»Jeg forstod ikke rigtig, hvad man skulle bruge fædre til. Alt blev jo bare besværligt, når man fik en far«
Som barn måtte Andrev Walden kæmpe mod alle sin mors uduelige mænd. På syv år havde han syv fædre. Ingen af dem skabte andet end problemer. Men måske har børn brug for milde traumer for at finde en drivkraft i livet, siger den svenske bestsellerforfatter, som for 13 år siden tog tre radikale beslutninger.
Vi har måske bevæget os ud på lidt for dybt vand.
Andrev Walden og jeg.
Den svenske forfatter er tøvende gået med på mit eksperiment.
Han taler sit modersmål, og jeg taler næsten mit.
Derfor sidder jeg lige nu og leder efter svenske pendanter til danske ord som ”hvordan” og ”måske”, mens jeg taler langsomt og tydeligt, så manden på den anden side af bordet kan følge med i mit skandinaviske.
»Der er noget frejdigt over dansk. Jeg forstår det ikke rigtigt, men jeg bliver glad af det,« siger Andrev Walden.
Han lader sit stockholmske flyde, og efter blot fire minutter må jeg bede om hjælp. Walden taler om »struliga« forældre, et ord, der ikke findes i mit svenske ordforråd.
Han holder en tænkepause.
»Jeg ved ikke engang, hvad det hedder på engelsk,« siger han, før han når frem til en omskrivning, der giver mening:
»Basically fuckheads.«