»Med den alder, vi er nået til, er det kun naturligt, at vi taler om døden som noget, vi må forholde os til«

Mit arbejde som dokumentarjournalist på DR handler – langt hen ad vejen – om at turde være i rum, der kan være besværlige.

Vi siger endda højstemt til hinanden på redaktionen, at vi ikke nødvendigvis er ansvarlige for den gode stemning, når vi bevæger os rundt for at lave Indefra-programmer blandt hjemløse, dybt kriminelle eller topchefer i besværlige livsfaser. Vi er der for at nuancere og gøre seerne klogere. Og stikker gerne kniven derind, hvor det gør godt eller ondt.

Men når det kommer til at tale om døden med mine forældre, så er det, som om modet tørrer ud – og de spørgsmål, der skal forløse den samtale, sidder fast i halsen. Det er et paradoks, der er til at forstå.

Vi sidder tilbage på Lindealle i Skjern, hvor mine forældre har levet deres pensionistliv i et fornuftigt, lille murstenshus med varme i trægulvene. Der ligger dansk litteratur på skænken. Min far er fortsat rejsende i oplæsning. I morgen skal han læse ”Puslinglandet” af Knud Erik Pedersen højt for en minihøjskole. Jeg har meldt min ankomst sammen med Mingo, og det har afgjort, at kaffebordet er forskudt ind i den pæne stue, hvor der er dækket komplet op med Royal Copenhagen, Mega Musel-udgaven. Der står marcipanhorn med perlesukker på et fad, og i en skål er der lakridssmåkager med tranebær. Kaffen står og syder i en termokande, og min mor har husket, at vi bruger mælk. Man kan kalde det et bagholdsangreb. Jeg har ikke forberedt dem direkte på, at vi skal nærme os døden – og at de måske bliver en del af en bog.

Da vi bakkede ud ad deres indkørsel for nylig, kunne jeg se, at min mor blev ked af det midt på trappen.

Alle tre brødre – med vores familier – havde besøgt dem på kryds og tværs hen over få dage i sensommeren, fordi Lars var hjemme fra Canada. Der havde været et virvar af børn i alle generationer, god mad og samvær i familiesommerhuset ved Vesterhavet og hjemme i Skjern. Mit gæt var, at det nu overmandede min mor:

For var det så sidste gang, at vi var der alle sammen?

Jeg får delvis ret.

»Jeg kan godt huske den dag,« siger min mor.

»Men det var vist bare en skæv dag, hvor tabet af alle vores venner og familie lå lidt under det hele. Det ville være underligt, hvis det ikke løber sammen en gang imellem. Og så bliver det måske forstærket af en bil, der bakker ud ad indkørslen. For ser vi mon hinanden igen? Fik vi snakket nok med hinanden? Er vi nok sammen i det hele taget? Det er måske svært at forstå, at vi indimellem tænker så konkret.«

Min far gentager en følelse, han indimellem har forsøgt at forklare mig.

»Vi sidder og taler om døden nu, af gode grunde, fordi vi aldersmæssigt er tæt på den. Men indeni, altså inde i min sjæl og i mit sind, føler jeg mig fortsat nysgerrig og ung. Det er alt det udenpå, der bliver lavet om,« forklarer han.

Jeg kommer til at tænke på et kornet klip på nettet med beatlen George Harrison, der sidder i sin frodige have og når frem til den samme frustrerende fornemmelse:

At alt inden i ham er intakt. Sjælen, tankerne, nysgerrigheden. Men Harrison, som den spirituelle sjæl, han var, så det også som en kærkommen lussing eller påmindelse om, at vi tit lever, lige indtil vi ikke gør det mere. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle nævne Frede Agger og George Harrison i samme sætning. Men her er de.

Vi fordeler kaffebordet imellem os, og jeg kan høre mig selv spørge, om de har tænkt på deres egen begravelse.

Det har de.

