»Jeg aner ikke, hvor jeg skal slutte eller begynde en anmeldelse af Katherine Diez' nye bog«
Katherine Diez skåner ikke sig selv, når det kommer til hendes egen fortid, der rummer en smertelig barndom og ungdom fuld af svigt og sygdom. Men hun mangler selvrefleksion, når hun skal fortælle om alt det, der satte gang i hele sagen omkring hende.
Jeg aner ikke, hvordan jeg skal begynde eller slutte en anmeldelse af Katherine Diez’ nye bog, ”I egen barm”.
En bog, der pludselig dukkede op out of nowhere på efterårets udgivelsesliste.
Meget symptomatisk har forlaget ikke afsendt de 182 sider med den sædvanlige genreplacering, så man som anmelder ved, inden for hvilke rammer man skal angribe teksten. I stedet pryder et majestætisk fotografi af den debuterende forfatter den blanke forside.
Det er formentlig også nok.
For er der noget, Diez har været dygtigere til end nogen anden herhjemme, har det været at kapitalisere både intellektuelt, socialt og økonomisk på det udseende, mange tilsyneladende har haft vanskeligt ved at forbinde med en kulturmeningsdanner.