»Jeg forstår tanken om at redde os, tage os under en hvid vinge, men jeg accepterer den ikke længere som min sandhed«
Eva Tind fortæller i en strøm af vrede og fortvivlelse over, at hun og andre koreanske børn blev revet ud af hænderne på deres biologiske familier. Og sendt til Danmark for at vokse op med en knusende følelse af ikke at høre til. Det er mesterligt fra start til slut.
Min Kim er et navn, et koreansk pigenavn, som engang blev slettet og erstattet af navnet Gull-Mai.
Det skete i den bedste mening, der lå ingen onde intentioner bag. Det er bare sådan, man gør, når man adopterer et lille barn og gerne vil gøre det til sit eget.
Men kan det overhovedet lade sig gøre at rive et barn ud af en familie, et land, en kultur og forvente, at det kan trives i en helt anden sammenhæng?
Og hvilke konsekvenser har det for en lille brun pige med blankt, sort hår at vokse op i det blege, lyshårede Danmark?
Eva Tind kender smerten, uroen og følelsen af fremmedhed. Hun har kæmpet med dem, siden hun som etårig ankom til Danmark. Helt frem til nu.
Og hun har for længst erkendt, at de aldrig forsvinder.