»Skal I bisættes eller begraves?«

»Vi skal begraves. Det er der ikke mange, der bliver mere. Det er nok egnsbestemt. Men det vil vi gerne,« siger min far.

»Er det, fordi I tænker, at I skal bruge jeres kroppe i efterlivet?«

»Nej, det har ikke noget med det at gøre. Slet ikke. For det ved vi ikke spor om. Men vi stoler på Bibelens ord om, at der bliver taget hånd om os der, hvor vi skal hen,« siger han.

»Så billedet af, at I bliver hentet hjem, skal forstås i overført betydning?«

Min mor samler krummerne med en pegefinger på tallerkenen. Jeg kan godt mærke, at det her er sært privat at tale om. En teolog begræd for nylig, at vi som mennesker har mistet det instinktive i at tro.

Det har mennesket mere brug for end nogensinde, tror hun.

I dag bliver man tit tillagt naive egenskaber, hvis man står ved en form for trosbillede. For hvor er beviserne? Og hvordan synes I selv, at det går i verden? Den del havde teologen ondt ved at holde ud ved det moderne menneske – at man kræver evidens og svar på alt.

»Jeg forholder mig til, at der vil komme en ny verden, når vi ikke er her mere,« svarer min mor efter krummeindsamlingen.

»Jeg kan ikke sige, hvordan den er smykt, som vi indimellem synger i salmerne. Men jeg tror ikke, at det hele bare stopper. Der vil være en form for genforening, men jeg kan ikke sige dig i hvilken form. For alt skal ikke tages bogstaveligt. Det er ligesom skabelsesberetningen. Den er der mange, der får galt i halsen, fordi de læser den så konkret. Vi ved ikke, hvordan det skal blive. Men som kristne mennesker tror vi på, at der er noget bag ved forhænget. Der kommer en ny himmel og en ny jord, tænker jeg. Men det kan ikke fattes med forstanden. Det er et trosspørgsmål.«

Vi smiler af udtrykket med forhænget. Mine forældre har aldrig forsøgt at mase deres livsopfattelse ned over deres tre sønner. Og det, at vi har udviklet os til tre tilbagelænede, klassiske kulturkristne, har de taget med ophøjet ro.

»Men jeg er ked af den verden, vi overlader til jer. Det er noget af det, der gør ondt. Vi har haft det privilegium at leve i en tid, hvor der har været forholdsmæssig fred. Og nu. En utænkelig krig i Europa, usikkerhed og alle de klimaforandringer. Det er ikke det, vi ønsker for de næste generationer. I og jeres børn har haft alle muligheder, men det er, som om menneskeheden slet ikke kan få styr på det,« siger hun.

Der flakser passende nok en engel igennem stuen, og min mor kigger afventende på min far.

»Vi har skrevet et brev, som ligger i chatollet. Det skal I åbne, når en af os ikke er der mere,« siger min far og rejser sig halvt.

»Altså allerede, når den første af jer ... dør?« kan jeg bagefter høre mig selv spørge lettere fåret på memooptagelsen.

Til min undskyldning findes der vist ingen manualer på nettet til den her slags samtaler.

Det burde være helt naturligt med den rettidige omhu, som vi kender det fra ringbindene på kontoret, og alligevel kommer det bag på mig, at det er så konkret.

At der allerede ligger et brev.

Chatollet i mørkt lakeret træ er et smukt arvestykke fra mine tipoldeforældre, og det har derfor hæderspladsen i stuen.

Indeni er der sølvtøj, porcelæn og smykker i lige linje fra de tidligere generationer.

Det har altid været den ældste i søskendeflokken, der arver chatollet, så Henrik står til at få den fortælling hjem til sin familie, når det måtte være tid.

»Ja, I skal åbne brevet, når den første af os falder bort,« siger min far, mens han trækker den nederste skuffe ud. Det er en lyd, jeg har været fortrolig med hele mit liv.

Der ligger brevet.

