Fortsæt til indhold
Litteratur

Hvem skal have Jyllands-Postens litteraturpriser?

De graver sig ned i historien. I tiden. I sig selv og andre mennesker. De åbner for vigtige diskussioner og sætter ord på vores forhold til naturen, familien, kærligheden, livet og døden. Mød de 10 forfattere, der er nomineret til Jyllands-Postens to litteraturpriser.

Skønlitteratur

Foto: Politikens forlag

Forfatter: Iben Mondrup
Titel:
”Hvordan kan vi?”
Forlag:
Politikens Forlag

Det er ikke nyt, at forfattere skriver sig selv ind i fiktionen, så det er svært at adskille virkeligheden fra det opdigtede.

Karl Ove Knausgaard har udstillet sin ekskone. Annie Ernaux har udstillet sine elskere. Édouard Louis har udstillet hele sin familie. Og danske Thomas Boberg har udstillet befolkningen på Fejø.

Iben Mondrups ”Hvordan kan vi” er også bekendende udleveringslitteratur, der ville være for meget, hvis det ikke var, fordi ordene i al deres enkelhed var så vedkommende.

Forfatteren skåner ikke sig selv, og hendes erindringsroman er ikke kun en skræmmende gyser ud i kærlighed og parforhold, men også en bog om barndomsminder fra de frisindede 70’ere med alkohol og bare bryster. En fortælling om relationer mellem søskende, mellem børn og forældre.

Med ét nedslag om året, der begynder i 1978, hvor Iben er 10 år, tager den voksne forfatter os med helt frem til i år.

Dét greb fungerer elegant og effektivt.

Iben Mondrup skriver som altid usentimentalt og kompromisløst.

Hun skræller huden af sig selv og menneskene i sit liv og lader os kigge ind, så vi kan se os selv i ordene.