Fødselsdagsfest med Runrig

Tønder Festival kunne lørdag fejre 40 års fødselsdagskoncert med en stribe navne på Open Air-scenen fra kl. 13, og Runrig toppede dagens tidlige festivitas.

Selvfølgelig, kunne man tilføje, for det skotske band har optrådt så mange gange på Tønder, at festivalen i det officielle program har opgivet at holde rede på antallet og opgør det til ”utallige gange”.

Men er bandet stadig efterspurgt?

Nostalgisk raketfart

Svaret var tydeligvis et varmt og venligt nikkende ”ja” fra publikum, som var med bandet lige fra den storladne og stolte åbning med ”Rocket to the Moon”. En sang, der er typisk for gruppens folk, der spiller med de store rock-muskler og ind imellem puster sig op i stadion-størrelse. Raket-nummeret er en pompøs klap-med-træffer, der fik de grå skyer over det flade landskab til at trone som et skotsk højlands-panorama.

Runrigs ”Pride of the Summer” (kendt som ”Beat the Drum”) afkræver også opmærksomhed med demonstrativt store armbevægelser, og musikkens rock-pondus fik Tønder-publikummet til at gribe hinanden om skuldrene og give sig hen til syng-med-spruttende nostalgi. Musikken er her ikke vildt raffineret, men den er pågående effektiv.

”Tuna”-festivalen

”Pride of the Summer” er fra slutningen af 80’erne, hvilket også var Runrigs storhedstid. Men genren folk er jo en tidløs størrelse, så det skotske band har bare fortsat uanfægtet og både overlevet indkøring af ny forsanger, udskiftninger, kommerciel deroute og alvorlig sygdom. Gruppen kunne faktisk også fejre sit eget 40 års jubilæum sidste år, og intet tyder på, at Runrig er pensions-moden på ”Tuna”-festivalen, som bandets forsanger udtalte Tønder-begivenheden. Taknemmeligheden overfor festivalen overgik dog langt danskkundskaberne, for skotterne leverede en hengiven fødselsdagshilsen til Tønder og beviste i øvrigt, at de også sagtens kan spille livlig folk fraregnet forstærker og buldrende rock.

Folk-forbrødring

Forinden havde bl.a. gruppen We Banjo 3 givet opvisning i basis-spilleglæde med heftig violin- og banjo-spurt og et levende nærvær. Da solen tittede frem, bad musikerne om solcreme, for ”irere er de eneste, der kan blive solbrændt selv i mørke”. Og da regnen kort efter tæskede ned, improviserede de en tekst om, at verden har brug for flere regnfrakker. På pladsen sad en kvinde og et barn i læ under samme regnslag, og de smilede aldeles upåvirkede af vejret, mens gråskæggede ældre mænd fik en undskyldning for at søge ly i barerne og kramme endnu en fadbamse. På scenen rendte forskellige musikere ind og ud i den helt store familiære folk-forbrødring, og en ballade gjorde publikum ganske fløjte-bløde i knæene, og regnen aftog langsomt.

Hvis man er tilhænger af den berygtede Tønder-magi, så indfandt der sig lige netop i denne stund en afslappet og kærlig uforudsigelighed, som man kan vælge at kalde lykke.

Kort og godt

På samme store Open Air-scene spillede en anderledes kantet og bramfri karakter lørdag aften.

Man skulle tro, at Steve Earle var et hovednavn, men overraskende få tilskuere dukkede op til seancen. Det ville også have hjulpet, hvis festivalen havde anført det præcise tidspunkt for hans koncert i programmet.

Steve Earle skulle nå et fly, så det blev kun til en times optræden. Den 59-årige sangskriver har en del at passe. Han har zigzagget mellem forskellige genrer og gjort sig som producer, forfatter og skuespiller.

Men der er ikke antydning af Hollywood-glamour over den trinde amerikaner med det lange grå hippie-skæg, den vigende hårgrænse og slidt denim tilsat brun vest. Han ligner mest sådan en fyr, der ved et busstoppested spørger folk, om de kan undvære nogle kroner.

Sangene er mere præsentable, og Steve Earle fik skabt gevaldig intimitet uden filter – i sang og snak – selv om han ind imellem kastede et sideblik på uret.

Der var skøn henkastet charme i den sorthumoristiske ”I Ain’t Ever Satisfied” med følgende for ham typiske linjer: ”I had me a woman she was my world/But I ran off with my back street girl/Now my back street woman could not be true/She left me standin’ on the boulevard thinkin’ bout you.”

Rent biografisk passer teksten upåklageligt til Earle, som ifølge Wikipedia har været gift syv gange – og tidligere på året blev separeret.

”Jeg skal skilles igen, og hvis jeg skal af med det hele, så er der en ting, jeg vil insistere på at beholde: det er min mandolin,” bemærkede Steve Earle og gav bl.a. den skønne ”Galway Girl” på det bette instrument. Men mandolinfeber eller ej: Earle er ingen virtuos på strengeinstrumentet, og man savnede også fylde i flere sange, hvor den engagerede historiefortæller kunne have haft gavn af band-opbakning.

Efterspurgt fedterøv

Steve Earle var – på trods af kvalitet – ikke noget trækplaster. Og slet ikke for det yngre publikum. Men Tønder Festivalen lykkes alligevel med en grad af nødvendig fornyelse. Det unge danske navn Folkeklubben holdt familiefest med mange gode sange i et proppet telt. Havde bandet ikke givet ”Fedterøv” til sidst, var det dog muligvis endt i rene optøjer med svingende banjoer og aggresivt løftede piber og fadølsbægre. Men publikum fik selvfølgelig den satiriske ny-klassiker om hykleren og egoisten. Og de unge ansigter på og foran scenen giver håb for festivalen, hvis den også skal tjene lokalområdet yderligere 40 år frem i tiden.