows, og vi er virkelig spændte og begejstrede for at skulle på tour igen i år. At optræde for et publikum er noget af det, vi elsker mest og vi ser frem til at give folk en stor oplevelse. Det er fire år siden vi sidst var på tour, så vi er virkelig spændte på, at skulle tilbage på landevejen igen og spille nogle af vores største hits fra de seneste to årtier, sammen med vores nye sange.”

Billetsalget begynder den 30. januar.