Stjerner hylder Avicii efter dødsfald: »Han havde så meget mere at udrette«
Den svenske musiker Tim "Avicii" Bergling døde som 28-årig.
Flere fremtrædende musikere har udtrykt deres sorg over tabet af den 28-årige svenske dj og musiker Tim Bergling, der er bedre kendt under kunstnernavnet "Avicii".
Han blev fundet død fredag eftermiddag, 28 år gammel.
»Frygtelige nyheder om Avicii - en smuk sjæl, der var passioneret og ekstremt talentfuld og som havde så meget mere at udrette,« skriver dj-stjernen Calvin Harris, der samtidig sender sine tanker til Tin Berglings pårørende.
Også den britiske pop-trio The Adelaides har udtrykt sympati og skriver, at Avicii er »forsvundet alt for tidligt«.
Den amerikanske sanger Adam Lambert kalder Avicii en »fremragende komponist og en gavmild person«.
Blandt danske musikere har dødsfaldet ligeledes skabt sorg.
»Jeg mødte ham senest for et par uger siden på SoHo i Los Angeles, hvor vi gav hinanden et kram. Det er virkelig et kæmpe tab. Ikke bare for den elektroniske musik. Men for musikken i det hele taget«, siger den danske dj Morten Breum til Ekstra Bladet.
Aviciis pressekontakt, Ebba Lindqvist, har udsendt en meddelelse, hvor der står:
»Familien er knust, og vi beder alle om at udvise respekt for deres privatliv i denne svære tid. Der vil ikke blive udsendt flere meddelelser«.
I 2016 trak Avicii sig tilbage fra at lave liveoptrædender, blandt andet på grund af sit helbred. Han led af kronisk betændelse i bugspytkirtlen, ligesom han fik fjernet sin galdeblære.
Den 28-årige dj befandt sig i Oman i Mellemøsten, da han fredag eftermiddag blev fundet død.
Der er endnu ingen meldinger om, hvad han døde af.
Dj'en udgav sit første store hit, "Manman", i april 2008. Siden har han lavet flere albums og adskillige singler.
Han slog for alvor igennem i 2011 med singlen "Levels". Senest udgav han i 2017 en EP med seks sange.
Den 28-årige svensker er to gange blevet nomineret til en Grammy Award for sit arbejde og har gennemført to store verdensturnéer.
Nedenfor kan du se Avicii under en liveoptræden med hittet "Levels".