Annonce
Musik

Quincy Jones sviner The Beatles, Michael Jackson og U2

Den hæderkronede amerikanske producer skåner ingen i nyt interview.

Quincy Jones kalder Michael Jackson for en tyv og for grådig. Foto: Joel Ryan, AP

Quincy Jones er ikke nogen Hr. Hvemsomhelst.

Han er en af musikhistoriens mest succesrige producere og har i tidens løb ageret med held inden for både jazz, soul, funk, disco, rock og pop.

Han er blevet 84 år, og det amerikanske magasin Vulture.com har lavet et spørg-svar-interview, hvor Quincy Jones ikke skåner nogen. Derfor er det ingen overraskelse, at der bliver citeret fra interviewet i en række engelske og amerikanske medier.

Quincy Jones er en af musikhistoriens mest berømte producere. Foto: Matt Sayles

Det var Quincy Jones, der producerede Michael Jacksons vel nok mest berømte albumrække "Off the Wall", "Thriller" og "Bad". Men nu skal verden have at vide, at Michael Jackson var en tyv, nærig og grådig.

»Jeg hader at sige det her offentligt, men Michael stjal en masse materiale. Han stjal en masse sange,« udtaler han og nævner Donna Summers "State of Independence" som mere end inspiration til "Billie Jean".

Quincy Jones kalder Jackson for grådig og peger på, at det var keyboardspilleren og sangskriveren Greg Phillinganes, som skrev en del af "Don't Stop 'Til You Get Enough", som Michael Jackson hittede med i 1979, og som i dag står som en evergreen.

»Michael skulle have givet ham ti procent af sangen (i forhold til royalties, red.), men han ville ikke gøre det,« siger Quincy Jones.

Han sætter også spørgsmålstegn ved Michael Jacksons udtalelser om, at han var nødsaget til plastic-operationer på grund af en sygdom.

»Bullshit (..). Han havde et problem med, hvordan han så ud, fordi hans far sagde, at han så grim ud, og faren udnyttede ham også. Hvad kan man så forvente, at der sker?«

Da Quincy Jones bliver spurgt om, hvad han synes om rock, lyder svaret, at det blot er en hvid version af rhythm and blues. Herefter bliver han med et spørgsmål sporet ind på The Beatles. Hvad var hans første indtryk af Liverpoolgruppen?

»De var de dårligste musikere i verden. De var "no-playing motherfuckers",« som han kalder det - hvilket vist ikke kræver nogen oversættelse.

»Paul (McCartney, red.) var den dårligste bassist, jeg nogensinde har hørt,« mener han og sviner derefter The Beatles' trommeslager, Ringo Starr, endnu mere til.

»Han er dog en fin fyr,« lyder det fra produceren.

Quincy Jones har også en mening om U2, der sammen med The Rolling Stones har stået som verdens største stadionband i en årrække, og irerne har udgivet en række millionsællerter i tidens løb.

Senest udgav U2 med sanger Bono i spidsen "Songs of Experience", der fik en meget blandet kritik.

Da Quincy Jones bliver spurgt, om U2 stadig laver god musik, ryster han ifølge artiklen på hovedet, og til spørgsmålet om, hvorfor bandet ikke længere magter det, svarer han:

»Jeg ved det ikke. Jeg elsker Bono af hele mit hjerte, men bandet er udsat for et alt for stort pres.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Rytmisk musik
Annonce
På den anden side
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her