»Diego vil jeg følge til verdens ende, men Maradona vil jeg ikke gå et eneste skridt for«
Fernando Signorini kom så tæt på Diego Maradona, man kan komme uden at være i familie med ham. Men fortællingen om deres venskab mangler indsigt fra hovedpersonen. Til gengæld giver den et fascinerende indblik i, hvorfor den lille argentiner blev verdens bedste fodboldspiller.
Mandag morgen sad mine venner og jeg i en skramlet rutebil på vej hen over den jyske prærie til gymnasiet i Tørring.
Det var i 1988, og TV 2 havde lige sikret sig rettighederne til Serie A, hvor Diego Maradona spillede for Napolis blå bluser.
De mandage vidste vi ikke, at vi dagen før havde set verdens bedste fodboldspiller – sådan noget opdager man ikke, før det er overstået – men vi diskuterede stensikkert den lille argentiners indsats på banen dagen før. Hvor legende let han gled af på tacklinger, hvordan han afdriblede velvoksne forsvarsspillere og stille og roligt lagde bolden i mål, som om målmanden havde hænderne bundet på ryggen.