Hun har ingen planer om at forlade sin familie og springe på et tog til Berlin for at drikke sig halvt ihjel – men tanken strejfer hende
Med udgangspunkt i Tom Kristensens knap 100 år gamle klassiker ”Hærværk” har sangeren Soleima skrevet en række sange om trangen til at sætte alt over styr i én stor brandert.
Sarah Mariegaard har det hele.
Alt, hvad hun nogensinde har drømt om.
Hun bor med sin mand og to børn på Nørrebro i København, og under kunstnernavnet Soleima har hun opnået succes som sanger og sangskriver.
Hendes liv er perfekt, siger hun.
Men indimellem længes hun efter noget andet.
Hun længes – ifølge egne ord – nogle gange »efter at fucke det hele op«.