Portræt: Dylan fra A-Z

Hvem har Bob Dylan været gift med? Hvor mange børn har han, og hvornår var det, han flyttede til New York og blev professionel musiker? Se svarene i forbindelse med hans koncert i Odense.

Artiklens øverste billede

A

“All Along The Watchtower”. Dette klassiske nummer blev indspillet i Nashville i efteråret 1967 i en version, der varer blot to et halvt minut, og som findes på albummet ”John Wesley Harding”. Bob Dylan optrådte første gang live med nummeret i 1974, altså flere år efter at det blev et hit for Jimi Hendrix. ”All Along The Watchtower” blev spillet ved 40 koncerter i 1974 og ved over 100 koncerter i 1978. Det er efterhånden spillet omkring 1.500 gange live. Ud over Hendrix har blandt mange andre U2 og Bryan Ferry lavet coverversioner.

B

Baez, Joan. Den amerikanske sangerinde var mere populær end Dylan , da de mødtes i begyndelsen af 1960’erne. De sang duet ved den berømte Newport Folk Festival i juli 1963, og Dylan fik mulighed for at optræde ved Baez-koncerter. I 1965 var hun med på den turné i England, som dannede baggrunden for D.A. Pennebakers film ”Don’t Look Back”, og det er veldokumenteret, at hun blev skuffet over, at han ikke introducerede hende i forbindelse med koncerterne. Hun optrådte dog igen på turneer i 1970’erne og igen i 1984.

Band, The. Den canadiske rockgruppe, der forinden hed The Hawks, arbejdede sammen med Bob Dylan fra midten af 1960’erne, da han forvandlede sig fra folk- til rockstjerne, til midten af 1970’erne. I 1967 indspillede de sammen en lang række numre, hvoraf en del findes på ”The Basement Tapes”. The Bands mest berømte album er ”Music From Big Pink” og ”The Band”.

Bob Dylan . Han begyndte at kalde sig Bob Dylan omkring 1960. Dylan var inspireret af digteren Dylan Thomas. Bob skyldtes, at mange andre i popbranchen havde det fornavn.

C

Cash, Johnny. Den amerikanske countrystjerne, der døde den 12. september 2003, indspillede flere numre af Bob Dylan på albummet ”Orange Blossom Special” (1965). Dylan og Cash indspillede i februar 1969 en række sange, bl.a. "Girl From The North Country” (Også kaldet "Girl Of The North Country"), som findes på albummet "Nashville Skyline". Dylan indspillede i 1996 Cash-klassikeren ”Ring Of Fire” til et soundtrack.

D

Dennis, Carolyn. Hun var fra 1978 og en halv snes år frem korsanger for Dylan . De blev gift i 1986 og fik ét barn sammen, Desiree Gabrielle Dennis-Dylan . Parret blev skilt i 1992.

Dylan , Anna. Datter af Bob og Sara Dylan . Født i Woodstock den 11. juli 1967.

Dylan , Bob . Søn af Abraham og Beatty Zimmerman. Født den 24. maj 1941 i Duluth, Minnesota. Han fik navnet Robert Allen Zimmerman. Han begyndte at spille musik i forskellige sammenhænge i 1950’erne, og i januar 1961 flyttede han til New York. I marts 1962 blev hans debutalbum ”Bob Dylan ” udsendt. Den 9. august 1962 ændrede Robert Zimmerman formelt sit navn til Bob Dylan .

Dylan , Jakob. Den yngste søn af Bob og Sara Dylan . Født i New York den 9. december 1969. Jakob er frontfigur i bandet The Wallflowers, der har haft størst kommerciel succes med albummet “Bringing Down The Horse” (1996).

Dylan , Jesse. Søn af Bob og Sara Dylan . Født i New York den 6. januar 1966. Han er instruktør af reklamer, tv og film.

Dylan , Sara (Sara Lownds). Født i Delaware 28. oktober 1939. Mødte Dylan i 1964, og de blev gift 22. november 1965. Dylan adopterede Saras datter Maria. De blev skilt i 1977. Ægteskabet var flere år forinden i krise, som det fremgår af tekster og musik på albummet ”Blood On The Tracks”.