Man kan ikke sige, at det er dramatisk ornamenteret. Det er en almindelig konvolut med min fars karakteristiske håndskrift, der i øvrigt er pæn, udenpå:

»Må kun åbnes af Henrik, Lars eller Anders,« står der.

Min far tager brevet med over til bordet.

»Er det ønsker for jeres begravelse?«

»Ja, der er ikke noget hemmeligt i det på den måde. Men vi vil gerne, at I først åbner det den dag.«

»Er salmerne valgt?»

»Jeg vil sige: Der er forslag til salmer. Det betyder ikke, at det ikke kan ændres.«

»Kan jeg regne dem ud?«

»Det kan du sikkert.«

»”Min Jesus, lad mit hjerte få”?«

»Ja, den er der,« svarer min far hurtigt.

Den salme har hans familie sunget i generationer. Flerstemmigt, langsomt og med malmfulde stemmer, som brødreflokken har, er den altid gået lige i knoglerne. Det fornemmede jeg allerede som barn, når der var aftensamling i stuen i Struer, og min hals grøder til bare ved tanken om, at vi skal synge den.

»Er der også skrevet ned, hvem der skal bære kisterne?«

»Ja, det er der, men det er allerede lavet om to gange. Knud skulle eksempelvis have båret,« svarer min far og lader resten af sætningen hænge.

»Og hvem mere?«

»Det må du vente med at se.«

Samtalen går i stå her.

Jeg kan mærke, at jeg ikke vil spørge om mere.

Og jeg kan også mærke, at mine forældre har sagt det, de gerne vil sige om det praktiske.

Fotografen retter på konvolutten, så den vender mod lyset, og skyder den i en serie af kliklyde, inden min far lægger den tilbage i skuffen igen. Næste gang jeg ser brevet, vil alting være anderledes.

Vi siger farvel til hinanden i baggangen. Min mor og jeg har altid været på kram, og hun falder altid ind imod mig – med vores højdeforskel på 30 cm.

Lige i dag hviler hun ekstra længe, fornemmer jeg.

Det nye er, at min far også er på en form for omfavnelse. Han har altid været på kram med sine svigerdøtre, børnebørn og oldebørn – men på håndtryk med sine tre sønner, som et pudsigt levn fra en patriarkalsk tid.

Den tid er også forbi.

Så jeg omfavner min far i en slags skulderudveksling.

I bilen vrider fotografen sig i forsædet. Det plejer at være et tegn på, at han skal sige noget – eller at jeg har glemt noget. Det er begge dele, viser det sig.

»Hvorfor spurgte du ikke om, hvad de tænker i forhold til at skulle slippe jer, når den tid kommer?«

»Ja, bum, pas.«

»Det synes jeg, at du skal få gjort. Kan du ikke maile dem, så de har lidt tid til at tænke over svaret?«

Kære mor og far

Tak for sidst. Og tak, fordi I ville. Som I ved, sidder jeg lige nu og skriver på bogen. Faktisk på kapitlet om jer – det er en ret modsatrettet fornemmelse. I skal nok få lov at læse med inden så længe. Jeg har et supplerende spørgsmål, som I gerne må svare på – via mail her, hvis det er o.k.

Nemlig: Hvordan er tanken om på et tidspunkt at skulle give slip på hele rækken af børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn?

Har I konkrete tanker i den forbindelse?

Kh.

Anders

Svartiden i vores mailudvekslinger plejer at være forholdsvis kort. Både min mor og far er relativt skarpe til at eksekvere mails.

Men den her får jeg lov at vente på.

Jeg fortryder så småt, at jeg har stillet et så stort og firkantet spørgsmål. En af mine nærmeste venner kalder det oveni umuligt. Han mener, at jeg ikke burde have sat dem i den situation. Hvad skal de svare, er hans indvending.

