Lyt til Lea Ypi, hvis du leder efter håbet. Stjernefilosoffen har fundet det inde i dig
Dybt inde i alle mennesker bor et lys, siger den intellektuelle verdensstjerne, der voksede op i Europas Nordkorea. Selv fandt hun håbet, da et billede fra det fascistiske Italien fik hende til at tvivle på, om hendes elskede farmor havde løjet om alt.
»Skønne verden, hvor er du?«
Lea Ypi kigger vagtsomt op på rækkerne i auditoriet på Københavns Universitet.
Det er en bidende kold aprildag. Vinden rusker uden for vinduerne, hvor verden braser sammen i krige, konflikter og kriser.
Og her står hun – den intellektuelle verdensstjerne, der ræser gennem Europas hovedstæder, filosoffen, hvis familie blev splittet og fængslet i det kommunistiske Albanien – iført en blå blazer og rød læbestift og leder efter svar på det spørgsmål, mange stiller sig selv i disse år.
»Hvor finder vi håb i den verden, vi lever i?«
Hendes bølgende hår er stramt redt tilbage og sat op i en klemme.
»For at svare,« siger hun, »vil jeg tage jer med på en rejse, der begynder i Grækenland. Og som handler om én kvindes liv – min farmor.«