Dylan , Samuel. Søn af Sara og Bob Dylan . Født den 30. juli 1968 i Woodstock.

E

Elston Gunnn. Et af Bob Dylans mange pseudonymer. (Se også under P.)

F

Fourth Street i Greenwich Village, New York. Her boede Bob Dylan i en lejlighed. I nærheden lå Gerde’s Folk City, hvor han optrådte den 11.-16 april og den 18.-23. april 1961. Han varmede op for bluesguitarist John Lee Hooker.

G

Gaslight Café, The. Kaffebar på MacDougal Street i Greenwich Village. Her optrådte Bob Dylan , efter at han var kommet til New York.

Ginsberg, Allen. Den berømte amerikanske digter mødte Bob Dylan i slutningen af 1963, og de var venner frem til Ginsbergs død i 1997.

Grossman, Albert. Albert Grossman, der døde i 1986, var Bob Dylans manager 1962-1970. I begyndelsen af 1980’erne sagsøgte Albert Grossman Bob Dylan for et millionbeløb, som han mente at have til gode.

Guthrie, Woody. Den berømte amerikanske folkemusiker var et forbillede for Bob Dylan , ikke mindst i begyndelsen af karrieren. På Dylans debutalbum finder man sangen ”Song To Woody”.

H





Helstrom, Echo. Hun var, hedder det sig, Bob Dylans første kæreste. Efter sigende skulle hun være inspiration til ”Girl From The North Country” og ”Hazel”. Der er et band, som kalder sig Echo Helstrom.

I

Isle Of Wight. Bob Dylan var hovednavn ved den britiske ø-festival i august 1969. Forud for koncerten, der fik hård kritik, mødte han bl.a. John Lennon, George Harrison og Ringo Starr.

J

Johannes Paul II. Den 27. september 1997 optrådte Bob Dylan ved en festival arrangeret af Vatikanet i Rom. Dylan delte scenen med paven og spillede tre numre, bl.a. ”Knockin’ On Heavens Door”.

K

Kirkland, Sally. Amerikansk skuespiller, som påstår, at hun havde et forhold til Bob Dylan i 1976 og igen i 1980’erne.

L

Lanois, Daniel . Canadisk musiker og producer.

Han var producer på Dylan -albummet ”Oh Mercy” og co-producer på ”Time Out Of Mind”. Han har desuden samarbejdet med bl.a. U2.

M

Motorcykel. Den 29. juli 1966 kørte Bob Dylan galt på en motorcykel nær sit hjem i Woodstock, New York. Det er 40 år senere stadig uklart, hvor meget Dylan kom til skade. Det diskuteres også fortsat, hvilken motorcykel han kørte på (de fleste taler om en Triumph). Der er sagt og skrevet meget om, at uheldet ændrede Dylans musik, stemme og person.

N

”No Direction Home”. Dokumentarfilm om Bob Dylan , der er blevet vist i dansk tv og udsendt på dvd. Filmen kostede omkring 4,5 mio. dollars. Dylan indkasserede omkring 1 mio., mens instruktør Martin Scorsese modtog et lignende beløb som instruktør. En stor del af filmen står David Tedeschi bag.

O

Oscar. Bob Dylan modtog i 2001 en Oscar for sangen ”Things Have Changed”, der var en del af lydsporet til filmen ”Wonder Boys”.

P

Pseudonym. Bob Dylan har benyttet sig af en række pseudonymer, bl.a. Justin Case, Jack Frost, Blind Boy Grunt, Bob Landy, Jim Nasium og Tedham Porterhouse. ”Jack Frost” optræder som producer af det seneste album, ”Modern Times”. Han har brugt ”Jack Frost” som producernavn siden albummet ”Under The Red Sky” (1990).

Q

Quinn The Eskimo (The Mighty Quinn). Nummeret med titlen      ”The Mighty Quinn” var et stort hit for Manfred Mann i 1968. Sangen findes på bl.a. Dylans album ”Self Portrait” (1970).

