Midt i forestillingen kom jeg i tanke om et telefonopkald – og fik en dårlig smag i munden

For nylig havde jeg en venlig ung mand fra en nødhjælpsorganisation i røret. Jeg undslog mig med, at jeg allerede støtter netop dem, men sandheden er, at jeg simpelthen ikke orkede at diskutere med endnu en phoner.

Egentlig havde jeg glemt alt om det, men midt i ”The Greek Passion” dukkede samtalen op i min bevidsthed igen – med en tilhørende dårlig smag i munden.

For det er omdrejningspunktet i ”The Greek Passion”: afstanden mellem det, vi ved, vi bør gøre, og det, vi rent faktisk gør. Eller ikke gør.

Operaen foregår i den lille græske by Lykovrisi – et paradis på jord, hvor indbyggerne dog har ganske travlt med at smide sten efter naboen i stedet for at pudse vinduerne i deres eget glashus. Da en gruppe flygtninge dukker op og beder om hjælp, er freden dog forbi.

Byen bliver splittet i to: På den ene side står den selvgode fulderik af en landsbypræst, Fader Grigoris, hvis talent for at bøje kristendommens regler til sin egen fordel langt overstiger hans evne til at efterleve dem. Over for ham står hyrden Manolios, som gradvist får samlet sig en lille menighed af folk, der gerne vil hjælpe de nytilkomne.

Gennem operaen spidser konflikten mere og mere til, indtil det til sidst – selvfølgelig – ender grueligt galt.

Udfordrende modernisme

På nodepapiret foregår ”The Greek Passion” i begyndelsen af 1900-tallet, men handlingen er flyttet til nutiden. Som regel har jeg et ret lunkent forhold til sådan nogle opdateringer, men her virker det i store træk: Billedet af en afdanket båd, der kaster sin last af forhutlede flygtninge i redningsvest op midt i Lykovrisis opulente dagligstue-setup, er så stærkt, at jeg kan mærke publikum holde vejret sammen med mig.

Lykovrisi-beboernes åbenlyse foragt for deres medmennesker minder mig om opkaldet fra den unge phoner og min afvisning. Av. For flygtningene er bare katalysatoren for stykkets hovedspørgsmål: Hvor meget kan og vil vi hjælpe? Hvor meget må det koste os?

Den unge enke Katerina, spillet af en aldeles velsyngende Amira Elmadfa, sælger alt, hvad hun ejer, og forlader Lykovrisi sammen med flygtningene. Manolios betaler den højeste pris for at træde uden for stregerne. Men hvad med os andre?

Både kor og solister løser Martinůs musik pænt, og især duetten mellem Manolios og Katerina i tredje akt er smukt sunget. Det ændrer dog ikke på, at musikken vil være udfordrende for nogle, men er man glad for f.eks. Stravinskij og Sjostakovitj, vil man være godt hjemme i Martinůs rundhåndede brug af moderne effekter som talekor, messesang og talt dialog.

Monty Python-agtigt skuespil

Der er også nogle ujævnheder. Om det er måden, stykket er skrevet på, ved jeg ikke, men netop i den scene, hvor Fader Grigoris har potentiale til at blive allermest skræmmende og væmmelig, kammer skuespillet over, så hans fordømmelse og udstødelse af Manolios mest af alt bare bliver lidt Monty Python-agtig.

Det kan i det hele taget være farligt at smøre for tykt på: Operaens sidste scene udspiller sig foran et pigtrådshegn med et EU-flag som bagtæppe, og det bliver simpelthen for meget for mig. Jeg elsker kunst, der maner til eftertanke. Jeg bliver træt af kunst, der taler ned til publikum ved at skære pointerne ud i pap.

Moralen om udstødelse og hykleri var rigeligt tydelig allerede i første akt, og det får mig ikke til at handle eller tage stilling, det får mig mest bare til at sukke indvendig.

Det til trods er ”The Greek Passion” absolut værd at se og høre, især hvis man har appetit på noget andet end de sædvanlige operahits.