Da vi senere på året går rundt i bydelen Recoleta i Buenos Aires, fortæller jeg mine brødre om samtalen ved kaffebordet og om konvolutten i chatollet, mens vi tilfældigvis leder efter Eva Perons beskedne gravsted som en del af Argentinas brogede historie.

De er ikke overraskede, og så alligevel. Siger du, at det brev allerede er skrevet? Til det må jeg svare ja.

Vi er på en pilgrimsrejse for tre brødre. Siden VM i 1978 i fodbold har vi haft en dyb og måske næsten ukritisk kærlighed til Argentina. Dengang så vi direkte ind i en passion og en måde at udleve fodbold på, som blæste os baglæns på et tidspunkt, hvor Danmark fortsat spillede fersk amatørfodbold.

Vi så konfetti, vi så Mario Kempes, og vi så konturerne af et uhyggeligt militærdiktatur under general Jorge Videla. Det var dengang, da politiske modstandere fik hevet neglene af og pludselig faldt ud af tilfældige fly i nattens mulm og mørke, fik vi fortalt af vores far.

Nu går vi for første gang rundt i det forjættede land, sammen. For at se fodbold, for at inhalere Buenos Aires og for at dele brød og asado. Det er i sig selv usædvanligt, at vi – med vores alder – kan dandere rundt og tale om vores fortsat levende forældre. Det kan stort set ingen af vores jævnaldrende. Og så er det i øvrigt et stort ønske for vores forældre, at vi endelig får forløst det fatamorgana af en drømmerejse.

Vi har gået så meget mere end de 10.000 skridt om dagen på fortove og alléer, og nu sidder vi på vores lokale vinbar i Retiro. Det er nemt at drikke naturvin og Malbec i den argentinske forårssol, og i aften skal vi ind at se Velez mod Estudientes i den argentinske superliga.

»Jeg er på mange måder afklaret med, at de måske ikke har så lang tid tilbage,« siger Lars, der har boet i Canada i små 30 år. På den måde har han også levet med afstanden i mange år, både den fysiske og følelsesmæssige.

»Jo, men hvad er afklaret?« er Henriks modspørgsmål.

»At jeg godt ved, at der kommer et opkald til mig i Canada. Og så kan det være, at det hele ikke helt er, som jeg tror.«

Jeg tænker, at det er meget mere præcist, end han måske selv aner. Der er ingen i verden, jeg hellere vil have på min side end mine to brødre, når de dage måtte komme. Så meget ved jeg. Men jeg ved også, at vi ikke aner, hvad der rammer os den dag.

Velez vinder 2-0, og da vi kommer hjem til Danmark, er der en mail.

Kære Anders

Med den alder vi er nået til, er det kun naturligt, at vi taler om døden som noget, vi må forholde os til. Derfor har vi skrevet brevet, der ligger i chatollet, som I ved nu.

Døden vil altid ramme hårdt, men følelsen kan også udtrykkes i ordene: Stille sorg og smerte over at skulle forlade dem, vi elsker højest.

Men når vi ser tilbage på tilværelsen, som den har formet sig for os – en blanding af lyse og mørke dage – så er det ordet taknemlighed, der kommer først – også for gode barndomshjem i Ugilt og Struer.

Vi stiftede eget hjem i 1958, fik tre sønner, og med tiden er vi blevet til en stor flok på p.t. 29 helt nære familiemedlemmer, der mødes ved festlige lejligheder, og som gennem den ugentlige søndagshilsen på mail er orienteret om stort og småt i familien.

Dette fællesskab tilsiger os, at vi godt kan ”sige verden ret farvel” i tillid, ønske og bøn om, at der også må være en god fremtid for jer – trods verdenssituationen.

Af hjertet TAK for, hvad I har været for os både små og store!

Vores kristne livssyn giver os lov til at tro på, hvad Jakob Knudsen citerer i næstsidste vers i sin forunderlige morgensalme ”Se, nu stiger solen af havets skød”.

Kærlig hilsen

Mor og Far