R

Robertson, Robbie. Optrådte sammen med Bob Dylan i Forest Hills sommeren 1965. Han indspillede senere musik med Dylan og blev en lederskikkelse i The Band – både med og uden Bob Dylan .

Rotolo, Susan Elizabeth. Hun var Dylans veninde i New York tidligt i 1960’erne og ses sammen med Dylan på coveret til albummet ”The Freewheelin’ Bob Dylan ”.

S

Salg. Bob Dylan optræder på en uofficiel liste over bands og solister, som har solgt flere end 100 mio. eks. af deres albumudgivelser. Det seneste album, ”Modern Times”, har solgt omkring 34.000 eks. herhjemme. På verdensplan er salget omkring 2,2 mio. eks.

Springs, Helena (Helena Lisandrello). Korsanger og sangskriverpartner for Bob Dylan sidst i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Hun har også arbejdet sammen med David Bowie, Mick Jagger, Elton John og Bette Midler.

T

Tarantula. Bogudgivelse med prosatekster af Bob Dylan . Indholdet blev skrevet i 1965-1966, men bogen blev først officielt udgivet i 1971.

Traveling Wilburys. Engelsk-amerikansk band bestående af Bob Dylan , George Harrison, Jeff Lynne, Tom Petty og Roy Orbison. På bandets første album optrådte stjernerne under pseudonym. Dylan var Lucky Wilbury, mens George Harrison var Nelson Wilbury. To år efter Orbisons død den 6. december 1988 udkom det andet album med gruppen. Her kaldte Dylan sig Boo Wilbury.

U

U2. Forsanger Bono kom på scenen ved en Dylan -koncert i 1984 i Irland, og de sang sammen ”Blowin’ In The Wind”. Tre år senere var det Dylan , som var gæstesolist til en U2-koncert i L.A. Dylan medvirkede på to numre på U2-albummet ”Rattle & Hum”, ”Hawkmoon 269” og ”Love Rescue Me”. På samme album findes U2’s live-version af ”All Along The Watchtower”. Bono var manden, som skabte kontakt mellem Dylan og producer Daniel Lanois.

V

Village, Greenwich. Denne bydel i New York spiller en afgørende rolle i historien om Bob Dylan . Han kom til New York i begyndelsen af 1961 – efter sigende den 24. januar – og opsøgte kort efter en række spille- og mødesteder for musikere.

W

Wallflower. Bob Dylan skrev ”Wallflower” og indspillede den i begyndelsen af 1970’erne. Den findes på albummet ”Bootleg Series Vol. 1-3”. Sønnen Jakob Dylan opkaldte sit band The Wallflowers efter det nummer.

Williams, Hank . Bob Dylan har betegnet Hank Williams, der døde 29 år gammel i 1953, som sit første idol. Hank Williams betragtes af mange som den første stjerne inden for countrymusikken. Dylan har optrådt med flere Hank Williams-numre, bl.a. ”Hey Good Lookin’”.

X

XM Radio. Bob Dylan har indtaget studieværtrollen på ”Deep Tracks”, et program, som amerikanske XM Radio står bag.

Y

Young, Neil. Den canadiske rockstjerne spillede i 1960’erne flere coverversioner af Dylan -numre. Dylan og Young optrådte første gang sammen på en scene i marts 1975. I 2002 spillede Dylan ved flere koncerter Young-klassikeren ”Old Man”.

Z

Zimmerman, Abraham. Bob Dylans far, født i Minnesota.

Zimmerman, Beatty . Bob Dylans mor, født i Minnesota.

Zimmerman, David Benjamin . Dylans lillebror. Han lærte som barn at spille musik, men det blev ikke til en musikkarriere. Han gør efter sigende forretninger sammen med Bob Dylan . Tidligere i år købte han ifølge britisk presse en ejendom til Bob Dylan i Skotland. Han har to sønner, som spiller musik.

Kilder: The Bob Dylan Encyclopedia, Michael Gray (Continuum). Bob Dylan Leksikon, Karsten Jørgensen (Borgen). Chronicles, Bob Dylan . Wikipedia.org., bbc.co.uk., allmusic.com.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen