Manden, der spottede kvinden i den røde kjole
I tre årtier var Carsten Ingemann manden med kameraet, der tog Jyllands-Postens læsere med ud i en vild verden. Den prisbelønnede fotograf så altid mennesket midt i det umenneskelige. Nu har han samlet 152 af sine bedste fotografier i en fremragende fotobog.
Vi var i Grosnyj, den sønderbombede tjetjenske hovedstad, i midten af 1990’erne.
Det var helvede på jord, men et øjeblik, bare et kort øjeblik, så vi livet.
Da vi drejede om hjørnet fra Lenins Boulevard mod Fredens Boulevard, gik en engel forbi os:
Kvinden i den røde kjole.