»De tror, de skal begynde et nyt liv i lejren. De ved ikke, at de snart skal dø«
Håbet findes mellem maste spædbørn, kronragede hoveder, stanken af død og menneskets skrig, der stiger op over skovene sammen med røgen fra krematoriernes skorstene. Tadeusz Borowski oplevede rædslerne i Auschwitz og skrev en fabelagtig fortælling om dem.
»Jeg rækker et lig min hånd, dets hånd lukker sig krampagtigt om min. Jeg trækker hånden til mig med et skrig og løber væk. Mit hjerte hamrer, min hals snører sig sammen. Kvalmen overvælder mig. Jeg kaster op ud over skinnerne.«
Jeg havde det, som om jeg skulle kaste op, da jeg læste ordene.
Jeg gik ud på min altan, trak luft og talte med en tysk veninde i telefonen.
Jeg fortalte om Tadeusz Borowskis grusomme øjenvidne beretninger i ”Hos os i Auschwitz”.
Nu havde jeg læst de første 35 sider, og kvalmen lå allerede tykt og tungt i halsen.