»Jeg er jo kendt som ham den søde og tilforladelige Flemming fra fjernsynet, men jeg bærer også rundt på en helt anden historie«
Som barn fandt Flemming Møldrup aldrig sine ben at stå på. Den følsomme dreng voksede op uden at kende sin far. Ingen fortalte ham sandheden, og hans ungdom var en lang, urolig søgen efter at forstå sig selv. En søgen, der først for nylig stoppede. Og som han nu endelig har mod på at dele med andre end sine allernærmeste.
Vi begynder med at spole tiden syv år tilbage. Flemming Møldrup har lige begravet sin israelske far. Nu sidder han på en hvid plasticstol i farens have i den israelske by Cæsarea og holder godt fast i en indkøbspose fra et lokalt supermarked, som han netop har fået stukket i hånden.
Plasticposens indhold får følelserne til at vælde op i ham. Sorg, glæde, ømhed, forvirring og frustration.
I posen ligger et gulnet fotografi af en nybagt far med en hvid barnevogn. Et foto af en far og en mor, der glade kigger på deres nyfødte søn. Og et tredje af en stolt far, der har placeret det israelske flag i sin søns babyhånd. Der ligger også en fartplan fra Molslinjen fra begyndelsen af 1970’erne.
Babyen er Flemming Møldrup, og fotografierne er fulde af det liv, han som barn altid drømte om, men aldrig fik lov at leve med sin far.